Afgørelse

Indsigelse mod overførsler i 2003 til henholdsvis datters og barnebarns konto.

Sagsnummer:	125 /2008
Dato:	03-09-2008
Ankenævn:	Peter Blok, Troels Hauer Holmberg, Karin Ladegaard, Erik Sevaldsen, Karin Sønderbæk
Klageemne:	Passivitet - overførsel til tredjemands konto Indlån - øvrige spørgsmål
Ledetekst:	Indsigelse mod overførsler i 2003 til henholdsvis datters og barnebarns konto.
Indklagede:	Jyske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
	Pengeinstitutter

---

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelse mod to overførsler på hver 100.000 kr. i 2003 til henholdsvis klagerens datters og klagerens barnebarns konto.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der har oplyst, at hun er 83 år, er kunde i Jyske Bank. Klageren har to voksne døtre, A og B, og et barnebarn, C, der er B's datter.

Den 1. august 2003 overførte banken fra klagerens konto 100.000 kr. til en konto tilhørende A og 100.000 kr. til en konto tilhørende C.

Banken har anført, at overførslerne skete i henhold til aftale med klageren, hvilket klageren har bestridt.

I oktober 2006 fik klageren fuldmagt til at disponere på A's konto over indeståendet på 100.000 kr.

Ved brev af 30. januar 2008 afviste Jyske Banks juridiske afdeling en indsigelse fra klageren om, at hun at hun ikke havde givet accept til overførslerne.

Parternes påstande.

Den 8. marts 2008 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet har forstået klagerens påstand således, at Jyske Bank skal tilbageføre de 100.000 kr., der blev overført til C's konto, og erstatte hendes udgifter i forbindelse hermed.

Jyske Bank har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at overførslerne i august 2003 skete uden hendes samtykke. Banken informerede heller ikke om overførslerne pr. brev, hverken til hende eller til døtrene.

Der har aldrig været tale om, at døtrene skulle have 100.000 kr. hver. Hun havde ca. 200.000 kr. stående på sin konto, og hun ønskede, at døtrene skulle have lidt af disse penge en gang imellem. Hun drøftede dette med en medarbejder i den lokale afdeling i banken. Hun ringede ikke til banken men talte kun med medarbejderen om det i forbindelse med andre ærinder i banken. Der blev imidlertid aldrig truffet nogen aftale, og det havde aldrig været meningen, at pengene skulle overføres fra hendes konto.

Overførslerne skete uden hendes viden og efter anmodning fra B, som foranledigede 100.000 kr. overført til sin datter, C, der bor i udlandet. Banken overførte samtidig 100.000 kr. til A's konto. Hun har efterfølgende fået fuldmagt til at disponere over pengene på A's konto.

Det bestrides, at hun som anført af banken blev anmodet om oplysninger til brug for en overførsel. Hun kan heller ikke have udtalt sig om B's økonomi, idet hun ikke havde kendskab hertil. Hun vidste kun, at B på grund af sygdom fik pension.

Hun gjorde gentagne gange indsigelse mod overførslerne, som alene beroede på fejl i banken. Medarbejderen i lokalafdelingen afviste indsigelserne med henvisning til, at "så går det jo ud over mig". Hun klagede også til afdelingsbestyreren, som meddelte, at hun ikke skulle bryde sig om at kritisere hans medarbejdere.

Navnlig på grund af sin alder havde hun ikke kræfter til at kæmpe mod banken. Overførslerne medførte ufred i familien, og hun gik psykisk ned på, at B havde kunnet få banken til at overføre 100.000 kr. til C's konto.

Det bestrides, at hun som anført af banken fortrød overførslerne, som hun jo netop aldrig havde givet samtykke til.

Jyske Bank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klageren på et møde i afdelingen den 1. august 2003 fortalte, at hun ønskede at overføre 100.000 kr. til hver af sine to døtre, hvilket døtrene var informeret om. Klageren blev informeret om, at en gave i den størrelsesorden ville udløse gaveafgift. Desuden blev klageren opfordret til at indgå aftale med hver af døtrene, da klageren fortsat ville have fuld dis­positionsret over gavebeløbet også efter overdragelsen. Aftalen med klageren blev, at hun ville ringe og give besked om, hvorvidt overførslerne skulle foretages. Desuden var klageren ikke på mødet i besiddelse af de nødvendige oplysninger om døtrenes kontonummer, ligesom klageren ikke var i besiddelse af oplysninger om A's CPR-nr.

Klageren ringede senere på dagen, og da den oprindelige medarbejder var optaget, bad klageren om, at den pågældende skulle ringe tilbage. Medarbejderen kontaktede herefter klageren, der gav ordre om, at der skulle overføres 100.000 kr. til A og 100.000 kr. til B's datter, C, idet en overførsel til B kunne få indvirkning på B's økonomi. Efter opringningen til klageren gennemførte medarbejderen overførslerne.

Alle medarbejderne i afdelingen, der er beliggende i et lille lokalsamfund, kendte klageren. Det kan derfor udelukkes, at ordren om overførslerne blev afgivet af en tredjemand, der udgav sig for klageren.

Klageren gav efterfølgende ved flere lejligheder udtryk for ærgrelse over, at hun havde overført pengene. Det var først ved henvendelsen til bankens juridiske afdeling i 2008, at klageren gjorde gældende, at hun ikke havde indgået aftale med banken om overførslerne.

Klagerens krav om tilbageførsel af 100.000 kr. fremsættes tilsyneladende alene, fordi det ikke har været muligt at indgå en fuldmagtsaftale med B/C om klagerens dispositionsret over den konto, hvor det til C overførte beløb er placeret.

Såvel klageren som A og C har hvert år siden 2003 modtaget årsopgørelser. Klageren har ikke reageret herpå, hvilket indikerer, at hun har fortrudt overførslerne.

Til støtte for afvisningspåstanden har banken anført, at bør afvises på bevisførelse, jf. Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det må lægges til grund, at klageren senest pr. 31. december 2003 har modtaget kontoudskrift, hvoraf overførslerne af de to beløb på 100.000 kr. den 1. august 2003 fremgik. Klageren har heller ikke bestridt, at hun på et tidligt tidspunkt blev bekendt med overførslerne, men hun har ikke godtgjort eller sandsynliggjort, at hun i den efterfølgende periode har gjort indsigelse mod dem. Det må derfor i overensstemmelse med bankens forklaring lægges til grund, at klageren først i januar 2008 har gjort gældende, at overførslerne fandt sted, uden at hun havde anmodet herom, og Ankenævnet finder derfor, at klageren som følge af passivitet er afskåret fra nu at rejse krav mod banken.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.