Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om rådgivning om valutakursrisiko i forbindelse med lån i CZK.

Sagsnummer: 347/2008
Dato: 12-05-2009
Ankenævn: Peter Blok, Karin Duerlund, Troels Hauer Holmberg, Niels Bolt Jørgensen, Bent Olufsen
Klageemne: Udlån - udlandslån/valutalån
Ledetekst: Spørgsmål om rådgivning om valutakursrisiko i forbindelse med lån i CZK.
Indklagede: Finansbanken
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører rådgivning om udlån i anden valuta end danske kroner.

Sagens omstændigheder.

I september 2006 ydede Finansbanken klageren et investeringslån på 1 mio. kr. Lånet forfaldt til fuld indfrielse den 28. marts 2009.

I juni 2007 ydede Finansbanken klageren et valutalån på 700.000 kr., som blev optaget i CZK (tjekkiske kroner).

Under en telefonsamtale den 27. september 2007 blev det aftalt mellem klageren og banken at omlægge investeringslånet til et CZK lån. Banken har fremlagt udskrift af telefonsamtalen, hvoraf fremgår:

"…

Medarbejder:

Vi skal i princippet bare have vekslet øh hvad hedder det, have vekslet valutaen og så kommer du over og betaler mindre i rente jo

Klager:

Ja, ja

Medarbejder:

i tjek end du gør i danske

Klager:

Ja

Medarbejder:

Du sparer jo noget på renten

Klager:

Ja

Medarbejder:

Så sparer du jo …. Skal jeg lige prøve at se her en gang lige to sekunder

Klager:

Ja

Medarbejder:

Øh hvor har vi den henne der … Du s… hov, skal lige ind i den anden her. 1,2%

Klager:

Okay

Medarbejder:

P.A. ik?

Klager:

Ja

Medarbejder:

Og det er jo værd at tage med

Klager:

Ja, selvfølgelig

Medarbejder:

Der er jo selvfølgelig valutakurs risikoen ik men

Klager:

Ja

Medarbejder:

Men der tror vi på at den skal svækkes

Klager:

Ja

Medarbejder:

Så derfor vil vi optage lån i dem

Klager:

Ja, ja

Medarbejder:

Så øhm

Klager:

Det synes jeg vi skulle gøre

…"

Af årsoversigt for klagerens engagement i Finansbanken ultimo december 2007 fremgår, at investeringslånet havde en omregnet kursværdi på 1.061.829,65 kr., mens valutalånet havde en restgæld på 760.996,50 kr.

Under en telefonsamtale den 19. februar 2008 blev klagerens to lån drøftet, herunder en eventuel omlægning af lånene til en anden valuta. Banken anbefalede, at klageren beholdt lånene i CZK.

Ved e-mail af 18. juni 2008 orienterede banken klageren om, at han havde et samlet urealiseret kurstab på ca. 268.000 kr. på de to lån. Banken vurderede fortsat, at CZK ville falde i kurs. Som svar meddelte klageren, at han var dybt skuffet, og at han troede, at banken holdt ham a jour om kursudviklingen og rådgav ham, når noget løb løbsk. Klageren anmodede om bankens udspil.

Ved e-mail af 19. juni 2008 meddelte banken, at man anbefalede, at klageren undlod at omlægge sine lån.

Den 4. juli 2008 anmodede klageren Finansbanken at omlægge sine to lån i CZK til danske kroner.

Ved brev af 15. juli 2008 rettede klageren henvendelse til banken. Klageren henviste til, at han ikke var blevet orienteret om kursudviklingen, og at det var hans formodning, at lånet var under opsyn af banken. Med henvisning hertil forventede han, at banken ville dække en stor del af hans tab på næsten 300.000 kr.

Efter at der havde været afholdt møde med klageren den 5. august 2008, besvarede banken ved brev af 22. s.m. klagen og afviste klagerens krav.

Parternes påstande.

Klageren har den 17. september 2008 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, atFinansbanken tilpligtes at betale ham "de tabte penge tilbage igen dog minimum 250.000 kr.".

Finansbanken har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han aldrig blev orienteret om kursrisikoen i forbindelse med de to lån.

Han fik tilbud om at lægge investeringslånet om til CZK, fordi renten var gunstig.

Han er ikke blevet gjort opmærksom på, at valutakursen udviklede sig ugunstigt, så det blev dyrere. Heller ikke ved låneoptagelsen blev han orienteret om, at der var en risiko.

Han har ikke forstand på at optage lån i fremmed valuta og dermed risikoen for tab. Han forventede banken orienterede ham løbende. Han var overbevist om, at det ikke kunne gå galt, når han havde en bankrådgiver.

Finansbanken har anført, at det erkendes, at bankens rådgivning har påført klageren et tab.

Det er bankens opfattelse, at risiko kontra gevinst har været drøftet med klageren, som har taget den endelige beslutning baseret på bankens rådgivning.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder, at det måtte stå klageren klart, at der ved optagelse af et lån i anden valuta end danske kroner er en risiko for, at kursen på den anden valuta udvikler sig ugunstigt, således at lånets restgæld i danske kroner stiger. Af udskriften af telefonsamtalen den 29. september 2007 fremgår, at kursrisikoen også blev nævnt af Finansbankens medarbejder. Ankenævnet finder det på denne baggrund ikke godtgjort, at Finansbanken i forbindelse med etableringen af valutalånet i CZK i juni 2007 og omlægningen af investeringslånet til CZK i september 2007 begik fejl eller forsømmelser ved rådgivningen af klageren, der måtte indse, at bankens rådgivning var baseret på forventninger, som kunne vise sig ikke at holde stik, og at han selv måtte bære risikoen ved kursudviklingen.

Banken havde ikke påtaget sig en forpligtelse til løbende at orientere klageren om valutakursudviklingen med henblik på, at klageren kunne overveje en omlægning af lånene til anden valuta. Klageren kunne ved modtagelsen af årsoversigten for 2007 konstatere, at der ved årsskiftet var et samlet urealiseret kurstab på ca. 120.000 kr. Det må endvidere lægges til grund, at spørgsmålet om omlægning af lånene blev drøftet under telefonsamtalen den 19. februar 2008. På denne baggrund finder Ankenævnet ikke grundlag for at fastslå, at banken har pådraget sig erstatningsansvar ved ikke i fornødent omfang at orientere klageren om den negative kursudvikling.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.