Spørgsmål om eventuelt erstatningskrav for tab på investering i Roskilde Bank aktier under aktiesalgskampagne i 2006 var forældet ved indgivelse af klage til Ankenævnet i januar 2015.
| Sagsnummer: | 7/2015 |
| Dato: | 02-10-2015 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Finn Borgquist, Troels Hauer Holmberg, Kjeld Gosvig Jensen, Anders Holkmann Olsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - gearet/ lånefinansieret investering
Forældelse - rådgivning Værdipapirer - køb, salg, rådgivning |
| Ledetekst: | Spørgsmål om eventuelt erstatningskrav for tab på investering i Roskilde Bank aktier under aktiesalgskampagne i 2006 var forældet ved indgivelse af klage til Ankenævnet i januar 2015. |
| Indklagede: | Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører, om et eventuelt erstatningskrav for tab på lånefinansieret investering i Roskilde Bank aktier under aktiesalgskampagne i 2006 var forældet ved indgivelse af klage til Ankenævnet i januar 2015.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Roskilde Bank, hvor han bl.a. havde et kapitalpensionsdepot og et opbevaringsdepot.
Finansiel Stabilitet har oplyst, at klageren i dag ikke er kunde i Finansiel Stabilitet, og at Finansiel Stabilitets kendskab til sagens faktiske omstændigheder baserer sig på de tilbageværende oplysninger i bankens IT-system.
Klageren havde inden starten af en aktiesalgskampagne i 2006 240 stk. Roskilde Bank aktier i sit kapitalpensionsdepot og 189 stk. Roskilde Bank aktier i sit opbevaringsdepot.
I perioden fra den 11. august 2006 til den 17. september 2006 gennemførte banken en aktiesalgskampagne.
Den 31. august 2006 købte klageren 205 stk. aktier i Roskilde Bank til kurs 1.216 for 249.280 kr. Aktierne blev indlagt i opbevaringsdepotet. Efter det oplyste blev aktiekøbet finansieret med et lån i banken.
Efter et aktiesplit i november 2006 i forholdet 1:2 havde klageren 788 stk. aktier i Roskilde Bank i opbevaringsdepotet og 480 stk. aktier i Roskilde Bank i kapitalpensionsdepotet.
Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet. Banken blev erklæret konkurs den 3. marts 2009. Finansiel Stabilitet fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.
I december 2010 indledte Forbrugerombudsmanden en undersøgelse vedrørende omstændighederne omkring ”gammel” Roskilde Banks salg af egne aktier i perioden fra den 1. januar 2006 til bankens sammenbrud den 24. august 2008.
I 2011 indsendte klageren et skema til Forbrugerombudsmanden, hvori han redegjorde nærmere for sit aktiekøb i august 2006.
Den 2. december 2013 indgik Forbrugerombudsmanden en forligsaftale med Finansiel Stabilitet, hvorefter visse kunder fik tilbud om erstatning på 60 % af deres tab på aktier i Roskilde Bank, hvis de, efter at have modtaget et kampagnebrev fra banken, købte aktier i banken i kampagneperioder fra 11. august til 17. september 2006 og/eller fra 12. marts til 8. april 2007. Af forligsaftalen fremgik bl.a.:
”…
3.1 Køb foretaget i kampagneperioderne
Der tilbydes erstatning til kunder, hvis aktiekøb opfylder alle betingelserne i punkt 2, men som ikke har modtaget et af Roskilde Banks kampagnebreve, jf. punkt 2.2, hvis det kan lægges til grund, at kunden har foretaget aktiekøbet gennem Roskilde Bank på baggrund af en tilsvarende anbefaling fra banken i perioden.
…
7. Suspension af forældelse
Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet har forud for denne aftale indgået en suspensionsaftale med tillæg, jf. bilag 7. For alle kunder, som er omfattet af suspensionsaftalen, er det aftalt, at alle frister for forældelse, passivitet og reklamation suspenderes yderligere i 24 uger efter denne aftales underskrivelse og i øvrigt på de i suspensionsaftalen anførte vilkår. Det gælder både for kunder, som tilbydes erstatning, og for kunder, som ikke tilbydes erstatning i medfør af denne aftale.
For følgende kunder kan der blive tale om yderligere suspension:
For kunder, som tilbydes erstatning efter punkt 2 eller punkt 3, eller som har klaget til Forbrugerombudsmanden, Finansiel Stabilitet og/eller Pengeinstitutankenævnet inden denne aftales indgåelse, er det aftalt, at fristen i henhold til suspensionsaftalen udløber tidligst 12 uger efter Finansiel Stabilitets udsendelse af brev til de pågældende kunder. Det gælder, selvom det fører til en suspension på mere end 24 uger efter denne aftales indgåelse, men kan ikke medføre suspension på mere end 42 uger efter denne aftales indgåelse. …”
Af den som bilag 7 til forligsaftalen vedlagte suspensionsaftale af 17. december 2010 fremgår bl.a.:
”… 2. Ny Roskilde Bank erklærer herved over for Forbrugerombudsmanden, at alle frister for forældelse og passivitet, herunder i relation til eventuel manglende reklamation, suspenderes indtil den 1. januar 2012 for private kunders krav om erstatning, tilbagebetaling og andre beføjelser, der udspringer af Gammel Roskilde Banks salg af egne aktier, herunder i forbindelse med Gammel Roskilde Banks administration af kunders midler, i perioden 1. januar 2006 til den 24. august 2008 …”
Suspensionsaftalen blev løbende forlænget.
Den 24. februar 2014 sendte Finansiel Stabilitet klageren et brev, hvoraf fremgik, at han ikke var berettiget til erstatning efter forligsaftalen. I øvrigt fremgik bl.a.:
”…
Forældelse og klagevejledning
Deres eventuelle krav mod Finansiel Stabilitet bliver som udgangspunkt forældet 12 uger fra datoen for dette forligstilbud. Hvis De ikke ønsker at acceptere dette forligstilbud, har De mulighed for at indbringe sagen for domstolene eller klage til Finansiel Stabilitet eller Pengeinstitutankenævnet. Det skal ske inden 12 uger fra datoen for dette forligstilbud, da Deres krav ellers vil kunne være forældet. Hvis De inden da gør indsigelse over for Finansiel Stabilitet, vil der dog tidligst indtræde forældelse 14 dage efter datoen for Finansiel Stabilitets brev med svar herpå.
…”
Den 9. maj 2014 sendte Finansiel Stabilitet klageren et supplerende genberegningsbrev, hvoraf ligeledes fremgik, at han ikke var berettiget til erstatning efter forligsaftalen. Af brevet fremgik, at ny frist for accept/indsigelse var den 1. august 2014, og der blev i brevet i øvrigt henvist til det tidligere brev af 24. februar 2014 for en nærmere beskrivelse af bl.a. forældelse.
Den 9. juli 2014 sendte klagerens advokat en indsigelsesblanket underskrevet af klageren samt et brev til Finansiel Stabilitet, hvori han gjorde indsigelse mod ”erstatningsopgørelsen”, hvorefter klageren ikke havde krav på erstatning for aktiekøbet i 2006.
Af indsigelsesblanketten fremgik blandt andet:
”…
Blanketten skal underskrives, dateres og være Finansiel Stabilitet i hænde senest den 1. august 2014, da Deres krav ellers vil være forældet. Finansiel Stabilitet skal således have modtaget enten Deres accept eller Deres indsigelser senest den 1. august 2014. Hvis De har gjort indsigelse, vil der tidligst indtræde forældelse 14 dage efter datoen for Finansiel Stabilitets brev med svar på Deres indsigelse.
…”
Finansiel Stabilitet svarede på klagerens indsigelse ved en e-mail sendt til klagerens advokat fredag den 19. december 2014. Heraf fremgik, at Finansiel Stabilitet fandt, at klageren ikke var omfattet af forligsaftalen, idet han ikke havde modtaget et personligt rettet kampagnebrev eller anden tilsvarende anbefaling fra banken i 2006. Af brevet fremgik endvidere:
”…
2.2 Klageadgang og forældelse
…
For god ordens skyld skal jeg henlede opmærksomheden på, at forældelse vedrørende forhold omkring aktiekøb foretaget i perioden 1. januar 2006 til 26. august 2008 indtræder 14 dage efter datoen for nærværende besvarelse, med mindre sådanne krav allerede var forældet forud for indgåelse af den suspensionsaftale, der er indgået mellem Finansiel Stabilitet og Forbrugerombudsmanden. Det påhviler din klient selv at afbryde frister for forældelse m.v., såfremt din klient ønsker at gå videre med sagen.
…”
Ved et klageskema dateret lørdag den 3. januar 2015 sendte klageren en klage elektronisk til Ankenævnet. Klagen blev registreret modtaget i Ankenævnet mandag den 5. januar 2015.
Parternes påstande
Klageren har nedlagt påstand om, at han skal stilles, som om han var omfattet af forligsaftalen og have erstattet 60 % af sit tab på investeringen i Roskilde Bank aktier i august 2006
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at hans køb af Roskilde Bank aktier i august 2006 skete efter telefonisk henvendelse fra hans daværende bankrådgiver i Roskilde Bank medio august 2006. Bankrådgiveren oplyste, at det ville være særdeles fordelagtigt for klageren at købe aktier i Roskilde Bank. Da han ikke havde midler til at købe aktier, blev han ligeledes tilbudt et lån til aktiekøbet.
Klagerens daværende bankrådgiver har i juni måned 2014 oplyst, at han i den pågældende periode var i kontakt med mange af sine kunder om køb af aktier, og at han ikke kan afvise, at han ligeledes tog kontakt til klageren.
Da klagerens daværende bankrådgiver rettede telefonisk henvendelse til klageren i august 2006, fik klageren ikke tilsendt et kampagnebrev i 2006. Han er dog omfattet af forligsaftalens pkt. 3.1, idet han købte aktierne på baggrund af en tilsvarende anbefaling som i kampagnebrevet fra Roskilde Bank i kampagneperioden.
Det bestrides, at kravet er forældet.
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har anført, at det af klageren rejste krav er forældet.
Klagerens eventuelle krav er omfattet af den treårige forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1.
Forældelsesfristen løber fra rådgivningstidspunktet, subsidiært senest fra det tidspunkt, hvor Roskilde Bank blev nødlidende, hvilket skete den 24. august 2008.
Klagerens eventuelle krav forældedes med udløbet af suspensionsfristen den 20. maj 2014. I forbindelse med fremsendelsen af det supplerende genberegningsbrev af 9. maj 2014 til klageren, blev forældelsesfristen forlænget til den 1. august 2014. Klageren sendte den 9. juli 2014 en indsigelsesblanket samt et brev til Finansiel Stabilitet, der fredag den 19. december 2014 besvarede og afviste klagerens indsigelse. Af brevet fremgik, at krav vedrørende forhold omkring aktiekøb bl.a. i august 2006 indtrådte 14 dage efter datoen for bevarelsen til klageren. Afbrydelse af forældelsesfristen skulle således senest ske fredag den 2. januar 2015.
Klagen blev indbragt for Pengeinstitutankenævnet mandag den 5. januar 2015 og er dermed forældet.
Ankenævnets bemærkninger
Den 31. august 2006 købte klageren 205 stk. aktier i Roskilde Bank til kurs 1.216 for 249.280 kr.
Det følger af forældelseslovens § 3, stk. 1, at forældelsesfristen for klagerens eventuelle erstatningskrav er tre år. Efter forældelseslovens § 3, stk. 2 skal forældelsesfristen, hvis fordringshaveren er ubekendt med kravet, regnes fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til kravet. Forældelsesfristen kan afbrydes ved foretagelse af retslige skridt og kan afbrydes foreløbigt ved indgivelse af klage til Ankenævnet.
Ankenævnet finder, at forældelsesfristen senest løb fra den 24. august 2008, hvor Roskilde Bank oplyste, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Efter den treårige forældelsesfrist var klagerens erstatningskrav derfor forældet senest den 24. august 2011.
Den 17. december 2010 indgik Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet imidlertid en suspensionsaftale, hvorefter forældelsesfristen for private kunders krav om erstatning vedrørende gammel Roskilde Banks salg af egne aktier blev suspenderet. Aftalen blev løbende forlænget. I forligsaftalen af 2. december 2013 mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet blev det aftalt, at forældelsesfristen var suspenderet i 24 uger efter forligsaftalens underskrivelse, hvilket vil sige frem til den 20. maj 2014.
Aftalen mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet om suspension af forældelsen medførte, at forældelsesfristens udløb i den foreliggende sag var udskudt i suspensionsperioden.
Klageren modtog den 24. februar 2014 et brev fra Finansiel Stabilitet og senere et supplerende genberegningsbrev, hvoraf fremgik, at han ikke var berettiget til erstatning efter forligsaftalen for aktiekøbet i august 2006. Det fremgik endvidere heraf, at fristen for indsigelse var den 1. august 2014.
Klageren gjorde indsigelse over for Finansiel Stabilitet den 9. juli 2014, og Finansiel Stabilitets svar på indsigelsen var dateret fredag den 19. december 2014. Heraf fremgik, at forældelse vedrørende forhold omkring aktiekøb bl.a. i august 2006 indtrådte 14 dage efter datoen for bevarelsen til klageren.
Afbrydelse af forældelsesfristen skulle således senest ske fredag den 2. januar 2015.
Klagerens eventuelle erstatningskrav var derfor forældet, da sagen blev indbragt for Ankenævnet mandag den 5. januar 2015.
Klageren får allerede derfor ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.