Krav om erstatning i forbindelse med konvertering af amerikanske aktier fra fysiske aktiecertifikater til elektroniske aktier og efterfølgende salg af aktierne. Spørgsmål om ekspeditionstid.
| Sagsnummer: | 267/2016 |
| Dato: | 24-08-2017 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Michael Reved, David Sander Hjortsø, Troels Hauer Holmberg og Søren Geckler |
| Klageemne: |
Værdipapirer - forhold vedrørende udenlandske papirer
Værdipapirer - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Krav om erstatning i forbindelse med konvertering af amerikanske aktier fra fysiske aktiecertifikater til elektroniske aktier og efterfølgende salg af aktierne. Spørgsmål om ekspeditionstid. |
| Indklagede: | Nordea Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører klagerens krav om erstatning i forbindelse med Nordea Danmarks bistand i forbindelse med konvertering af amerikanske aktier fra fysiske aktiecertifikater til elektroniske aktier og efterfølgende salg af aktierne. Spørgsmål om ekspeditionstid.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor han blandt andet havde et værdipapirdepot.
I maj 2008 erhvervede klageren 10.492 stk. aktier i det amerikanske selskab Dandrit Biotech USA, Inc., S, uden Nordea Danmarks medvirken.
Banken har oplyst, at klageren, så vidt banken er orienteret, i sin egenskab af bestyrelsesmedlem i S blev tilbudt at erhverve aktier i selskabet. Klageren udtrådte af bestyrelsen i juni 2010.
I februar 2015 kontaktede klageren sin rådgiver i banken, idet han ønskede bankens bistand til at konvertere sin beholdning af fysiske aktiecertifikater i S til elektroniske aktier, og han ønskede i øvrigt, at aktierne i S skulle ligge i depot i banken. Klageren havde, forinden han kontaktede banken, modtaget aktionærbreve af 18. november 2014 og 19. december 2014 fra S om mulig elektronisk handel og konvertering af aktionærernes fysiske certifikater til elektroniske aktier.
Klagerens rådgiver kontaktede bankens centrale afdeling for håndtering af udenlandske værdipapirer, Custody Operational Business Support. Det viste sig, at de fysiske aktier, som klageren ønskede at konvertere, var underlagt lock-up - det vil sige et forbud mod enhver form for overdragelse, herunder salg og pantsætning - og at konvertering til elektroniske aktier først kunne ske, når handelsrestriktionerne var ophævet, og et nyt certifikat uden restriktioner var udstedt.
Klageren skulle selv sørge for at få udstedt et nyt aktiecertifikat uden handelsrestriktioner, inden banken kunne assistere med konverteringen til elektroniske aktier. Den proces, som klageren skulle følge, fremgik af et aktionærbrev af 23. februar 2015 fra S. Af brevet fremgik blandt andet følgende om processen med konvertering til elektroniske aktier efter, at restriktionerne var ophævet:
”…
Hvis aktien efterfølgende skal konverteres til elektronisk aktie, skal den enkelte aktionærs bank kontakte bankens amerikanske samarbejdsparter (DTC-broker) med oplysninger om, at man har et fysisk aktiebevis, der skal deponeres hos DTC og konverteres til elektronisk aktie.
Den amerikanske samarbejdspartner skal herefter have tilsendt selve aktiecertifikatet, som vil blive fremsendt til DTC, hvorefter DTC vil returnere en elektronisk aktie til bankens amerikanske samarbejdspartner, og aktien kan herefter lægges i depot hos aktionæren.
Ovenstående proces tager normalt 1-2 uger, og der kan være individuelle dokumenter, som de forskellige banker vil kræve udfyldt i processen.
…
Handel med aktien
Aktien er så småt begyndt at handle og bevæger sig pt. omkring USD 6. I kan følge kursudviklingen på www.otcmarkets.com (ticker: ”DDRT”).
…”
Banken kontaktede sin korrespondentbank/depotbank, K, i USA for at få assistance med at få konverteret klagerens fysiske aktiecertifikater i S til elektroniske aktier. Som et led i konverteringsprocessen bad K om en del oplysninger og dokumentation for aktionærens identitet og ejerskab af de omhandlede aktier i S. Blandt andet krævede K, at der blev udstedt et AML Representation Letter og udfyldt et Due Diligence spørgeskema (DDQ).
Klageren har oplyst, at han selv sørgede for at ophæve handelsrestriktionerne. Han modtog det fysiske aktiecertifikat uden restriktioner dateret den 21. april 2015 i slutningen af april 2015, og certifikatet (eller en kopi heraf) blev via Nordea Danmark første gang sendt til K i sommeren 2015.
Klageren har endvidere fremlagt et AML Representation Letter dateret den 6. maj 2015 og et Due Diligence spørgeskema (DDQ), som skulle udfyldes.
I starten af juli 2015 meddelte klageren banken, at han ønskede at sælge sin beholdning af aktier i S.
Den 20. juli 2015 skrev klageren en SMS til sin rådgiver i banken, hvoraf blandt andet fremgik:
”…
Jeg har nu underskrevet aktiedepotdokumentet og vil gerne sælge DanDrit aktier til kurs 6,0 (kursen er pt 6.2) sv.t. 3000 DanDrit aktier. Kan Nordeas mægler i USA arrangere dette ?
…”
Banken har oplyst, at den i oktober 2015 korresponderede med klageren i forbindelse med udstedelse af de elektroniske aktier, herunder om den dokumentation og de oplysninger, som K krævede. Sagen blev besværliggjort af, at S under forløbet skiftede transfer agent (agent, som administrerer aktiebeholdninger på vegne af udstedervirksomheden). I perioden fra oktober 2015 og frem til slutningen af maj 2016 var der en betydelig korrespondance mellem på den ene side klageren og banken og på den anden side banken og K, eftersom K til stadighed ikke ville godkende de fremsendte dokumenter og krævede nye/uddybende oplysninger. Yderligere havde K iværksat en intern compliance-undersøgelse af S, hvilket banken blev bekendt med i december 2015. Banken oplevede, at dette afstedkom en vis tilbageholdenhed fra K’s side med at assistere banken.
Ved en mail af 9. november 2015 til klageren skrev klagerens rådgiver i banken blandt andet:
”…
Jeg har netop fået denne besked fra mit back-office:
Men vi har lidt problemer i øjeblikket med vores depotbank i USA som afviser alt hvad vi sender til dem. Så vores Client manager er ved at undersøge hvorfor de gør det og hvad vi kan gøre.
Jeg afventer og giver besked, når jeg ved mere.
…”
I en mail af 15. december 2015 til banken anførte klageren blandt andet:
”…
Mine DD aktiekurs er siden vi startede depot/salgs-udfordringen faldet fra 6,0 til 4,25 med stadig nedadgående tendens. Tror du at du som min bankrådgiver kan blæse nyt liv i sagen eller skal jeg opgive Nordea-vejen ?
Den 3. marts 2016 skrev klageren en SMS til sin rådgiver i banken, hvoraf blandt andet fremgik:
”Nu er mine 10492 DanDrit aktier, som jeg flere gange har bedt dig om at sælge gennem Nordea trading faldet fra en oprindelig kurs på 6 i jun 15 til en kurs p 1,9. Marts 2016. Dvs et tab i perioden på henved 250.000 kr. Jeg er klart nok ikke tilfreds med den ”assistance” Nordea har ydet i denne sag. Har du nogen løsning på problemet ? fx kunne Nordea som et plaster på såret nu tilbyde at overtage aktierne og udskifte dem for 120.000 kr. Nordeaaktier.
…”
Den 17. maj 2016 klagede klageren til Nordea Danmark over det langvarige sagsforløb og det manglende salg af aktierne i S.
Banken har oplyst, at den modtog det fysiske aktiecertifikat uden restriktioner fra klageren den 25. maj 2016. Aktiecertifikatet blev lagt til opbevaring i banken med henblik på fremsendelse til K, så snart K havde godkendt dokumenterne.
I midten af juni 2016 forelå AML Representation Letter, Due Diligence spørgeskema (DDQ) samt Power of Attorney (fuldmagt til Nordea Danmark til at forberede, underskrive og opbevare al dokumentation) i udfyldt stand. Dokumenterne blev fremsendt til K.
I et svar på af 13. juli 2016 på klagen anførte banken blandt andet:
”…
Først og fremmest skal jeg beklage det lange forløb. Det forholder sig imidlertid sådan, at konverteringen af en fysisk amerikansk aktie er kompliceret og afhænger af eksterne parter, for at Nordea kan gennemføre konverteringen til elektronisk aktie uden handelsrestriktioner og afhænde den. Det kan normalt tage op til et år eller mere at få gennemført konverteringen af fysiske amerikanske aktier. I det her tilfælde vedrører det Dandrit Biotech USA. Inc., der er blevet børsnoteret ved en reverse merger (omvendt fusion) i USA. Denne måde at skabe et børsnoteret selskab på i USA, har skabt en del spørgsmål om selskabet fra Nordea’s depotbank i USA, [depotbankens navn] (som opbevarer amerikanske værdipapirer på vegne af Nordea og Nordea’s kunder), herunder omkring amerikansk selskabslovgivning. Dette har medført, at [depotbanken] ikke har behandlet dokumenterne i en periode frem til december 2015. Nordea er afhængig af, at [depotbanken] godkender de dokumenter, som Nordea sender frem til [depotbanken], herunder hvidvaskdokumenter og fuldmagter m.v., samt at samtlige oplysninger om kunden og værdipapirerne er korrekte, for at [depotbanken] og transfer agent (antaget af Dandrit til at assistere med deres aktier) kan gennemføre konverteringen af aktierne. Af samme grund har dokumenterne været sendt frem og tilbage til [depotbanken] som har haft nye bemærkninger på trods af, at de havde modtaget dokumenterne på e-mail, inden de blev fremsendt. På nuværende tidspunkt afventer vi, at [depotbanken] accepterer dokumenterne og godkender underskrifterne, inden vi kan gennemføre konverteringen. …
….”
Den 23. august 2016 indgav klageren en klage til Ankenævnet.
K krævede imidlertid nu, at fuldmagten fra klageren til banken skulle notarpåtegnes, hvorfor banken bad klageren om at genunderskrive fuldmagten for en notar. Klageren returnerede den notarpåtegnede fuldmagt den 12. september 2016, og banken videresendte straks dokumentet til K.
Den 11. oktober 2016 meddelte K, at konverteringen af klagerens aktier i S var afsluttet, og at aktierne var blevet registreret i bankens depot.
Den 12. december 2016 solgte klageren 5.000 stk. aktier i S til kurs 1,02 for 35.188,87 kr., den 7. marts 2017 solgte han 3.066 stk. aktier i S til kurs 1,30 for 27.679,18 kr. og den 6. april 2017 solgte han 2.426 stk. aktier i S til kurs 1,05 for 17.606,66 kr., det vil sige, at klagerens 10.492 stk. aktier blev solgt for i alt 80.474,71 kr.
Parternes påstande
Ankenævnet, har forstået klagerens påstand således, at Nordea Danmark skal betale en erstatning på 120.000 kr.
Nordea Danmark, har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at han siden juli 2015 har forsøgt at sælge først 3.000 stk. aktier i S og herefter alle sine 10.492 stk. aktier i S gennem Nordea Danmark uden resultat. I juli 2015 var aktiekursen 6,0, i december 2015 var kursen faldet til 4,5, og i februar 2016 var kursen faldet til ca. 2,0.
Aktiecertifikatet uden restriktioner, AML Representation Letter, Due Diligence spørgeskema (DDQ) og Power of Attorney blev fra hans side udfyldt og overdraget til Nordea Danmark i starten af juni 2015 og blev ifølge det oplyste videresendt til K i juli 2015.
Det centrale i klagen er perioden fra juli 2015 til januar 2016, hvor der tilsyneladende intet skete i sagen, og hvor kursen på aktierne faldt drastisk. Nordea Danmark har i sit svar af 13. juli 2016 til ham selv anført, at dokumenterne ikke blev behandlet i K indtil december 2015.
Han gik ud fra, at Nordea Danmark var toptunet til at varetage konverteringsopgaven, men det der gik ca. 15 måneder fra juli 2015 til konverteringen var på plads i oktober 2016.
Nordea Danmark advarede ham ikke i juni 2015 om det langvarige forløb af digitaliseringsprocessen, ligesom banken heller ikke undervejs gav ham besked herom. Tværtimod holdt banken ham hen og hævdede hele tiden, at processen var tæt på at blive afsluttet.
Det var de samme dokumenter, som han havde udfyldt i sommeren 2015, som skulle udfyldes igen i sommeren 2016. Sagen var slet ikke kommet videre, men var gået helt i stå.
Han solgte aktierne i S i perioden fra december 2016 til april 2017 til en gennemsnitlig kurs på 1,12 svarende til et provenu på ca. 80.000 kr. Han anslår, at aktierne i S, hvis Nordea Danmark ikke havde forsinket sagen og havde digitaliseret og gjort aktierne salgbare i perioden fra juli 2015 til marts 2016, kunne have indbragt minimum 200.000 kr. ved en gennemsnitskurs på 3,0. Hans erstatningskrav kan derfor opgøres til 120.000 kr.
Nordea Danmark har anført, at banken har håndteret klagerens anmodning om konvertering af hans aktier i S til elektroniske aktier og hans efterfølgende salgsinstruks korrekt og har forsøgt at fremskynde processen mest muligt.
Sagens langstrakte forløb skyldtes ikke bankens forsømmelser, men det faktum, at klageren havde en beholdning af amerikanske aktier, som var underlagt komplicerede amerikanske selskabsregler, som stillede betydelige krav til identificeringen af aktionæren, før et salg kunne gennemføres.
Banken var nødt til at ekspedere sagen gennem sin amerikanske korrespondentbank K. Sagsbehandlingstiden var afhængig af, hvordan aktiecertifikatet var erhvervet, hvor lang tid klageren havde ejet aktierne, hvordan S var blevet stiftet, om certifikatet var underlagt restriktioner samt i øvrigt hvilke krav K stillede.
Det var ikke muligt at gennemføre et salg før aktierne i S var konverteret til elektroniske aktier.
Banken stillede ikke klageren i udsigt, at hverken konvertering eller salg kunne gennemføres inden for kort tid. Der var løbende kontakt med klageren om processen i hele perioden, herunder ved klagerens fysiske fremmøde i filialen. Klageren blev til stadighed orienteret om de udfordringer og krav, som banken blev mødt med fra K, hvilket tillige underbygges af de mange mails, som klageren selv har henvist til i sin klage (men ej fremlagt). Banken er desværre ikke længere i besiddelse af mailkorrespondancen med klageren.
Klageren har valgt ikke at imødekomme Ankenævnets sekretariats opfordring om at fremlægge den mailkorrespondance, som han henviser til i sagen, men alene at fremlægge et uddrag af korrespondancen, som han selv har valgt.
Klageren har til enhver tid haft mulighed for at få udleveret det fysiske aktiecertifikat med henblik på at få et andet pengeinstitut til at forestå konvertering og salg. Klageren har ikke bedt om at få udleveret det fysiske aktiecertifikat fra banken.
Klageren har først solgt de i sagen omhandlede aktier efter indgivelsen af klagen til Ankenævnet.
Såfremt Ankenævnet måtte komme frem til, at banken har handlet ansvarspådragende, har klageren ikke iagttaget sin tabsbegrænsningspligt.
Klageren har i øvrigt ikke dokumenteret et tab, og kursen på de pågældende aktier i S var den 21. januar 2016 2,0 og ikke 3,0, som anført af klageren.
Klageren er muligvis blevet skuffet i sin forventning til, at aktierne i S kunne afhændes med det samme, og at den forudgående konvertering kunne gennemføres langt hurtigere, men det ændrer ikke ved, at klageren ikke har lidt et erstatningsretligt relevant tab.
Af mailkorrespondancen mellem klageren og et andet pengeinstitut vedrørene digitalisering af et andet fysisk aktiecertifikat i et selskab i USA, har pengeinstituttet oplyst, at erfaringen viser, at det kan tage alt mellem 3 dage og 3 år at digitalisere et udenlandsk aktiecertifikat.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren bad i februar 2015 Nordea Danmark om at hjælpe ham med at få konverteret hans fysiske aktiecertifikat i det amerikanske selskab S til elektroniske aktier. I juli 2015 bad han Nordea Danmark om at sælge sine aktier i S snarest muligt.
De fysiske aktier var ifølge det oplyste underlagt lock-up, og en konvertering af aktierne kunne først ske, når restriktioner vedrørende salg og pantsætning var ophævet. Dette skete efter det oplyste ultimo april 2015, og Ankenævnet lægger til grund, at konverteringen af klagerens aktier i S til elektroniske aktier, der var en forudsætning for, at aktierne kunne sælges, først blev afsluttet den 11. oktober 2016.
Ankenævnet lægger til grund, at Nordea Danmark var nødt til at ekspedere sagen gennem en amerikansk korrespondentbank/depotbank, K, og at sagsbehandlingstiden hovedsagelig skyldtes spørgsmål fra K om klagerens identitet og ejerskab af aktierne i S, og om S, og at dette medførte, at dokumenterne blev sendt frem og tilbage mellem Nordea Danmark og K, der flere gange havde nye bemærkninger og krav til dokumenterne. Nordea Danmark har endvidere oplyst, at K i efteråret 2015 iværksatte en intern compliance-undersøgelse af S, hvilket medvirkede til, at K’s behandling af sagen trak ud.
Ankenævnet finder ikke, at klageren har godtgjort, at Nordea Danmark har udvist fejl eller forsømmelser i forbindelse med digitaliseringsprocessen og korrespondancen med klageren herom, der kan medføre et erstatningsansvar for banken.
Klageren får derfor ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.