Afgørelse

Gammel gæld.

Den 30. december 1985 underskrev klageren som selvskyldnerkautionist på et lånedokument i forbindelse med et af indklagede til klagerens bror ydet lån. På lånedokumentets forside var anført, at der var tale om en forhøjelse på 7.000 kr.; endvidere fremgik, at lånebeløbet var 24.943,32 kr., som skulle afvikles med 550 kr. månedligt, første gang 1. januar 1986. I dokumentets fortrykte felt vedrørende kautionen var anført:

"For skadesløs opfyldelse af samtlige debitors forpligtelser ifølge nærværende gældsbrev indestår underskrevne som selvskyldnerkautionist(er), en for alle og alle for en."

Klagerens navn var anført med maskinskrift ud for dette felt.

Ifølge klageren var der tale om, at han skulle kautionere for lånets forhøjelse med de 7.000 kr.; kautionen skulle ikke omfatte lånets restgæld forud for låneforhøjelsen. Lånedokumentet fremsendtes til klagerens eget pengeinstitut, hvor klageren underskrev dokumentet.

Ifølge indklagede ydedes der i begyndelsen af 80'erne klagerens bror og dennes daværende samlever et lån, for hvilket klageren kautionerede. I forbindelse med samlivets ophævelse mellem broderen og dennes samlever i slutningen af 1985 indbetalte samleveren halvdelen af lånets restgæld. For den resterende halvdel, ca. 18.000 kr., oprettedes nyt lånedokument. Senere i 1985 ønskede klagerens bror låneforhøjelsen på 7.000 kr.

I henhold til allonge af 3. februar 1986 gav klageren samtykke til, at kautionslånets ydelse nedsattes til 410 kr. fra 1. februar 1986.

Ved skrivelse af 20. februar 1990 anmodede indklagede klageren om at berigtige en restance på 2.250 kr. på lånet. Efter at indklagede den 9. april 1990 havde rykket klageren for betaling af en restance på 3.350 kr., meddelt klageren i skrivelse af 18. april 1990, at han stillede sig uforstående over for indklagedes krav, idet lånets restgæld nu var ca. 16.000 kr., hvorfor lånets forhøjelse på de 7.000 kr. fra 1986 nu var afdraget, således at hans kautionshæftelse hermed var bortfaldet. Indklagede afviste herefter, at klageren alene hæftede for forhøjelsen og overgav sagen til retslig inkasso.

Indklagede har under klagesagen oplyst, at man ikke er i stand til at fremlægge hverken dokument vedrørende det oprindelige fælleslån eller lånedokumentet oprettet i 1985 efter samleverens indbetaling af halvdelen af fælleslånet.

Sagen har været foretaget i fogedretten i juni måned 1991, hvor klageren anmodede om udsættelse af fogedsagen med henblik på sagens forelæggelse for Ankenævnet.

Klageren har for Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hans kautionsforpligtelse over for indklagede er bortfaldet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at det ikke er aftalt, at han skulle hæfte også for lånets restgæld forud for låneforhøjelsen. Det fremgår ikke tydeligt af gældsbrevet, at han kautionerer for lånets hovedstol. På gældsbrevet er nederst anført, at låneprovenuet er 7.000 kr., hvilket må fortolkes således, at han alene har kautioneret for dette beløb. Da lånets restgæld pr. 9. april 1990 var 15.761,84 kr., må klagerens forpligtelse som kautionist herefter være bortfaldet.

Indklagede har anført, at da klageren tidligere havde kautioneret for det oprindelige fælleslån, er der ikke grundlag for at fastslå, at klageren kun har kautioneret for låneforhøjelsen på 7.000 kr. Lånedokumentet fra januar 1988 skal ses i sammenhæng med de tidligere dokumenter, og der er ikke sket nogen udvidelse af klagerens forpligtelser udover, hvad han selv har tiltrådt.

Ankenævnets bemærkninger:

Medlemmerne Frank Poulsen, Peter Stig Hansen og Erik Sevaldsen udtaler:

Af lånedokumentet underskrevet af klageren den 30. december 1985 fremgår, at lånebeløbet udgør 24.943,31 kr. samt, at der er tale om en forhøjelse på 7.000 kr., ligesom klagerens navn er anført vedrørende kaution for samtlige debitors forpligtelser ifølge dokumentet. Klageren, der har underskrevet som selvskyldnerkautionist på lånedokumentet, findes herefter ikke med føje at have kunnet få den opfattelse, at han alene hæftede for forhøjelsen på 7.000 kr. Der findes efter det oplyse heller ikke at foreligge andre forhold, som kan føre til en nedsættelse af kautionsforpligtelsen. Vi stemmer herefter for, at klagen ikke tages til følge.

Medlemmerne Peter Møgelvang-Hansen og Kirsten Nielsen udtaler:

Efter det foreliggende kan det ikke lægges til grund, at klageren forud for forhøjelsen var kautionist for lånet. Under hensyn til indholdet af lånedokumentet (vedhæftet kendelsen), herunder dets fortrykte, meget lidt iøjnefaldende angivelse af kautionens tilsigtede omfang i rubrikken til venstre for kautionistens navn m.v., finder vi ikke, at klageren ved sin underskrift gav indklagede en berettiget forventning om, at han var indforstået med at kautionere også for den gamle gæld. Kautionsløftet findes herefter alene at omfatte forhøjelsen, dvs. de "yderste" 7.000 kr. Da indklagedes fordring på debitor er nedbragt med mere end dette beløb, er klagerens kautionsforpligtelse ophørt. Vi stemmer derfor for, at klagen tages til følge.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.

Vedhæftet bilag: