Afgørelse

Krav om erstatning for kurstab som følge af manglende omlægning af valutalån pr. konkursdagen, indsigelse om manglende rådgivning om valutaterminsforretning og spørgsmål om omfang af pant i ejendom i Frankrig

Indledning

Sagen vedrører klagernes krav om erstatning for kurstab som følge af manglende omlægning af valutalån pr. konkursdagen, indsigelse om mangelfuld rådgivning om mulighed for indgåelse af valutaterminsforretning og spørgsmål om omfang af pant i ejendom i Frankrig.

Sagens omstændigheder

Klagerne K og M købte i september 2007 en ejendom i Frankrig. Ved finansieringsaftale underskrevet den 3. december 2007 anmodede klagerne Danske Bank om at formidle et lån på 1.195.000 EUR i Danske Banks datterselskab i Luxembourg, Danske Bank International Luxembourg S.A. (herefter DBI) til finansiering af ejendommen. Af finansieringsaftalen fremgik, at der var en kursrisiko ved udbetaling af lånet i fremmed valuta, og at der var mulighed for at kurssikre betalingerne. Af aftalen fremgik endvidere, at DBI skulle have pant i ejendommen for 1.434.000 EUR, og at en eventuel realisering af ejendommen skulle ske efter fransk lovgivning. Som sikkerhed for lånet skulle Danske Bank afgive en garanti overfor DBI. Ifølge finansieringsaftalen bekræftede klagerne at ville holde Danske Bank skadesløs for ethvert tab som følge af garantien.

Den 20. december 2007 underskrev klagerne som "Låntager" en låneaftale med DBI om et 30-årigt boliglån på 1.195.000 EUR med 10 års indledende afdragsfrihed og kvartalsmæssige ydelser. Banken har fremlagt en oversættelse af lånedokumentet fra fransk til dansk, hvoraf bl.a. fremgår:

"… 1. Beløb

EUR 1.195.000 …

2. Anvendelse

… Faciliteten kan anvendes til følgende formål:

Til udbetaling af lån med fast løbetid i EUR, CHF eller DKK, på de tidspunkter, der er aftalt med Låntager, idet løbetidsperioden maksimalt kan være på 120 måneder (hver løbetidsperiode betegnes herefter "Lånetræk").

…

6. Opsigelse

Faciliteten udløber den 1. januar 2038 og pr. denne dato forfalder alle udestående Lånetræk til fuld indfrielse.

Banken kan opsige denne Facilitet til ophør på ethvert tidligere tidspunkt med et skriftligt varsel på 30 kalenderdage. …

8. Tilbagebetaling (herunder førtidig tilbagebetaling)

… Betaling af rente og hovedstol sker i den valuta, som det enkelte Lånetræk er ydet eller etableret i …

9. Omregning af valuta

Hvert Lånetræk omregnes til den valuta, som Faciliteten er etableret i, efter Bankens gældende kurs to dage [to bankdage] før den dato, hvor omregning af Lånetrækket sker. Hvis resultatet af disse omregninger bliver, at det samlede beløb, der er trukket, overstiger det beløb for Faciliteten, som er nævnt i punkt 1, vil Låntager være forpligtet til pr. den følgende forfaldsdato for et hvilket som helst Lånetræk at tilbagebetale dette Lånetræk helt eller delvis, indtil overskridelsen er afviklet. …

13. Misligholdelse

Banken kan uden videre med otte dages skriftligt varsel til Låntager erklære, at såvel hovedstol som renter af Lånetrækket og enhver anden af Låntagers forpligtelser overfor Banken er forfaldet til øjeblikkelig betaling uden andre formaliteter, hvis:

i) … Låntager ikke behørigt overholder alle de betingelser, der er gældende for denne Facilitet.

ii) Låntager ikke rettidigt opfylder enhver anden forpligtelse overfor Banken … medmindre sagen, hvis den drejer sig om manglende betaling, bringes i orden inden for tredive dage …

iv) … Låntager … opnår henstand i henhold til nogen lov om konkurs… eller anmoder nogen domstol om at få udpeget en … kurator … eller hvis der tages skridt til at indlede en sådan behandling af Låntager. …

17. Lovvalg og værneting

Denne facilitet og dens gennemførelse er omfattet af lovgivningen i Storhertugdømmet Luxembourg, og domstolene i Luxembourg, Storhertugdømmet Luxembourg skal være værneting. …"

Lånet blev udbetalt ultimo januar 2008. Kort efter optagelsen blev lånet omlagt til CHF, med en hovedstol på 1.927.774 CHF. DBI fik efter det oplyste pant i ejendommen i Frankrig, Danske Bank A/S afgav garanti overfor DBI som sikkerhed for lånet, og Danske Bank fik i forbindelse hermed pant i klagernes ejendom i Danmark med et ejerpantebrev på 3 mio. kr.

Den 19. juni 2009 blev M’s bo taget under konkursbehandling som følge af M’s personlige hæftelse for en række selskaber, som var helt eller delvist ejet af M. Klagerne har oplyst, at de orienterede banken om konkursen på et møde den 22. juni 2009, og at banken meddelte, at konkursen ikke ville få indflydelse på deres engagement, så længe de overholdt deres forpligtelser. Klagerne har endvidere oplyst, at kursen på CHF i forhold til DKK var 4,93 pr. konkursdagen. Banken har anført, at lånet efter udtrykkelig anmodning fra M videreførtes i CHF. Klagerne har bestridt dette.

Klagerne har oplyst, at banken i december 2009 spærrede deres konti og kort, og at de anmodede om et møde med banken til drøftelse af, om K kunne overtage M’s andel af ejendommen i Frankrig.

I e-mail af 31. maj 2010 oplyste klagerne til banken, at DBI havde meddelt, at DBI fremover kun ville forlænge lånet med én måned ad gangen, at DBI krævede månedlig indbetaling af ydelser, at DBI ønskede at få godkendt K som enedebitor, og at klagerne ville indsende papirer vedrørende godkendelse af K.

I e-mail af 5. august 2010 oplyste banken, at K ikke kunne godkendes som enedebitor, at lånet ville blive opsagt af DBI til fuld indfrielse, og at banken i den forbindelse pr. den 11. august 2010 ville "benytte sig af muligheden for at omlægge lånet fra CHF til EUR. Dette vil I snarest modtage yderligere om." I en efterfølgende e-mail af samme dag oplyste banken, at omvekslingen pr. den 11. august 2010 ville ske til DKK i henhold til konkurslovens § 40. Ifølge konkurslovens § 40 kan krav mod skyldneren, som skal fyldestgøres af konkursmassen, af boet fordres omsat til penge, og fordringer i fremmed mønt omsættes til dansk mønt efter kursen den dag, da konkursdekretet blev afsagt. Opsigelsen blev efter det oplyste trukket tilbage den 6. august 2010.

Banken og klagerne holdt møde den 11. august 2010 til drøftelse af valutalånet. Klagerne har anført, at banken på mødet oplyste, at banken gerne ville have lånet omlagt, da banken forventede kursstigninger på CHF, der på mødedatoen havde en kurs på 5,32, men at de ikke fik opfattelsen af, at banken rent faktisk ville omlægge lånet. Banken har anført, at man meddelte, at det var bankens ønske, at lånet skulle omlægges til EUR for at undgå risiko for yderligere kurstab, og at det blev aftalt, at klagernes advokat skulle komme med en redegørelse om M’s konkurs samt et forslag til videreførelse og afvikling af lånet.

I e-mail af 20. august 2010 meddelte banken, at lånet ville blive omlagt til EUR pr. 25. august 2010 og i første omgang blive forlænget én måned. Banken omlagde efter det oplyste lånet pr. den 23. august 2010 til 1.469.675,99 EUR. Klagerne har oplyst, at kursen på CHF i forhold til DKK var ca. 5,69 den 23. august 2010.

I e-mail af 24. august 2010 meddelte klagernes advokat, at banken ikke i henhold til lånedokumentet var berettiget til at omlægge lånet, at tidspunktet ikke var det rigtige, og at en eventuel omlægning burde afvente advokatens redegørelse. I e-mail af samme dag meddelte banken:

"… Som vi meddelte på vores møde, ville valutalånet blive omlagt til EUR, hvilket jeg hermed fastholder. Også fordi omlægningen allerede er iværksat – instruktion herom skulle gives i går (2 dage før). "

Klagernes advokat svarede samme dag, at banken på mødet alene havde meddelt, at man ønskede at omlægge lånet, og ikke at lånet ville blive omlagt.

I redegørelse af 12. november 2010 tog klagernes advokat forbehold overfor bankens omlægning af lånet til EUR. Advokaten anførte endvidere, at banken ikke var berettiget til at opsige lånet.

Ved brev af 16. december 2010 meddelte banken, at man ikke ønskede at videreføre det omlagte lån, men at man var villige til at forlænge lånet frem til den 1. oktober 2011, hvis klagerne satte ejendommen til salg og betalte en månedlig ydelse på 8.000 kr. Banken har oplyst, at DBI den 16. februar 2011 opsagde lånet til indfrielse med et varsel på 30 dage, da klagerne ikke havde accepteret betingelserne, men at opsigelsen blev trukket tilbage af DBI den 14. marts 2011, da klagerne efterfølgende accepterede betingelserne.

Ved købsaftale af 27. juni 2011 solgte klagerne ejendommen med overtagelse pr. 15. september 2011 for 1,3 mio. EUR, hvoraf 1.270.000 EUR udgjorde prisen for den faste ejendom og 30.000 EUR udgjorde prisen for indbo og møbler. Den 18. august 2011 modtog banken kopi af købsaftalen.

Ved brev til notaren af 18. august 2011 bekræftede DBI, at man ville frigive pantet i ejendommen, når man havde modtaget købesummen på 1.270.000 EUR med fradrag af omkostninger. Ved brev til notaren af 25. august 2011 meddelte DBI, at man havde erfaret, at købesummen udgjorde 1.270.000 EUR + 30.000 EUR, og at man ville frigive pantet, når man havde modtaget denne købesum med fradrag af omkostninger.

I e-mail af 29. september 2011 rejste klagerne indsigelse mod bankens anmodning om overførsel af beløbet på 30.000 EUR.

Ultimo september 2011 modtog DBI salgsprovenuet, som udgjorde 1.232.667 EUR, inklusiv salgssummen for indboet. Restgælden på valutalånet udgjorde på dette tidspunkt 1.460.434,51 EUR. Som følge af bankens garanti overfor DBI blev restkravet på 230.682 EUR overgivet til bankens inkassoafdeling og omvekslet til 1.719.579 DKK, svarende til kurs ca. 6,20.

Banken har fremlagt en e-mail af 5. januar 2012 fra bankens franske advokat, hvori advokaten anførte, at der ikke er grundlag for, at banken returnerer de 30.000 EUR.

Parternes påstande

Den 18. november 2011 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal erstatte et kurstab på ca. 1.445.000 DKK som følge af manglende omlægning af lånet pr. konkursdagen, subsidiærtet kurstab på ca. 636.000 DKK som følge af manglende rådgivning om indgåelse af en valutaterminsforretning den 11. august 2011, samt at banken skal tilbagebetale 30.000 EUR.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse og derudover principalt afvisning for så vidt angår påstanden om betaling af 30.000 EUR.

Parternes argumenter

Klagerne har bl.a. anført, at banken undlod at omveksle valutalånet pr. konkursdagen, jf. konkurslovens § 40, som banken henviste til i sin e-mail af 5. august 2010. De blev påført et tab på ca. 1.445.000 DKK ved den manglende omveksling pr. konkursdagen, hvor kursen var 4,93 i forhold til bankens omveksling pr. 23. august 2010 til kurs 5,69. Banken er erstatningsansvarlig herfor.

De orienterede straks banken om konkursen. Banken bekræftede på møde den 22. juni 2009, at konkursen ikke ville have indflydelse på deres engagement, så længe de overholdt deres forpligtelser. Det er direkte usandt, at de insisterede på at videreføre lånet i CHF. En omlægning blev ikke drøftet, og de var ikke på det tidspunkt bekendt med konkurslovens § 40. De har til enhver tid overholdt deres forpligtelser, og ejendommen blev udlejet med overskud. De hørte herefter intet fra banken, før banken i december 2009 pludselig spærrede deres konti og kort. De anmodede om et møde til drøftelse af, om K kunne overtage M’s andel af ejendommen i Frankrig. Banken vendte ikke tilbage om et møde. De anmodede ikke om, at lånet blev videreført i CHF. Det er ikke korrekt, at de i foråret 2010 afviste en omlægning af lånet for at undgå at realisere et kurstab. Kursen på CHF havde været meget stabil fra konkursdagen og resten af 2009. Bankens påstand om, at de ikke ønskede at omlægge lånet, giver derfor ikke mening. I maj 2010 anmodede banken dem telefonisk om at indsende papirer vedrørende godkendelse af K som enedebitor på valutalånet og meddelte samtidig, at lånet fremover skulle afvikles med månedlige ydelser og afdrages, selvom lånet på det tidspunkt havde endnu 7 ½ års afdragsfrihed. Banken har anført, at de har forhalet en omlægning af lånet. Dette er ikke korrekt, alene af den årsag at forhandling om K’s mulige overtagelse af lånet som meddebitor først blev indledt i foråret 2010, 11 måneder efter konkursen.

Banken opfordres til at fremlægge dokumentation for, at banken rådgav om omlægning i 2009 og 2010.

Det gøres subsidiært gældende, at banken er erstatningsansvarlig for kurstabet på 636.000 DKK, der opstod i perioden fra mødet den 11. august 2010, hvor banken oplyste en kurs på 5,36 og frem til omvekslingen til kurs 5,69 den 23. august 2010.

På mødet den 11. august 2010 oplyste banken, at man "godt kunne tænke sig" at omlægge lånet. Banken gav imidlertid ikke udtryk for, at man rent faktisk ville omlægge lånet. Banken orienterede dem ikke om muligheden for indgåelse af en terminsforretning. Banken oplyste, at banken forventede en stigende kurs. Det havde derfor været oplagt at rådgive dem om muligheden for en terminsforretning eller straks at omlægge lånet, hvis banken ønskede at gennemføre omlægningen. Hvis banken, som anført af banken, havde meddelt, at lånet skulle omlægges, er det en endnu mere indlysende fejl, at banken ikke rådgav om en terminsforretning.

De drøftede ikke muligheden for indgåelse af en terminsforretning med deres advokat, alene af den grund, at banken ikke på mødet klart oplyste, at banken ville omlægge lånet. Bankens påstand om, at der ikke var grundlag for at indgå en valutaterminsforretning, da en sådan ville udløse et kurstab, som de netop ønskede at undgå, giver ikke mening.

Den omstændighed, at de begge er bankuddannede, giver ikke banken ret til ikke at følge konkursloven og tilsidesætte bankens rådgivningsansvar. M havde én ejendom med et swap lån i firmaregi.

Banken accepterede skriftligt købesummen på 1.270.000 EUR overfor notaren. Banken fremsatte efterfølgende uberettiget og uden at informere dem krav overfor notaren om betaling af de 30.000 EUR. Notarens betaling kan ikke tillægges betydning. Notaren afregner den fulde sum for hus og møbler til panthaver, så længe en panthaver ikke er fuldt dækket, uanset at pantet ikke omfatter møbler/indbo. Ifølge deres danske og franske advokater har banken hverken efter dansk eller fransk ret pant i møblerne. Banken skal derfor tilbagebetale beløbet på 30.000 EUR til K, som ejede møblerne.

Danske Bank har til støtte for frifindelsespåstanden bl.a. anført, at klagerne har forhalet sagen ved at forhandle om K’s videreførelse af lånet i CHF som enedebitor, og at klagerne derfor selv har ansvaret for kurstabet.

Klagernes daværende rådgiver i banken har oplyst, at det under hele forløbet og allerede fra konkurstidspunktet var klagernes ønske at videreføre lånet i CHF. Efter konkursen anmodede M således udtrykkeligt om, at lånet blev videreført i CHF. I tiden efter konkursen gjorde banken klagerne opmærksomme på CHF-kursens stigende tendens, men klagerne ønskede ikke at realisere kurstabet. Hvis klagerne ikke havde insisteret på at videreføre lånet, kunne lånets omlægning have været gennemført straks efter M’s konkurs eller i hvert fald tidligere end sket.

I foråret 2010 var det fortsat klagernes ønske at fastholde lånet i CHF. Klagerne ønskede ikke at realisere et kurstab og ønskede at bibeholde den lavere rente. Klagerne forventede, at kursen på CHF ville rette sig. Der var ikke grundlag for at drøfte indgåelse af en valutaterminsforretning, idet en valutaterminsforretning ville udløse det kurstab, som klagerne netop ikke ønskede at realisere.

Banken trak opsigelsen tilbage den 6. august 2010. På mødet den 11. august 2010, hvor også klagernes advokat deltog, gjorde banken opmærksom på, at det nu var bankens ønske, at lånet skulle omlægges til EUR for at undgå risiko for yderligere kurstab. Klagerne er bankuddannede og må derfor antages at have haft kendskab til muligheden for sikring mod kurstab ved indgåelse af en valutaterminsforretning. Banken formoder endvidere, at klagerne drøftede dette med deres advokat.

Det blev aftalt, at klagernes advokat skulle komme med en redegørelse om M’s konkurs og forslag til videreførelse og afvikling af lånet. Banken modtog først den lovede redegørelse i november 2010. Redegørelsen indeholdt ikke oplæg til afvikling af lånet.

Det fremgik endvidere af finansieringsaftalen fra december 2007, at det var muligt at kurssikre lånet. Klagerne oplyste i forbindelse med låneoptagelsen, at de havde flere engagementer i andre pengeinstitutter i fremmed valuta, at de kendte "konceptet" og ikke ønskede yderligere rådgivning.

Danske Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at kravet om tilbagebetaling af 30.000 EUR og spørgsmålet om, hvorvidt pantet omfatter møbler og indbo, skal afgøres efter fransk ret, hvilket ligger udenfor Ankenævnets kompetence. Det fremgår af udtalelsen fra bankens franske advokat, at bankens panteret omfattede møblerne, og at der derfor ikke er grundlag for, at banken returnerer de 30.000 EUR.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet behandler klager over danske og færøske pengeinstitutters herværende datterselskaber, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 1. DBI,som er et udenlandsk datterselskabafDanske Bank, er ikke omfattet af Ankenævnets kompetence. Ankenævnet kan derfor ikke tage stilling tilDBI’s retstilling som kreditor ifølge lånet og som panthaver i ejendommen i Frankrig.

Konkurslovens § 40 regulerer en kreditors adgang til at anmelde krav i boet og kreditors retsstilling overfor skyldnerens andre kreditorer i boet, men regulerer ikke skyldnerens hæftelse. Ankenævnet finder ikke, at Danske Bank i forbindelse med M’s konkurs den 19. juni 2009 hverken ifølge konkurslovens § 40 eller på andet grundlag var forpligtet til at omlægge valutalånet til DKK.

For så vidt angår klagernes krav om erstatning for kurstabet fra den 11. til den 23. august 2010 bemærkes følgende:

Ankenævnet lægger til grund, at banken på mødet den 11. august 2010 meddelte, at banken ønskede at omlægge lånet, og at muligheden for indgåelse af en valutaterminsforretning ikke blev drøftet. I e-mail af 20. august 2010 meddelte banken, at lånet ville blive omlagt til EUR pr. 25. august 2010. Lånet blev efter oplyste omlagt den 23. august 2010.

Ankenævnethar dokumenteret, at de fremsatte krav om omlægning af lånet eller andre tiltag til begrænsning af risikoen for kursstigninger. Ankenævnet finder endvidere under de foreliggende omstændigheder ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at klagerne ville have indgået en terminsforretning umiddelbart i forlængelse af mødet den 11. august 2010, hvis de var blevet rådgivet herom.

Afgørelsen af om klagerne har krav på udbetaling af 30.000 EUR vedrørende købesum for møbler og indbo kræver blandt andet stillingtagen til betydningen af fransk ret. Da denne bevisførelse ikke bør ske for Ankenævnet afvises denne del af sagen i medfør af Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagernes krav om udbetaling af 30.000 EUR.

Klagerne får i øvrigt ikke medhold i klagen.