Indsigelse om manglende pleje af pensionsmidler og indsigelse mod resultatet af investeringerne.
| Sagsnummer: | 76/2017 |
| Dato: | 01-02-2018 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Michael Reved, Kjeld Gosvig-Jensen, Troels Hauer Holmberg og Poul Erik Jensen |
| Klageemne: |
Kapitalpensionskonti - øvrige spørgsmål
Pensionskonti - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Indsigelse om manglende pleje af pensionsmidler og indsigelse mod resultatet af investeringerne. |
| Indklagede: | Nykredit Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse om manglende pleje af pensionsmidler i perioden fra den 18. juni 2015 til den 8. maj 2016 og indsigelse mod resultatet af investeringerne.
Sagens omstændigheder
I december 2014 indsatte klageren 50.900 kr. på en ratepension i Nykredit Bank (konto nr. -611, depot nr. -415). I forbindelse hermed indgik klageren den 19. december 2014 en ”Aftale om pleje af din investering i Privat Portefølje” (herefter Aftale 1). Klageren underskrev samme dag en ”Introduktion til risikoprofil”, hvoraf bl.a. fremgik, at der ved anbefaling af porteføljen var taget udgangspunkt i en lang tidshorisont. Klagerens risikovillighed blev fastlagt som middel. Risikoprofilen blev udarbejdet med henblik på, at klageren skulle overføre sine samlede pensionsmidler på ca. 2 mio. kr. fra sit eksisterende pensionsselskab til Nykredit Bank. Af et resume af klagerens svar til brug for udarbejdelse af profilen fremgik, at tidshorisonten var 5-10 år, og at klageren ønskede at investere 2.080.000 kr.
Den 30. marts 2015 indgik klageren en ny ”Aftale om pleje af din investering i Privat Portefølje” (herefter Aftale 2) om ratepensionen (konto nr. -611, depot nr. -415) samt en aldersopsparing (konto nr. -584, depot nr. -420), hvor hans risikovillighed ligeledes blev fastlagt som middel. Af et bilag A til Aftale 1 og 2 (herefter aftalerne) fremgik, at klagerens risikotal var 50, og at midlerne som udgangspunkt ville blive investeret gennem investerings- eller kapitalforeninger, med en fordeling mellem aktivklasser på for tiden 23-58 % i obligationer (herunder kredit- og erhvervsobligationer), 42-62 % i aktier, 0-15 % i alternativer og 0-15 % i kontanter. Af bilaget fremgik endvidere:
” … Når vi plejer dine penge under denne aftale, baserer vores beslutninger sig som udgangspunkt på langsigtede forventninger til de finansielle markeders udvikling, Men afhængigt af markedsforholdene og vores skøn over mulighederne, kan vores beslutninger også være baseret på mere kortsigtede forventninger.
Vi er derfor enige om, at vi plejer dine penge ud fra en forudsætning om, at du ikke skal bruge pengene før om mindst 5 år. Hvis du skal bruge pengene før, er der større risiko for, at du kan blive ramt af kursfald, der ikke viser sig at være langvarige. …”
Af bilag A til Aftale 2 fremgik endvidere:
”Derfor skal du kontakte os, hvis du skal bruge alle eller dele af pengene inden for 5 år, så vi sammen kan afklare, om dit risikotal passer til den strategi, som dine penge investeres efter.”
Af aftalerne fremgik derudover bl.a.:
”… 2 Vi investerer for dig
Aftalen betyder, at vores investeringseksperter investerer for dig. Det betyder, at vi på baggrund af dine personlige forhold og forventninger sammen med dig fastlægger rammerne for, hvordan dine penge skal investeres.
Vi vil herefter investere for dig inden for rammerne og i overensstemmelse med vores politik for, hvordan vi udfører ordrer, som du kan se i Guide for handle med værdipapirer. Det er vores opgave, at:
- Købe, sælge og nytegne værdipapirer, …
Når vi har investeret dine penge, overvåger vi løbende din investering for at sikre, at investeringen fortsat er sammensat bedst muligt ud fra vores professionelle skøn over fremtiden.
Er der behov for ændringer i din investering, sørger vi også for det, uden, at du behøver at gøre noget.
Hver tredje måned modtager du en rapport, der viser din investerings aktuelle værdi og afkast. Du har naturligvis også altid mulighed for løbende at følge med i din investering i mitNykredit. …
4 Det investerer vi i
Med din investeringsprofil som omdrejningspunkt fastlægger vi de rammer, som vi investerer dine penge inden for.
Investeringsrammerne fastlægger for det første, hvilke aktivklasser, der kan indgå i din investering. For det andet fastlægger investeringsrammerne, hvor stor en procentdel de forskelige aktivklasser må have i din investering. For det tredje fastlægger investeringsrammerne typen af værdipapirer, der kan investeres i. … Vi investerer som udgangspunkt gennem investeringsforeningen eller kapitalforeninger. …
Aktivklasserne er opdelt i følgende grupper: - Obligationer (herunder kredit-/erhvervsobligationer)
- Aktier,
- Alternativer, og
- Kontanter
Inden for aktivklasserne investeres der både i danske og udenlandske værdipapirer (herunder fra Emerging Market lande).
Som udgangspunkt vil den største del af din investering være placeret i aktier og obligationer og en mindre del i alternativer. Hvis vi vurderer, at markedsforholdende og fremtidsudsigterne ændrer sig negativt i forhold til din investering, vil vi dog sørge for at tilpasse din investering ud fra vores forventninger til de finansielle markeder. Det kan betyde, at en større del af din investering end hidtil fx placeres i alternativer. ….
Vores beslutninger baserer sig som udgangspunkt på langsigtede forventninger til de finansielle markeders udvikling. …
… Bilag A indeholder nogle minimum- og maksimumgrænser for din investering i de enkelte aktivklasser. Grænserne gælder på tidspunktet for vores køb eller salg. Hvis der efterfølgende er kurs- eller værdiændringer, vil det dog kunne medføre en overskridelse af grænserne. Hvis det sker, vil vi løbende vurdere, hvornår din investering bør tilpasses sådan, at din investering igen ligger inden for rammerne i bilag A. …
6 Risiko ved din investering
…. – Vi investerer på dine vegne og efter vores bedste skøn, og vi er derfor ikke ansvarlig for tab, som du eventuelt får som følge heraf. ….”
Den 18. juni 2015 blev der overført ca. 1.900.000 kr. fra klagerens eksisterende pensionsordninger. Heraf blev ca. 1,6 mio. kr. overført til klagerens ratepension i banken, mens de øvrige midler blev overført til en anden pension i banken. Saldoen på klagerens aldersopsparing udgjorde ca. 90.000 kr. Den 19. og den 29. juni 2015 blev midlerne i ratepensionen og den anden pension investeret. Den 6. juli 2015 blev der investeret ca. 50.000 kr. af midlerne på klagerens aldersopsparing. Banken har oplyst, at et større kontantbeløb blev tilbageholdt til afgiftsbetaling ved konvertering af aldersopsparingen.
I en investeringsrådgivningsprofil af 24. juni 2015 blev klagerens risikotal angivet til 53-56. Af profilen fremgik, at klageren valgte at fastholde sit oprindelige risikotal på 50.
Af transaktionsoversigter for pensionerne fremgik bl.a., at der til ratepensionen blev foretaget yderligere køb og salg af værdipapirer den 4. september 2015 samt køb af værdipapirer efter indskud den 30. september 2015, den 28. december 2015, den 4. januar 2016 og den 1. april 2016 samt efter udbyttetildeling den 19. april 2016.
Banken har fremlagt en oversigt over handler i en af de underliggende investeringer ”Nykredit Invest Teknisk Allokering” (NITA oversigten) i perioden fra den 18. juni 2015 til 4. maj 2016.
I maj 2016 besluttede klageren at sælge en del af værdipapirerne i ratepensionen og aldersopsparingen, da han var utilfreds med afkastet. Af en e-mail af 26. august 2016 fra banken til klageren fremgik, at klageren derefter ønskede at placere provenuet af de solgte værdipapirer i Nykredit Invest Balance defensiv. Det fremgik endvidere, og at banken havde anført, at dette krævede, at klageren udtrådte af Privat Portefølje, og at klageren ville overveje dette. På et ikke oplyst tidspunkt udtrådte klageren af pensionerne hos banken og overførte efterfølgende pensionerne til et andet selskab. Den 28. marts 2017 overførte klageren den sidste del af sine pensionsmidler til det andet selskab.
Banken har fremlagt en oversigt over udviklingen i afkastet på en Privat Portefølje, der svarede til klagerens tre pensionsordninger, i perioden fra den 17. juni 2015 til medio april 2017 (herefter Afkastoversigten). I oversigten var afkastet anført til 9,4 %. Klageren har bestridt oversigten.
Parternes påstande
Den 12. marts 2017 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nykredit Bank skal betale 45.726 kr.
Nykredit Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at han blev placeret i Privat Portefølje, hvor banken valgte værdipapirerne. Midlerne skulle ifølge aftalen med banken placeres med 50 % i aktier og 50 % i obligationer. Han var orienteret om, at aktiebeholdningen kunne variere fra 42 % til 62 %.
Han overførte midlerne til banken i tillid til, at hans midler blev professionelt forvaltet. Banken skulle efter aftalen pleje aktieporteføljen og efter bedste skøn vurdere, hvordan midlerne kunne placeres bedst mulig. Banken foretog ikke nogen pleje af hans midler i perioden fra juni 2015 til maj 2016. Banken foretog sig intet aktivt for at begrænse hans tab på porteføljen i perioden fra den 18. juni 2015 til den 8. maj 2016. Banken reducerede ikke aktieandelen, når aktiekurserne faldt. Dette fik han først oplysning om på et møde med banken den 1. marts 2016. Han blev ikke rådgivet om, at banken ikke købte og solgte værdipapirer i forvaltningen af hans midler. Af transaktionsoversigterne fremgår, at banken ikke ændrede væsentligt i aktiebeholdningen for de tre pensioner. Banken foretog kun opkøb, når han foretog nye indskud. Banken har ikke dokumenteret, at den foretog porteføljepleje. Ud fra depotoversigterne kan det konstateres, at banken ikke løbende foretog et skøn. Banken har ikke dokumenteret, at der skete ændringer i de underliggende beholdninger i hans portefølje. Den fremlagte oversigt vedrørende ”Nykredit Invest Teknisk Allokering” (NITA) dokumenterer ikke, om der var tale om køb eller salg. Bilaget vedrører formentlig alle bankens kunder med porteføljer i lignende produkter og ikke kun hans midler.
Han blev påført et tab på 118.631 kr. Det er korrekt, at han ikke blev garanteret et bestemt afkast. Hvis han havde sat midlerne i et bestemt andet pengeinstitut, P1’s formueplejeordning med en fordeling på 50 % i aktier og 50 % i obligationer ville han have fået et lille overskud. Han havde en berettiget forventning om, at banken kunne forvalte hans midler med et nogenlunde tilsvarende resultat. Tabet på hans Privat Portefølje var betydeligt større end på de papirer, som banken i øvrigt har på børsen. Der er ikke direkte sammenlignelige puljer på børsen. Han har derfor beregnet kravet på grundlag af et gennemsnit af bankens puljer ”Balanceret moderat” (40-70 % aktier og 15-55 % obligationer) og ”Balanceret defensiv” (15-40 % aktier og 60-85 % obligationer). Kravet udgør 45.726 kr. svarende til forskellen mellem hans tab og tabet opgjort som et gennemsnit mellem puljerne ”Balanceret moderat” og ”Balanceret defensiv”.
Afkastoversigten er irrelevant og fejlagtig. Afkastoversigten viser, at tabet kun skulle have været 1 % i perioden fra den 18. juni 2015 til den 8. maj 2016. Det faktiske tab på hans depoter inkl. indskud i denne periode var 118.631 kr. Banken har anført, at der var et positivt afkast på ca. 9 % på Privat Portefølje frem til april 2017. Dette er ikke rigtigt. Pr. 28. marts 2017, hvor han overførte den sidste del af midlerne til et andet selskab var der alene et beskedent overskud på 20.747 kr., hvilket svarede til 0,5 % p.a.
Han solgte værdipapirerne i pensionsordningen før den forventede tidshorisont som led i sin tabsbegrænsningspligt, da banken ikke levede op til sine forpligtelser. Det forhold, at kurserne steg efter hans opsigelse af aftalen, er uvedkommende for hans tab i den periode, hvor banken skulle have forvaltet hans midler.
I maj 2016 bad han om at få solgt fem specifikke aktier. Han anmodede om få geninvesteret midlerne i Nykredit ”Balanceret defensiv”, hvilket banken afslog. Det ville ikke have haft negative konsekvenser for pensionsafkastet, hvis banken havde fulgt hans anmodning.
Nykredit Bank har anført, at banken har handlet i overensstemmelse med interne procedurer og gældende regler, herunder reglerne om investorbeskyttelse. Banken administrerede klagerens midler i overensstemmelse med det aftalte. Banken investerede i en diversificeret portefølje inden for de aftalte investeringsretningslinjer, hvilket ikke er bestridt af klageren. Banken rådgav klageren om risikoen ved produkterne, hvilket heller ikke er bestridt af klageren.
Banken opfyldte aftalen om at pleje klagerens midler efter bedste skøn. Banken foretog løbende et skøn over, hvordan midlerne var bedst placeret, herunder i forbindelse med kursfald, hvor det blev overvejet, om det var mest fordelagtigt at beholde investeringerne. Investeringerne, der fremgår af de fremlagte transaktionsoversigter, skete i overensstemmelse hermed.
Porteføljeplejen skete bl.a. ved nye investeringer og ved løbende tilpasning i de underliggende investeringer, hvilket skete uden handel på kundernes depoter. På den måde blev det også sikret, at kunderne løbende blev vægtet mod enten aktier eller obligationer. Antallet af transaktioner er ikke i sig selv et udtryk for, om der blev udøvet porteføljepleje. At det findes hensigtsmæssigt i en periode ikke at ændre på porteføljen, er et forhold, der ligger inden for det aftalte. Banken var ikke forpligtet til at reducere aktieandelen, når kurserne faldt. Manglende reduktion er ikke dokumentation for manglende porteføljepleje.
Banken har ikke garanteret eller stillet klageren et bestemt minimumsafkast eller en markedsrente i udsigt. At andre produkter har givet et bedre afkast, er ikke dokumentation for, at banken ikke har levet op til sin forpligtelse til at handle efter bedste skøn. Nogle produkter vil i sagens natur klare sig bedre end andre i en periode, mens det kan forholde sig omvendt for de samme produkter i andre perioder.
Der blev investeret med den aftalte tidshorisont for øje. Afkast over delperioder, der er kortere end investeringstidshorisonten, kan ikke sammenlignes eller benyttes til opgørelse af et evt. tab. Klageren traf selv beslutning om salg af værdipapirer og om at ophæve aftalen på et tidspunkt, der lå væsentligt forud for den aftalte investeringstidshorisont. Det var specifikt i aftalen mellem klageren og banken angivet, at det var forbundet med risiko for at blive ramt af kursfald, hvis investeringstidshorisonten blev forkortet. Hvis klageren ikke havde ophævet aftalen, ville produkterne medio april 2017 have givet et positivt afkast. Banken kan ikke gøres ansvarlig for et evt. tab, der skyldtes, at klageren ophævede aftalen førtidigt.
Den talmæssige opgørelse af kravet bestrides.
Ankenævnets bemærkninger
I december 2014 og marts 2015 overførte klageren sine eksisterende pensioner til Nykredit Bank. Klageren oprettede endvidere en aldersopsparing i banken. I forbindelse hermed indgik klageren aftale med banken om investering og porteføljepleje af pensionsmidlerne med en tidshorisont på fem år. Klageren fik fastlagt sin risikoprofil som middel. Ifølge aftalerne ville midlerne som udgangspunkt blive investeret gennem investerings- eller kapitalforeninger, med en fordeling mellem aktivklasser på for tiden 42-62 % i aktier, 23-58 % i obligationer (herunder kredit- og erhvervsobligationer), 0-15 % i alternativer og 0-15 % i kontanter. Det lægges til grund som ubestridt, at banken investerede klagerens midler i overensstemmelse med aftalerne.
Af aftalerne fremgik, at banken skulle investere midlerne på klagerens vegne efter bankens bedste skøn, og at banken påtog sig løbende at overvåge, om investeringerne efter bankens skøn fortsat var sammensat bedst muligt. Midlerne blev investeret i overensstemmelse med porteføljeplejeaftalen, og Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte bankens oplysning om, at den løbende foretog overvejelser om placeringen af klagerens midler, og om det var mest fordelagtigt at beholde investeringerne. Ankenævnet finder, at banken dermed opfyldte aftalen.
Banken havde ikke tilsikret klageren et bestemt resultat af investeringerne.
Ankenævnet finder heller ikke grundlag for at fastslå, at banken i øvrigt har begået ansvarspådragende fejl ved forvaltningen af klagerens pensionsmidler. Den omstændighed, at resultatet af investeringerne var negativt, indtil klageren efter relativt kort tid udtrådte af ordningen, kan ikke føre til et andet resultat.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.