Tilskrivning af renter. Restgældens størrelse.
| Sagsnummer: | 153 /1996 |
| Dato: | 15-10-1996 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Leif Nielsen, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Udlån - rente
|
| Ledetekst: | Tilskrivning af renter. Restgældens størrelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klagerne i denne sag er ægtefællerne A og B.
I 1987 blev A's køb af en charterbåd finansieret ved et udlandslån gennem indklagede. B kautionerede for udlandslånet.
I slutningen af januar 1993 blev A's engagement samlet på en eksisterende kassekredit hos indklagede. Saldoen på kassekreditten var herefter ca. 482.000 kr. (negativ). A underskrev den 16. marts 1993 en ny kassekreditkontrakt med indklagede, hvorefter kreditrammen blev fastsat til 450.000 kr. Af kassekreditkontrakten fremgår bl.a.:
"AFVIKLING
Kreditten nedskrives med kr. 450.000,00 månedlig, første gang den 31.12.93.
RENTE OG PROVISION
Rente og provision beregnes bagud og forfalder månedlig, første gang den 31.12.93.
Rente- og provisionssatsen er variabel og kan til enhver tid ændres af banken uden varsel.
Rentesatsen er for tiden 16.00% p.a.
Provisionssatsen er for tiden 0,500% pr. kvartal"
Ved kautionserklæring af samme dato påtog B sig selvskyldnerkaution for A's engagement, begrænset til 640.000 kr.
A solgte båden den 14. oktober 1993, og salgsprovenuet på 430.000 kr. indgik på kassekreditten den 29. sm.
Af kvartalsvise udskrifter vedrørende kassekreditten for 1993 fremgår bl.a., at der ikke er tilskrevet rente og provision i 1993, at saldoen pr. 30. september var ca. 420.000 kr. (negativ), og at den efter krediteringen af beløbet på 430.000 kr. den 29. oktober var positiv med 10.351,53 kr.
Af årsudskrifter for 1993 og 1994 fremgik ligeledes en positiv saldo på 10.351,53 kr. Vedrørende rente m.v. for kassekreditten var anført "0,00".
Primo 1995 modtog indklagede en anmodning om overførsel af klagernes engagement til et andet pengeinstitut.
Indklagede har oplyst, at rentetilskrivningen på kassekreditten af tekniske grunde ikke havde fundet sted hverken pr. 31. december 1993 eller pr. 31. december 1994. Da kontoen primo 1995 blev ophævet i forbindelse med overførselsanmodningen, aktiveredes rentetilskrivningen, der pr. 4. januar 1995 beløb sig til 64.179,83 kr. Kontoen var herefter i debet med 53.930,99 kr.
Overførslen af engagementet blev ikke gennemført. Indklagede har oplyst, at beløbet på 53.930,99 kr., som allerede havde været trukket i mellemregning på den anden bank, herefter af tekniske grunde blev bogført på en nyoprettet konto den 9. januar 1995. Den 12. januar 1995 blev klager A anmodet om at indbetale beløbet, hvilket klagerne afviste.
Ved indklagedes skrivelse af 7. marts 1996 blev kautionen gjort gældende over for B.
Ved klageskema af 10. april 1996 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde rentekravet.
Indklagede har påstået frifindelse.
Klagerne har anført, at på grund af svigtende charterindtægter gik afviklingen af engagementet ikke som forventet. Indklagede ville overtage båden, hvis ikke den var solgt inden 31. oktober 1993. Indklagede oplyste, at restgælden var 420.000 kr., og at der ved salg til en lavere pris måtte aftales en afdragsordning. Årsagen til at det samlede salgsprovenue på 430.000 kr. blev overført til indklagede var, at det overskydende provenu skulle indgå i finansieringen af en forventet skat af genvundne afskrivninger. De fik imidlertid en afdragsordning med skattevæsenet, hvorfor det alligevel ikke blev aktuelt at lade skattebetalingen finansiere af indklagede. Overførslen til det nye pengeinstitut var begrundet i, at de skulle flytte til Grønland. De fandt det derfor mest praktisk kun at benytte ét pengeinstitut. Da der efter indklagedes opfattelse bestod et gældsforhold, og da der ikke som forventet af dem var et positivt indestående, ønskede de ikke overførslen gennemført. Det positive indestående på ca. 10.000 kr. fremgik af årsopgørelserne for 1993 og 1994. De kender ikke noget til den konto, som indklagede nu henviser til.
Indklagede har anført, at rentetilskrivning på en kassekredit sædvanligvis sker kvartalsvis. For A's kassekredit blev der aftalt årlig rentetilskrivning, hvilket var baggrunden for, at rentetilskrivningen af tekniske grunde ikke skete hverken pr. 31. december 1993 eller pr. 31. december 1994. Rentetilskrivningen blev først aktiveret ved ophævelsen af kontoen. Rentesatserne på kontoen fremgik af de kontoudskrifter, der i 1993 kvartalsvis blev fremsendt til A. Fra slutningen af 1993 var der ikke flere bevægelser på kontoen, hvorfor A kun modtog årsudskrifter. Det fremgår af årsudskrifterne, at saldoen på 10.351,53 kr. ikke blev forrentet hverken positivt eller negativt, hvilket klagerne burde have været opmærksom på. Klagerne burde endvidere have vidst, at selv om kontoen gik i kredit, da salgssummen blev bogført, var der stadig tale om en forrentning af gælden, mens kontoen var i debet. På det tidspunkt, hvor klagerne forhørte sig om gældens størrelse, kunne man udelukkende oplyse den bogførte saldo på den dag, hvor der blev spurgt. Der lå ikke heri en meddelelse til klagerne om, at gælden ikke ville blive forrentet.
Ankenævnets bemærkninger:
Ved oprettelsen af den nye kassekreditkontrakt i marts 1993 blev det aftalt, at renter skulle tilskrives årligt, og klagerne kunne af de kontoudskrifter, som de i 1993 modtog ultimo hvert kvartal, se, at der - i overensstemmelse med det aftalte - ikke var tilskrevet rente og provision. Af kontoudskriften pr. 30. september 1993 fremgik, at saldoen var negativ med ca. 420.000 kr., men klagerne måtte indse, at de herudover skyldte et betydeligt rentebeløb vedrørende den forløbne del af 1993. På denne baggrund finder Ankenævnet, at klagerne - uanset den oplysning om restgældens størrelse, som de i oktober 1993 modtog fra en medarbejder hos indklagede - burde have indset, at indklagedes krav inklusive renter oversteg salgssummen for båden på 430.000 kr.
Indklagede begik en fejl ved hverken at tilskrive rente og provision på kontoudskriften pr. 31. december 1993 eller på årsopgørelserne for 1993 og 1994. Klagerne, der ikke kunne have nogen berettiget forventning om, at indklagede havde frafaldet krav på rente- og provision, burde imidlertid have indset, at der var tale om en fejl, og at den angivne positive saldo på ca. 10.000 kr. som følge heraf også var fejlagtig. Klagerne kan derfor ikke påberåbe sig fejlen, jf. princippet i aftalelovens § 32.
Herefter, og da det må anses for uden betydning, at kontonummeret af tekniske grunde blev ændret i forbindelse med den ikke gennemførte overførsel til et andet pengeinstitut, kan klagernes påstand ikke tages til følge.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.