Spørgsmål om erstatning begrundet i håndtering af erhvervsengagement og efterfølgende inkassosag.
| Sagsnummer: | 231 /2007 |
| Dato: | 24-01-2008 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Peter Stig Hansen, Carsten Holdum, Ole Jørgensen, Bent Olufsen |
| Klageemne: |
Udlån - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om erstatning begrundet i håndtering af erhvervsengagement og efterfølgende inkassosag. |
| Indklagede: | Max Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning som følge af Max' Banks håndtering af hans erhvervsengagement, som overgik til inkasso.
Sagens omstændigheder.
I 2000 startede klageren en erhvervsmæssig virksomhed via et anpartsselskab. Haandværkerbanken, nu Max Bank, ydede selskabet en kassekredit med et maksimum på 300.000 kr. Klageren kautionerede for kreditten. Endvidere fik banken håndpant i et ejerpantebrev på 400.000 kr. med pant i klagerens faste ejendom.
I 2002 blev kredittens maksimum forhøjet til 400.000 kr.
I 2003 opsagde banken kreditten.
Ved gældsbrev af 23. oktober 2003 ydede banken klageren et privatlån på 410.800 kr., som blev anvendt til indfrielse af selskabets kassekredit. Renten var variabel 8,25 % pr. år, og ydelsen var på 4.900 kr. pr. måned. Ydelserne skulle hæves på en konto nummer -541, som blev etableret samtidig med lånet. Samme dag underskrev klageren en håndpantsætningserklæring, hvorefter ejerpantebrevet blev lagt til sikkerhed for klagerens forpligtelser over for banken i henhold til "ethvert mellemværende".
Klageren har oplyst, at han forsøgte at videreføre virksomheden i personligt regi, hvilket imidlertid måtte opgives i begyndelsen af 2005.
I april 2005 blev lånet forhøjet med 22.000 kr. til 396.091,14 kr. Forhøjelsen blev anvendt til inddækning af overtræk på konto -541. Rentesatsen og ydelsen var uændret. Ydelsen skulle betales første gang den 1. juli 2005.
Klageren var ikke i stand til at afvikle lånet som aftalt.
Klagerens ejendom, der var blandet erhverv og beboelse, blev sat til salg via en ejendomsmægler. Ifølge en bygningsrapport udarbejdet den 2. december 2005 var ejendommen "i god stand sammenlignet med andre huse af samme årgang".
Med henvisning til at klageren havde oplyst, at han fortsat ikke var i stand til at afvikle gælden, meddelte banken ved skrivelse af 20. januar 2006, at den ønskede at realisere pantet i ejendommen.
Ved skrivelse af 4. marts 2006 anmodede klageren banken om at udstede saldokvittering mod hans betaling af halvdelen af gælden, eller ca. 225.000 kr. Klageren vurderede, at han ville kunne få et nyt realkreditlån i ejendommen på 660.000 kr., svarende til 60 % af ejendomsværdien på 1,1 mio. kr. Realkreditlånet skulle dække indfrielse af eksisterende realkreditgæld i ejendommen på 200.000 kr. og betaling til banken på 225.000 kr. Restbeløbet på ca. 235.000 kr. ville klageren anvende til opstart af en ny virksomhed, da han navnlig på grund af sin alder (55 år) ikke havde udsigt til at få beskæftigelse.
Ved skrivelse af 17. marts 2006 afslog banken klagerens forslag og fastholdt sit ønske om at få pantet realiseret.
Ved skrivelse af 6. april 2006 opsagde banken engagementet til fuld indfrielse. Gælden på lånet og konto -541 udgjorde 420.765,84 kr. med tillæg af renter fra den 1. januar 2006.
Ved skrivelse af 29. august 2006 anmodede klageren banken om at rykke med ejerpantebrevet for et nyt realkreditlån. Klageren foreslog, at han herefter i en 10-års periode skulle betale 2.000 kr. pr. måned. Banken skulle undlade at tilskrive renter og skulle nedskrive lånet.
Ved skrivelse af 6. september 2006 meddelte banken, at den ikke kunne tiltræde forslaget, og at man fortsat ønskede at realisere ejerpantebrevet.
Ved skrivelse af 11. oktober 2006 accepterede banken at rykke med ejerpantebrevet for en omprioritering af lånene i ejendommen, hvorpå der var en restgæld på i alt ca. 100.000 kr., til et 30-årigt lån med afdragsfrihed. Ved omprioriteringen ville klageren opnå en ydelsesbesparelse på ca. 5.000 kr. pr. måned, hvoraf 2.000 kr. skulle anvendes til afdrag på gælden på konto -541.
Omprioriteringen blev gennemført i november 2006.
Ved skrivelse af 20. februar 2007 rykkede banken klageren for betaling af gælden på konto -541.
Den 30. august 2007 indgav klageren en klage over banken til Ankenævnet.
Under sagen har klageren indfriet engagementet, bortset fra en mindre gæld på konto -541, og banken har frigivet ejerpantebrevet.
Parternes påstande.
Ankenævnet har forstået klagerens endelige påstand således, at Max Bank skal betale en erstatning.
Banken har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at banken ved sin håndtering af engagementet har pådraget sig et erstatningsansvar for tabet ved lukningen af virksomheden.
Årsagen til lukningen var ikke manglende omsætning og indtjening. Virksomheden blev tvunget til lukning, da banken uden varsel ophævede virksomhedens alt for lille kassekredit, inden virksomheden havde været i drift i to år.
Problemerne opstod, da engagementet blev overført fra bankens Slagelse afdeling til hovedkontoret i Næstved. De skiftende klientansvarlige på hovedkontoret besøgte aldrig virksomheden eller prøvede at rådgive om udviklingen.
Lukningen af virksomheden og det efterfølgende forløb kunne have været undgået, hvis banken havde udvist forståelse for udviklingen i selskabet, idet kreditten hurtigt viste sig at være alt for lille i forhold til de aktiviteter og tiltag, selskabet byggede sin udvikling på. Aktiviteterne var ved selskabets etablering og opstart nye og uprøvede, hvorfor det budget, der i første omgang blev udarbejdet, var baseret på et skøn.
Ved opsigelsen af selskabets kassekredit blev han tvunget til at overtage gælden og videreføre virksomheden i personligt regi uden kassekredit, hvilket ikke var muligt.
Efterfølgende blokerede banken for hans muligheder for at starte en ny virksomhed, hvilket var hans eneste mulighed for at opnå en rimelig indtjening. Endvidere blokerede banken for en omprioritering med henblik på en forbedring af hans i forvejen lave rådighedsbeløb.
Ejendommen var ikke som påstået af banken i dårlig stand, men vanskelig at sælge på grund af blandingen af bolig og erhverv.
Bankens krav om realisation af pantet ville medføre, at han mistede sin bolig, eller at han skulle gældsætte sig for ca. 500.000 kr., som han ikke er i stand til at afvikle. Ved at gældsætte sig via et andet pengeinstitut har han nu afværget en eventuel tvangsauktion.
Bankens adfærd har medført personligt indtægtstab og umenneskelige leveforhold, siden banken uden varsel ophævede kassekreditten og dermed tvang virksomheden til lukning, samt nu gældsætning. Banken har udelukkende fokuseret på friværdi, ikke på forretningsmuligheder eller menneskelige omkostninger.
Max Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen vedrører et erhvervsmæssigt engagement og derfor falder uden Ankenævnets kompetence.
Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at der ikke er grundlag for, at klageren skulle være berettiget til erstatning og/eller dekort.
Klagerens virksomhed, der blev drevet via et anpartsselskab, måtte lukke på grund af manglende omsætning og indtjening. Selskabets engagement var sikret ved ejerpantebrevet på 400.000 kr. med pant i klagerens ejendom samt kaution fra klageren. Ved lukningen blev selskabets engagement indfriet af klageren som kautionist og videreført i personligt regi, fortsat med pant i klagerens hus.
Efter lukningen af virksomheden forsøgte klageren at sælge ejendommen. Da dette ikke lykkedes tilbød banken, at den fortsatte afvikling af engagementet blev stillet i bero i to år.
Da afviklingen skulle genoptages i begyndelsen af 2006, afslog man klagerens anmodning om at rykke for en omprioritering og tillægsbelåning af ejendommen, som af flere kreditforeninger blev fundet i dårlig stand.
Efterfølgende accepterede man at rykke for en ren omlægning på betingelse af, at en del af den ydelsesbesparelse, som klageren opnåede herved, skulle anvendes til afvikling af gælden.
Klageren overholdt ikke afviklingsaftalen, hvorfor engagementet blev sendt til inkasso.
Det var rimeligt, at banken forfulgte sit krav via inkasso og eventuelt tvangsauktion, da afviklingsaftalen ikke blev overholdt.
Engagementet har gennem hele forløbet stået i et rimeligt forhold til klagerens formue. Summen af klagerens realkreditlån og engagementet i banken udgør således kun ca. halvdelen af ejendommens værdi.
Det bestrides, at banken som påstået af klageren skulle have handlet i strid med god bankskik.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Haandværkerbankens, nu Max Banks, opsigelse af engagementet med klagerens anpartsselskab og klagerens kaution og pantsætning til sikkerhed for engagementet vedrører erhvervsmæssige forhold, som ikke er omfattet af Ankenævnet kompetence, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2 og 3. Ankenævnet kan derfor ikke behandle denne del af klagen.
Der er ikke grundlag for at fastslå, at banken ved inddrivelsen af sit tilgodehavende hos klageren som kautionist og pantsætter begik fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar.
Det bemærkes, at banken ikke var forpligtet til at rykke med ejerpantebrevet for en omprioritering og/eller tillægsbelåning af klagerens ejendom.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle den del af klagen, der vedrører engagementet med klagerens selskab og klagerens kaution og pantsætning til sikkerhed herfor. Klagen tages i øvrigt ikke til følge.