Gæld ifølge kassekreditter m.v. efter konkurs. Indsigelse om forældelse/passivitet. Særligt om renter.
| Sagsnummer: | 23/1997 |
| Dato: | 25-08-1997 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Karin Duerlund, Inge Frølich, Niels Bolt Jørgensen, Leif Nielsen |
| Klageemne: |
Forældelse - udlån
|
| Ledetekst: | Gæld ifølge kassekreditter m.v. efter konkurs. Indsigelse om forældelse/passivitet. Særligt om renter. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 11. februar 1981 blev klagerens bo taget under konkursbehandling. Ved skrivelse af 9. marts 1981 anmeldte indklagede sit krav i boet i henhold til bl.a. to kassekreditter og en budgetkonto med negativ saldo på henholdsvis 308.105,73 kr., 11.640,71 kr. og 3.421,99 kr., i alt 323.168,43 kr., opgjort pr. 11. februar 1981.
Af en fremlagt kontoudskrift fremgår, at der på den førstnævnte kassekredit var foretaget en række posteringer, herunder indbetalinger, i januar 1981, således at gælden pr. 30. januar 1981 var 302.421,16 kr. Herefter var der den 25. februar 1981 tilskrevet renter og provision med henholdsvis 4.040,60 kr. og 1.643,97 kr. På den anden kassekredit var der foretaget nogle indbetalinger i januar 1981, hvorefter gælden pr. 29. januar 1981 udgjorde 11.325,75 kr. Herefter var der den 25. februar 1981 tilskrevet rente og provision med henholdsvis 22,59 kr. og 92,37 kr. Saldoen på budget kontoen var pr. 31. december 1980 3.340,21 kr., hvorefter der den 10. marts 1981 var debiteret rente med 81,78 kr.
Klageren havde herudover et lån hos indklagede med en restgæld på 126.929,23 kr. Klagerens mor havde stillet sikkerhed for lånet ved håndpantsætning af et ejerpantebrev på 110.000 kr. i sin ejendom. Under konkursen fortsatte klageren afviklingen af lånet.
Konkursbehandlingen blev afsluttet i 1985, hvor indklagede fik udbetalt 10.690,58 kr. i dividende.
Lånets restgæld blev indfriet af klageren den 9. oktober 1991 med en ekstraordinær indbetaling på 13.330,53 kr., i hvilken forbindelse indklagede frigav ejerpantebrevet på 110.000 kr. til moderen.
Ved indklagedes skrivelse af 23. januar 1996 blev klageren anmodet om at påbegynde en afvikling af indklagedes tilgodehavende på 314.620,76 kr. ekskl. renter. Beløbet blev opgjort som gælden i henhold til de to kassekreditter og budgetkontoen pr. 11. februar 1981 på 323.168,43 kr. med tillæg af et beløb på 2.142,91 kr., som var blevet udbetalt til klagerens ægtefælle den 31. marts 1981, og med fradrag af konkursdividenden på 10.690,58 kr.
Ved stævning af 16. april 1996 anlagde indklagede sag mod klageren med påstand om betaling af 314.620,76 kr. med tillæg af rente 16% p.a. i en femårig periode frem til sagens anlæg. I et retsmøde den 9. januar 1997 blev sagen udsat på forelæggelse for Ankenævnet, jf. retsplejelovens § 361.
For Ankenævnet har klageren nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde kravet.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at kravet er forældet i medfør af 1908-loven. Der er ikke udstedt gældsbrev. Der er tale om kreditkontrakter, og han har ikke anerkendt gælden i henhold til disse. Anmeldelsen i konkursboet og den efterfølgende fordringsprøvelse er uden retlig betydning for ham personligt. Den del af indklagedes krav, der vedrører tilskrevne renter frem til den 11. februar 1981, må i hvert fald anses for forældet i medfør af 1908-loven. Indklagede har undladt at rette henvendelse til ham om kravet i perioden februar 1981 til december 1995, hvorfor han berettiget kunne forvente, at et eventuelt krav i henhold til de pågældende konti var frafaldet. I hvert fald efter indfrielsen af lånet i 1991 og udleveringen af ejerpantebrevet på 110.000 kr., som efter hans opfattelse var lagt til sikkerhed for hans samlede engagement med indklagede, kunne han med føje antage, at mellemværendet med indklagede var afsluttet. Restgælden på lånet blev indfriet ved optagelse af et lån i et andet pengeinstitut, som formentlig ikke ville have ydet dette lån, såfremt det havde været kendt, at indklagede havde yderligere krav mod ham. Indklagedes krav om rente på 16% p.a. er urimeligt.
Indklagede har anført, at fordringen er undergivet 20-årig forældelse, jf. Danske Lovs 5-14-4, og at forældelsen blev afbrudt ved konkursbehandlingen, jf. konkurslovens § 241. Det forhold, at indklagede har undladt at rette henvendelse til klageren vedrørende gælden i ca. 10 år fra konkursens afslutning, medfører ikke, at retten til at gøre kravet gældende er fortabt ved passivitet. Ejerpantebrevet på 110.000 kr. lå alene til sikkerhed for lånet, der blev indfriet den 9. oktober 1991, og indklagede har således ikke ved udlevering af ejerpantebrevet eller på anden måde bibragt klageren nogen berettiget forventning om, at gælden i henhold til det øvrige engagement skulle være opgivet. Fordringen er korrekt opgjort, og renten på 16% p.a. er udtryk for en gennemsnitsrente for lån af den pågældende art de seneste fem år.
Ankenævnets bemærkninger:
Den af indklagede opgjorte fordring på 314.620,76 kr. hidrører fra kassekreditter og andre kreditter, og fordringen er som udgangspunkt ikke omfattet af den 5-årige forældelse efter forældelsesloven af 1908. Fordringen er derfor - selv om der ikke er udstedt gældsbrev(e) - alene undergivet den 20-årige forældelse efter Danske Lovs 5-14-4, jf. dog det nedenfor anførte om renter. Forældelsen blev afbrudt ved anmeldelsen i klagerens konkursbo i 1981, og en ny forældelsesfrist løber først fra boets slutning i 1985, jf. konkurslovens § 241. Fordringen er derfor - stadig med forbehold for renter - ikke forældet.
På baggrund af forældelsesreglen i Danske Lovs 5-14-2 findes det forhold, at indklagede gennem en årrække efter konkursens slutning - fra 1985 til 1996 - undlod at rette henvendelse til klageren vedrørende gælden, ikke at kunne medføre, at fordringen anses for bortfaldet ved passivitet. Det lån, for hvilket klagerens moder havde stillet ejerpantebrevet på 110.000 kr. i håndpant, var efter det oplyste fortsat blevet afviklet under og efter konkursen, og det forhold, at indklagede frigav ejerpantebrevet i forbindelse med indfrielsen af lånets restgæld i 1991, findes ikke at have kunnet give klageren en berettiget forventning om, at indklagede havde frafaldet sit øvrige krav mod ham. Det bemærkes herved, at det efter det foreliggende må antages, at ejerpantebrevet alene lån til sikkerhed for det nævnte lån.
Forfalden rente (og provision) af gæld er omfattet af den 5-årige forældelse efter 1908-loven i det omfang, der ikke er tilvejebragt særligt retsgrundlag herfor, jf. lovens § 1, stk. 1, nr. 2, og stk. 2. Konkursboets anerkendelse af indklagedes fordring kan ikke antages at udgøre et sådant særligt retsgrundlag i forhold til klageren personligt, og der må derfor tages stilling til, om den af indklagede opgjorte fordring på ca. 314.000 kr. som anført af klageren omfatter renter, som er forældede.
Når der ved kassekreditter og andre kreditter ydet af pengeinstitutter løbende foretages dels rentetilskrivninger, dels indbetalinger, må det som udgangspunkt lægges til grund, at indbetalingerne i første række er anvendt til dækning af forfaldne renter, og at den til enhver tid værende saldo derfor i det hele falder uden for den 5-årige forældelse. For så vidt angår rentetilskrivninger, som er foretaget efter den seneste indbetaling i en situation, hvor kredittens maksimum er overskredet, kan dette dog ikke lægges til grund. I det foreliggende tilfælde må de rente- og provisionsbeløb, som er tilskrevet de omhandlede konti i februar og marts 1981, imidlertid anses for betalt af den dividende på godt 10.000 kr., som indklagede modtog i konkursboet. Ankenævnet finder det herefter ikke godtgjort, at den af indklagede opgjorte fordring på ca. 314.000 kr. omfatter rente- og provisionsbeløb, som er forældet efter 1908-loven.
Renter af fordringen på ca. 314.000 kr. er omfattet 1908-loven, og indklagede kan derfor alene kræve beløbet forrentet for en periode på 5 år forud for retssagens anlæg. Indklagedes påstand under retssagen er i overensstemmelse hermed. Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at den rente på 16% p.a., som efter påstanden skal lægges til grund, er urimelig eller i øvrigt uberettiget.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.