Afgørelse

Kaution. Tredjemandspant. Stiftelse. Bristede forudsætninger.

Medhold klager


På et møde i januar 1991 drøftedes afviklingen af et engagement, som indklagedes Augustenborg afdeling havde med en debitor, som drev en landbrugsejendom og en revisionsvirksomhed. Det aftaltes, at engagementet pr. 1. november 1991 skulle nedbringes med 500.000 kr. hidrørende fra årets høstudbytte.

I oktober 1991 afholdtes på ny møde mellem parterne, og det kom frem, at debitor muligt ikke kunne betale beløbet. Indklagede gjorde opmærksom på, at det var en forudsætning for engagementets opretholdelse, at de 500.000 kr. blev betalt senest 1. november 1991, idet debitor i modsat fald måtte søge et andet pengeinstitut. I så fald ville indklagede være villig til at akkordere en del af engagementet, som da udgjorde ca. 2,8 mio. kr.

Beløbet på 500.000 kr. blev ikke betalt den 1. november 1991. Indklagede indgav herefter konkursbegæring mod debitor den 13. november 1991, og konkursdekret blev afsagt den 22. november 1991.

Debitor kontaktede i weekenden den 23.-24. november 1991 bestyreren i indklagedes Augustenborg afdeling med henblik på at opnå en ordning, således at konkursdekretet kunne ophæves.

Den 25. november 1991 modtog indklagede skriftlige forhåndstilsagn fra klager B og C om, at begge var villige til at stille sikkerhed med hver 200.000 kr. i deres respektive ejendomme, ligesom klager A telefonisk gav tilsagn om at ville kautionere for 50.000 kr. samt betale 25.000 kr. i forbindelse med køb af debitors campingvogn. Klager A er en bekendt til debitor, klager B er hans mor og klager C er hans svigermor. Der afholdtes herefter samme eftermiddag et møde i indklagedes Augustenborg afdeling. I mødet deltog debitor, dennes ægtefælle og søn samt afdelingens bestyrer og en yderligere medarbejder.

Af et mødereferat fremgår, at det blev aftalt, at indklagede skulle søge konkursdekretet ophævet. Der skulle herefter etableres tre nye lån på henholdsvis 200.000 kr., 200.000 kr. og 50.000 kr. Lånenes provenu skulle afskrives på debitors engagement, og til sikkerhed for lånene skulle klager B og C udstede hver et ejerpantebrev på 200.000 kr. med pant i deres ejendom, ligesom klager A skulle kautionere for lånet på 50.000 kr. Klager A skulle endvidere købe debitors campingvogn for 25.000 kr. kontant, og klager A's far skulle indbetale 10.000 kr. på debitors engagement. Af mødereferatet fremgår endvidere:

"Det er præciseret, at ovennævnte er en midlertidig ordning, idet [debitor] er forpligtet til umiddelbart efter at skifte pengeinstitut og i denne forbindelse indfri [indklagede].

(...)

[Indklagede] udelukker ikke at ville indgive konkursbegæring på ny, såfremt det vil være nødvendigt for at kunne opnå mulighed for omstødelse."

Samme dags aften kørte debitor samt to af indklagedes medarbejdere til Vejen og Brørup, hvor klager B og C boede. Foruden ejerpantebreve og sædvanlige håndpantsætningserklæringer underskrev klager B og C særskilte, individuelt udformede erklæringer, hvorefter de hver erklærede sig indforståede med:

"At det er min bolig, der stilles som sikkerhed for lånet.

At provenuet af det lån, jeg har stillet sikkerhed for, anvendes til betaling af restancer på gammel gæld.

At nærværende er en midlertidig ordning for at banken tilbagekalder konkursbegæringen.

At banken ikke har stillet i udsigt at ville finansiere [debitor], men at han skal lade sig finansiere i et andet pengeinstitut. Skulle dette ikke være muligt, skal [debitor] være villig til at afhænde sine aktiver på frivillig og bedste måde.

At banken i denne forbindelse vil fastholde krav om sikkerheden."

Erklæringerne blev tillige underskrevet af debitor.

Debitor underskrev samtidig lånedokumenter vedrørende etablering af de to lån på 200.000 kr. og lånet på 50.000 kr. Ifølge gældsbrevene forfaldt lånene til fuld indfrielse den 1. februar 1992.

Den 26. november 1991 ophævedes på indklagedes anmodning konkursdekretet vedrørende debitor.

Den 27. november 1991 underskrev klager A særskilt kautionserklæring vedrørende lånet på 50.000 kr.

Den 28. november 1991 fremsendte afdelingen til debitor bl.a. referat af mødet den 25. november 1991, ligesom det anførtes, at det var

"et ubetinget krav, at der skiftes pengeinstitut, hvorfor De pr. førstkommende vil modtage en formel opsigelse af hele engagementet."

Ved skrivelse af 13. december 1991 til debitor anførtes:

"Vi skal herved meddele, at [indklagede] fastholder opsigelsen af nævnte engagementer med baggrund i misligholdelsen, idet der henvises til opsigelsesskrivelserne af 28. november 1991.

Vi fastholder også kravet om pengeinstitutskifte, jvf. møde af 25. november.

De har oplyst, at der stadig forhandles med andre pengeinstitutter om overtagelse af Deres engagementer, og at disse forhandlinger ikke har kunnet afsluttes til d.d., hvorfor vi herved skal indrømme Dem en frist til tirsdag den 7. januar 1992, inden hvilket tidspunkt endelig indfrielse af engagementet hos os skal være sket."

Omkring den 3. januar 1992 oplyste debitor overfor indklagede, at han ikke var i stand til at flytte engagementet til et andet pengeinstitut.

Den 13. januar 1992 indgav indklagede konkursbegæring mod debitor, og konkursdekret blev afsagt den 10. februar 1992.

Indklagede gjorde herefter krav gældende overfor klager A, B og C.

Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om at indklagede tilpligtes at anerkende, at klager A's kaution og klager B's og klager C's pantsætninger er ugyldige.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Alle tre klagere har anført, at deres erklæring om sikkerhedsstillelse bør kendes ugyldig, idet det var deres forudsætning for at stille sikkerhed, at debitor ikke blev erklæret konkurs, eller i hvert fald ikke i nær fremtid blev erklæret konkurs. Indklagede har imidlertid halvanden måned efter sikkerhedsstillelsen påny indgivet konkursbegæring. Resultatet har herefter alene været, at indklagede har opnået en forøgelse sine sikkerheder.

Klager A har yderligere anført, at han ikke af debitor eller indklagede blev gjort bekendt med, at det lån, for hvilket han kautionerede, anvendtes til betaling af tidligere stiftet gæld. I forbindelse med klagerens telefoniske tilsagn den 25. november 1991 blev der ikke foretaget en gennemgang af sagen eller en drøftelse af forudsætningerne. Klageren skulle blot komme i afdelingen og underskrive dokumenterne. Den 27. november henvendte han sig i afdelingen og anmodede om at tale med bestyreren eller den anden medarbejder, som havde med debitors forhold at gøre. Han fik oplyst, at de pågældende sad i møde. Han ventede herefter et stykke tid, hvorefter han på ny henvendte sig til skranken. Herefter blev kautionsdokumentet fundet frem, og han underskrev ved skranken dokumentet uden at modtage nogen nærmere forklaring eller redegørelse om sagen. Han havde således ikke kendskab til de oplysninger, som fremgik af referatet af mødet den 25. november 1991, og klagerens kaution må allerede af denne grund tilsidesættes som ugyldig, jvf. aftalelovens §§ 33 og 36.

Klager B og klager C, der er henholdsvis 75 år og 82 år, har yderligere anført, at det af de individuelt formulerede erklæringer fremgår, at såfremt debitor ikke opnåede finansiering i et andet pengeinstitut, skulle debitors aktiver afhændes ved frivilligt salg. Indklagede har ved indgivelsen af konkursbegæringen afskåret debitor fra denne fremgangsmåde. Klagerne finder, at indklagede alene trak konkursbegæringen tilbage med henblik på at realisere de af klagerne stillede sikkerheder i tilfælde af, at et pengeinstitutskifte ikke ville lykkes. Men indklagede måtte være bekendt med, at debitor ikke ville have mulighed for at skifte pengeinstitut i forbindelse med en akkordordning, da pengeinstitutter generelt har det princip, at man ikke ønsker at overtage engagementer i forbindelse med en akkordordning, ligesom pengeinstitutterne normalt heller ikke vil basere en sådan overtagelse på sikkerhedsstillelser fra et større antal familiemedlemmer. Indklagede måtte således allerede ved klagernes underskrift på erklæringerne af 25. november 1991 være bekendt med, at den sandsynlige udgang på sagen blev, at sikkerhedsstillelserne blev realiseret. Klagerne blev informeret om, at sikkerhederne i værste fald ville blive gjort gældende, men klagerne fik ikke oplyst, at indklagede forbeholdt sig påny at indgive konkursbegæring, eller at der med debitor var aftalt en frist for pengeinstitutskiftet.

Indklagede har anført, at man, da debitor ikke kunne betale 500.000 kr. 1. november 1992, indvilgede i at yde lån mod sikkerhed til betaling af de 500.000 kr. Der var dog tale om en midlertidig ordning, idet indklagede ikke længere ønskede at bibeholde engagementet med debitor. Omkring den 3. januar 1992 meddelte debitor, at han ikke var i stand til at finde et andet pengeinstitut, hvorefter der afholdtes et møde hos indklagede den 8. januar 1992, hvor man drøftede mulighederne for en frivillig realisation, subsidiært en delvis fortsættelse af engagementet. Begge dele blev imidlertid umuliggjort af debitors manglende vilje til at samarbejde loyalt med indklagede. Da man yderligere konstaterede, at debitor havde forevist falske købekontrakter, fandt man ikke anden udvej end påny at indgive konkursbegæring, hvilket indklagede også måtte være berettiget til, da den indgåede aftale var misligholdt af debitor. Indklagede finder ikke grundlag for at tage klagernes påstand til følge, idet alle udtrykkeligt er gjort opmærksom på situationen, herunder at der var tale om en midlertidig ordning, hvis eneste formål var at få overført debitors engagement til et andet pengeinstitut. Særligt for så vidt angår klager A har indklagede anført, at denne klager ved sin telefoniske henvendelse den 25. november 1992 oplyste, at han kendte debitor og dennes økonomiske situation godt, og var klar over, at der var forbundet en betydelig risiko ved at stille kaution.

Ankenævnets bemærkninger:

To medlemmer - Peter Blok samt Kirsten Nielsen, som i medfør af vedtægternes § 13, stk. 1, råder over 2 stemmer - udtaler:

Klager A's kaution og klager B's og klager C's pantsætninger blev påtaget som led i en aftale om, at indklagede skulle tilbagekalde sin konkursbegæring af 13. november 1991, således at debitor kunne få mulighed for at skifte pengeinstitut eller - hvis dette ikke lykkedes - for at afhænde sin aktiver ved frivilligt salg. Det var derfor i strid med klagernes forudsætninger ved sikkerhedsstillelsen, at indklagede kun godt 1 1/2 måned senere påny indgav konkursbegæring mod debitor, hvilket måtte stå indklagede klart. Selv om den ny konkursbegæring måtte være rimeligt begrundet i de af indklagede anførte forhold fra debitors side, finder vi, at indklagede bør bære risikoen for klagernes bristede forudsætninger, således at indklagede ikke som følge af det passerede stilles bedre, end hvis den oprindelige konkursbegæring var blevet opretholdt. Vi stemmer derfor for at tage klagernes påstande til følge.

To medlemmer - Gert Bo Gram og Erik Sevaldsen - udtaler:

Vi finder, at selv om klager B's og klager C's påtagelse af kautionsforpligtelsen meget muligt må anses som afgivet under forudsætning af, at indklagede ikke kort tid efter påny indgav konkursbegæring mod debitor, bør risikoen for klagernes bristede forudsætninger ikke pålægges indklagede i den situation, hvor andre forhold fra debitors side begrunder indklagedes handlemåde.

Vi finder derudover, at en stillingtagen til klager A's anbringende om, at han ikke af debitor eller indklagede blev gjort bekendt med, at det lån, for hvilket han kautionerede, anvendtes til betaling af tidligere stiftet gæld, sammenholdt med indklagedes anbringende om, at alle udtrykkeligt var gjort opmærksom på situationen, ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene.

Vi stemmer herefter for, at klager B's og klager C's påstande ikke tages til følge, og at sagen i forhold til klager A afvises i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.

Som følge heraf

Indklagede bør anerkende, at kautionserklæringen af 27. november 1991 ikke kan gøres gældende mod klager A, og at håndpantsætningserklæringerne af 25. november 1991 ikke kan gøres gældende mod klager B og klager C. Indklagede bør inden 4 uger frigive de af klager B og klager C håndpantsatte ejerpantebreve. Klagegebyrerne tilbagebetales klagerne.