Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om erstatning for tab på køb af Roskilde Bank aktier under en emission/aktiesalgskampagne i 2007, hvor klageren vandt en aktie i banken.

Sagsnummer: 762/2010
Dato: 10-02-2017
Ankenævn: Vibeke Rønne, Michael Reved, Karin Duerlund, Troels Hauer Holmberg og Lani Bannach
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Krav om erstatning for tab på køb af Roskilde Bank aktier under en emission/aktiesalgskampagne i 2007, hvor klageren vandt en aktie i banken.
Indklagede: Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager

Indledning

Denne sag vedrører krav om erstatning for tab på køb af Roskilde Bank aktier under en emission/aktiesalgskampagne i 2007, hvor klageren vandt en aktie i banken.

Sagens omstændigheder

Med tegningsperiode fra den 12. marts til den 8. april 2007 gennemførte Roskilde Bank en emission/aktiesalgskampagne.

Klageren har oplyst, at han vandt én Roskilde Bank aktie på en boligmesse, hvor Roskilde Bank havde en stand.

Den 21. marts 2007 blev der til klageren købt én aktie i Roskilde Bank for 629 kr. Beløbet blev hævet på en intern konto i banken (konto nr. -122) og indlagt i et depot -825. Klageren var ikke i forvejen kunde i banken.

Den 22. marts 2007 købte klageren 800 stk. tegningsretter for i alt 26.000 kr., og den 27. marts 2007 tegnede klageren på grundlag af tegningsretterne 80 stk. nye Roskilde Bank aktier for i alt 24.000 kr. Afregningsbeløbene på i alt 50.000 kr. blev hævet på en konto nr. -494, og aktierne blev indlagt i depot nr. -825.

Den 30. august 2007 købte klageren yderligere 13 stk. Roskilde Bank aktier for i alt 6.994 kr.

Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet. Banken blev erklæret konkurs den 3. marts 2009. Finansiel Stabilitet fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.

Den 14. december 2010 indgav klageren en klage til Ankenævnet over Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) med krav om erstatning for hans tab på aktiekøbene i 2007 på i alt 57.623 kr.

Klageren fremlagde blandt andet et uddrag af prospektet for emissionen i 2007, et brev af 9. marts 2007, hvor Roskilde Bank opfordrede eksisterende aktionærer til at tegne yderligere aktier i banken i forbindelse med emissionen, herunder eventuelt ved lånefinansiering, en redegørelse af 25. oktober 2007 udarbejdet af Roskilde Bank til Københavns Fondsbørs vedrørende bankens køb og salg af egne aktier, Finanstilsynets redegørelse af 17. juni 2009 om tilsyn med Roskilde Bank og uddrag af en advokatundersøgelse af 24. juli 2009 vedrørende Roskilde Bank.

I december 2010 indledte Forbrugerombudsmanden en undersøgelse vedrørende omstændighederne omkring ”gammel” Roskilde Banks salg af egne aktier i perioden fra den 1. januar 2006 til bankens sammenbrud den 24. august 2008.

Klagesagen blev sat i bero med henblik på at afvente resultatet af undersøgelsen.

Den 2. december 2013 indgik Forbrugerombudsmanden en forligsaftale med Finansiel Stabilitet, hvorefter visse kunder fik tilbud om erstatning på 60 % af deres tab på aktier i Roskilde Bank. Af forligsaftalen fremgik blandt andet:

”...

På baggrund af denne undersøgelse har Forbrugerombudsmanden identificeret to aktiesalgskampagner i henholdsvis august-september 2006 og marts-april 2007, hvor der til et meget stort antal kunder er udsendt breve med ensartede opfordringer til at købe aktier i banken. Roskilde Banks rådgivning til kunderne i brevene fokuserede ensidigt på fordelene ved aktieinvesteringen, og kunderne fik ikke en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken. Samtidig var Roskilde Banks kunderådgivere blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning.

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Banks aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 ikke var i overensstemmelse med reglerne om god skik i § 43 i lov om finansiel virksomhed, og at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner.

Forbrugerombudsmanden har herved lagt vægt på, at Roskilde Bank i de to aktiesalgskampagner har foretaget et særdeles aggressivt salg af egne aktier, og at banken ikke har ydet individuel rådgivning eller har ydet utilstrækkelig rådgivning i forbindelse med salget af aktier til kunderne ...”

Klageren blev ikke tilbudt erstatning i henhold til forliget for aktiekøbene under emissionen/aktiesalgskampagnen i 2007. Begrundelsen var, at klageren ikke havde modtaget et kampagnebrev.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) skal betale erstatning for hans tab på aktiekøbene i 2007 på i alt 57.623 kr.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) bør betale erstatning for hans tab på aktiekøbene i 2007 på i alt 57.623 kr.

Banken har ydet en mangelfuld rådgivning, vildledt sine aktionærer og givet et urigtigt og misvisende billede af risikoen ved yderligere eksponering i bankens aktier, ligesom banken har tilbageholdt oplysninger om Finanstilsynets skærpede tilsyn.

Bankens mangelfulde rådgivning bestod blandt andet i uopfordret pr. brev at anbefale køb af bankens egne aktier.

En advokatundersøgelse af 24. juli 2009 viser, at banken havde købt en ikke uvæsentlig mængde aktier tilbage fra den islandske bank Glitnir før aktieemissionen, uden at dette blev meddelt potentielle aktionærer.

Tilsyneladende har banken i slutningen af 2006 indgået en aftale med Bank Glitnir om, at den skulle holde bankens aktier i årsskiftet 2006/2007, således at banken fik den nødvendige forbedring af solvens, likviditet m.v.

Da banken var under skærpet tilsyn af Finanstilsynet burde den have afstået fra at sælge egne aktier.

Det var banken, der tog initiativ til aktiekøbene.

Han vandt én aktie på en boligmesse, hvor Roskilde Bank havde en stand. Han blev ringet op af banken, der fortalte om gevinsten, og fik efterfølgende et brev om, at han skulle henvende sig personligt i banken for at få oprettet aktien og en tilhørende aktiedepotkonto.

Da han henvendte sig i banken for at indløse den vundne aktie, drejede mødet til en slags slags-/rådgivningsmøde, hvor de talte om, hvor han var kunde, om han havde huslån, billån osv. De talte om oprettelsen af den nye, vundne aktie, køb af flere Roskilde Bank aktier og om, hvor meget aktien var steget. Han fik udleveret et eksemplar af bankens aktionær nyt, hvor bankens udvikling og fremtidsprospekt blev rost til skyerne. Det blev anbefalet at købe flere aktier på baggrund af den historiske udvikling og forventningerne til den fremtidige. Han blev ikke informeret om, at prospektet var misvisende, idet ledelsen i Roskilde Bank allerede på det tidspunkt var klar over bankens svære, kritiske situation.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at banken ikke har handlet ansvarspådragende over for klageren. Klageren har modtaget tilstrækkelig rådgivning omkring risiko ved køb af aktier.

Klageren modtog ikke et kampagnebrev forud for aktiekøbene.

Klageren har ikke løftet bevisbyrden for, at bankens rådgivning i forbindelse med aktiekøbene var ansvarspådragende. De forhold, at aktieinvesteringen måtte være anbefalet af banken, medfører ikke i sig selv, at banken har ydet en ansvarspådragende rådgivning.

Klagerens aktiekøb er ikke omfattet af forligsaftalen med Forbrugerombudsmanden. Forligsaftalen er ikke udtryk for, at Roskilde Banks rådgivning om investering i almindelighed var ansvarspådragende, men vedrører alene bankens markedsføring i forbindelse med aktiesalgskampagnerne i 2006 og 2007. Klageren har ikke modtaget denne markedsføring. Bevisbyrden herfor hviler på klageren, og klageren har ikke løftet bevisbyrden.

Det fremgår af Retten i Roskildes dom af 20. marts 2012 (BS 8A-3726/2009) og af Københavns Byrets dom af 1. september 2015 (BS 41B-5969/2014), der er stadfæstet af Østre Landsret ved dom af 17. marts 2016 (B2100008), at bevisbyrden for, at der er modtaget utilstrækkelig rådgivning, hviler på klageren.

Dette følger også af Østre Landsrets dom af 25. februar 2014 (B 293/2013). Landsretten nåede her frem til, at selv om køberne kun havde modtaget en ret begrænset rådgivning fra banken om risici forbundet med låneoptagelsen og køb af Roskilde Bank aktier, idet emnet blot var blevet berørt, så var rådgivningen ikke i strid med kravene i § 5, stk. 2 i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder.

Klageren kan ikke have været uvidende om, at Roskilde Bank aktien var kursfølsom. Klageren har oplyst, at han var bekendt med den historiske udvikling i kursen på Roskilde Bank, ligesom aktiekursen fra klagers første køb i marts 2007 til klagers andet køb i august 2007er faldet fra kurs 625 til kurs 529.

Til støtte for afvisningspåstanden har Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) anført, at en afklaring af den rådgivning, som blev givet i forbindelse med klagerens køb af aktier, vil kræve vidneafhøringer. Sagen bør derfor afvises i medfør af vedtægternes § 5, stk. 3, nr. 4, da sagen grundet usikkerhed om bedømmelse af de faktiske oplysninger ikke er egnet til nævnsbehandling.

Finansiel Stabilitet har ikke overtaget ansvaret vedrørende eventuelle mangler i børsprospektet, som lå til grund for aktieemissionen i 2007, samt andre forhold, der udspringer af klagerens status som aktionær.

Ankenævnets bemærkninger

Klagen vedrører Roskilde Banks rådgivning af klageren i forbindelse med, at klageren i marts 2007 under en aktiesalgskampagne/emission i Roskilde Bank erhvervede henholdsvis et stk. og 80 stk. Roskilde Bank aktier for henholdsvis 629 kr. og 50.000 kr. og efterfølgende i august 2007 købte aktier i banken for 6.994 kr.

Det fremgår af forligsaftalen mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet, at Roskilde Bank i forbindelse med aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 fokuserede ensidigt på fordelene ved investering i bankens aktier, at kunderne ikke fik en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken, og at Roskilde Banks kunderådgivere var blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning. Det fremgår endvidere af forligsaftalen, at det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner. Ankenævnet tiltræder denne vurdering.

Klagerens aktieerhvervelser i marts 2007 ligger inden for perioderne omfattet af forliget mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet. Finansiel Stabilitet har oplyst, at klageren ikke er omfattet af forligsaftalen, da der ikke er sendt et personligt rettet kampagnebrev til klageren forud for købet.

Ankenævnet finder, at det som udgangspunkt påhviler klageren at godtgøre, at Roskilde Bank har handlet ansvarspådragende i forbindelse med aktiekøbene.

Klageren, der i 2010 indgav klagen til Ankenævnet, har om baggrunden for aktieerhvervelserne oplyst, at han vandt ét stk. aktie på en boligmesse, hvor Roskilde Bank havde en stand. Han blev ringet op af banken, der fortalte om gevinsten, og fik efterfølgende et brev om, at han skulle henvende sig personligt i banken for at få oprettet aktien og en tilhørende aktiedepotkonto. Da han henvendte sig i banken for at indløse den vundne aktie, blev han anbefalet at købe flere aktier. Det beskrevne hændelsesforløb understøttes af de faktiske oplysninger, herunder navnlig af det forhold at købet af aktierne skete i umiddelbar tilknytning til indløsning af den vundne aktie.

Ankenævnet finder, at der under disse omstændigheder er grundlag for at fravige udgangspunktet om, at det er klageren der skal løfte bevisbyrden for, at Roskilde Banks rådgivning var ansvarspådragende.

Ankenævnet finder, at Finansiel Stabilitet ikke har godtgjort, at klageren modtog en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved investeringen. Ankenævnet bemærker i den forbindelse, at der er formodning for, at klagerens køb af i alt 81 stk. Roskilde Bank aktier under emissionen/aktiesalgs­kam­pag­nen i 2007 skete på grundlag af oplysninger om risikoen ved investeringen svarende til indholdet af den markedsføring, som Forbrugerombudsmanden har beskrevet. Der er endvidere en formodning for, at aktiekøbet ikke ville være sket, hvis rådgivningen havde indeholdt en afbalanceret beskrivelse af fordele og risici ved investeringen.

Finansiel Stabilitet er derfor erstatningsansvarlig for klagerens tab ved aktiekøbet. Erstatningen fastsættes skønsmæssigt, således at klageren stilles, som om han for så vidt angår købene af i alt 81 stk. Roskilde Bank aktier i marts 2007 var omfattet af forliget af 2. december 2013 mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet. Ankenævnet bemærker herved, at klagerens tab også omfatter den aktie, som klageren vandt.

Vedrørende klagerens aktiekøb i august 2007 finder Ankenævnet, at det påhviler klageren at godtgøre, at Roskilde Bank har handlet ansvarspådragende, og at klageren ikke har løftet den bevisbyrde. Klageren får derfor ikke medhold i denne del af klagen.

Ankenævnets afgørelse

Finansiel Stabilitet skal inden 30 dage betale en erstatning til klageren, hvorved han stilles, som om han for så vidt angår købene af 81 stk. Roskilde Bank aktier i marts 2007 var omfattet af forliget af 2. december 2013 mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet.

Klageren får klagegebyret tilbage.