Ophør af solidarisk hæftelse for udlån.
| Sagsnummer: | 387 /1989 |
| Dato: | 31-01-1990 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Hans Rex Christensen, Peter Møgelvang-Hansen, Per Overbeck, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Udlån - bodeling, samlivsophævelse
|
| Ledetekst: | Ophør af solidarisk hæftelse for udlån. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 18. maj 1988 indgik klageren og hendes fraseparerede ægtefælle i skifteretten i Roskilde en bodelingsoverenskomst, hvorefter klagerens fraseparerede ægtefælle pr. 1. september 1987 skulle udtage den til begge ægtefællers bodel hørende faste ejendom, og således at han forpligtede sig til at underskrive fornødne gældsovertagelseserklæringer m.v. til frigørelse af klageren for det personlige gældsansvar for de indestående lån.
Bodelingsoverenskomsten blev den 6. juni 1988 tinglyst som adkomst for klagerens ægtefælle.
I forbindelse hermed drøftedes med indklagede, hos hvem ægtefællerne havde optaget et boliglån, spørgsmålet om frigørelse af klageren.
Ved skrivelse af 9. januar 1989 forespurgte klagerens daværende advokat afdelingen, om klagerens tidligere ægtefælle havde overtaget gældsansvaret for det pågældende lån, og om klageren således var frigjort for hæftelsen herfor.
Efter at afdelingen havde meddelt, at man fortsat afventede, at klagerens fraseparerede ægtefælle skulle henvende sig i afdelingen for at overtage lånet som enedebitor, anmode klagerens daværende advokat ved skrivelse af 12. januar 1989 hendes fraseparerede ægtefælle om at henvende sig i afdelingen.
Ved skrivelse af 10. februar 1989 oplyste afdelingen overfor klageren, at lånet var i restance med 2.800 kr., og ved skrivelse af 28. februar 1989 blev dette overfor klageren opsagt til fuld indfrielse med ca. 101.000 kr.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun ikke hæfter for det omhandlede lån.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse. Klageren har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at hendes daværende advokat af afdelingen telefonisk fik oplyst, at hun ville blive frigjort for det fælles boliglån, og at hun i tillid hertil optog nye lån hos indklagede. Sammenhængen imellem hendes frigørelse for det tidligere lån og hendes hæftelse for de nye lån må have været åbenbar for indklagede, når henses til hendes økonomiske formåen sammenholdt med ydelserne på de pågældende lån.
Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gjort gældende, at spørgsmålet om frigørelse af klageren for hæftelse for det tidligere fælles boliglån blev drøftet mellem afdelingen og ægtefællerne, men at det fra afdelingens side var en betingelse, at klagerens fraseparerede ægtefælle overtog gældsansvaret, førend klageren kunne frigøres fra lånet. Dette skete imidlertid aldrig, hvorfor klageren fortsat hæfter. Ved ydelse af yderligere lån til klageren havde også afdelingen som forudsætning, at klagerens ægtefælle, således som det var aftalt, ville overtage hæftelsen på det allerede eksisterende lån.
Ankenævnets bemærkninger:
Ved den den 18. maj 1988 i skifteretten i Roskilde indgåede bodelingsoverenskomst forpligtede klagerens fraseparerede ægtefælle sig bl.a. til i forbindelse med sin udtagelse af den faste ejendom at underskrive fornødne gældsovertagelseserklæringer. Denne aftale, som i givet fald kan tvangsfuldbyrdes i medfør af retsplejelovens § 532, stk. 1, 2. pkt., jf. § 528, jf. § 478, stk. 1, nr. 2, findes at indebære, at klagerens fraseparerede ægtefælle, der i forvejen som medlåntager overfor indklagede hæftede personligt for det optagne boliglån, er afskåret fra at søge regres hos klageren for betalinger på dette lån.
Da den retsposition, som indklagede ønskede at opnå, efter det anførte allerede har foreligget siden indgåelsen af bodelingsoverenskomsten, og da det må lægges til grund, at indklagede, medens lånet endnu ikke var i restance, gav klageren tilsagn om frigivelse, når denne retsposition var opnået, findes der at matte gives klageren medhold i den nedlagte påstand.
Som følge heraf
Indklagede bør anerkende, at klageren ikke hæfter for det omhandlede boliglån. Klagegebyret tilbagebetales klageren.