Spørgsmål om ret til forlængelse af kreditter, herunder uudnyttede kreditter, på uændrede vilkår.
| Sagsnummer: | 157 /2018 |
| Dato: | 29-11-2018 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, David Sander Hjortsø, Troels Hauer Holmberg og Poul Erik Jensen |
| Klageemne: |
Kassekredit - opsigelse
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om ret til forlængelse af kreditter, herunder uudnyttede kreditter, på uændrede vilkår. |
| Indklagede: | Danske Andelskassers Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører spørgsmål om ret til forlængelse af kreditter på uændrede vilkår.
Sagens omstændigheder
Ultimo 2011 flyttede klagerne H og M samt et anpartsselskab tilhørende M deres engagementer til Danske Andelskassers Bank. I forbindelse med flytningen underskrev Danske Andelskassers Bank den 11. november 2011 en såkaldt ”Engagementsetablering” (herefter engagementsetableringen) vedrørende blandt andet to fælles kreditter til klagerne på 350.000 kr. og 50.000 kr. (konto nr. -961 og -979) samt en kredit til M på 100.000 kr. (konto nr. -987) (herefter tilsammen kreditterne). Ifølge engagementsetableringen var debetrentesatsen for kreditterne Cibor3 med et fast tillæg på 3,75 procentpoint, mens kreditrenten var Cibor3. I engagementsetableringen var følgende anført ud for hver af kreditterne:
”Kassekredittens løbetid forlænges tidligst pr. 1.12. 2016.
Kunden har ret til fremtidige forlængelser af kassekreditten, og forlængelser sker på uændrede vilkår og uden udgifter for kunden. Fremtidige forlængelser ønskes af kunden, medmindre kunden skriftligt har meddelt, at forlængelse ikke ønskes. …
Rentesatser er variable rentesatser, der reguleres i forhold til den af Danmarks Nationalbank offentliggjorte CIBOR-rentesats med løbetid på 3 måneder …
Rentereguleringer på de CIBOR 3 baserede rentesatser, sker på en sådan måde, at pengeinstituttets tillæg/fradrag i forhold til Nationalbankens CIBOR 3 rentesats er fast. Tillægget/fradraget kan derfor ikke over tid ændres til ugunst for kunden. …”
Af engagementsetableringen fremgik endvidere blandt andet:
"FORRANG
Såfremt der måtte være vilkår og betingelser i de af Andelskassen udarbejdede dokumenter mv. vedrørende nærværende engagement, herunder i kredit- og lånedokumenter og generelle forretningsbetin-gelser, der strider mod indholdet i nærværende aftale, skal de i nær-værende aftale beskrevne vilkår og betingelser have forrang, og så-ledes være de gældende."
Klagerne indgik herefter separate aftaler om kreditterne med ensartede vilkår. Klagerne har fremlagt en af disse, ”Kreditaftale Forbruger” vedrørende M’s kredit med sammen med bankens generelle betingelser, der var gældende for aftalen. Af aftalen fremgik blandt andet:
”… Kreditten er gældende indtil videre.
Genforhandling
Jeg aftaler den videre afvikling eller indfrielse med Danske Andelskassers Bank A/S den 01.01.2017. …
Rente og provision
Rente og provision er variabel og fastsættes til enhver tid af Danske Andelskassers Bank A/S, jf. Danske Andelskassers Bank A/Ss ”Almindelige forretningsbetingelser og særlige bestemmelser for lån og kreditter – forbruger”. Den årlige rente er variabel og udgør p.t. 5,195 % …
Opsigelse
… Danske Andelskassers Bank A/S kan opsige kreditten med 3 måneders varsel og forlange, at jeg betaler det skyldige beløb inklusive rente, provision og eventuelle andre omkostninger pr. opsigelsesdagen. Danske Andelskassers Bank A/S kan i særlige tilfælde opsige kreditten uden varsel. Ved Danske Andelskassers Bank A/Ss opsigelse har jeg krav på en saglig begrundelse. …
Særlige betingelser
Rentevilkår: uanset hvad der iøvrigt er anført på dette dokument, er følgende rentevilkår gældende: Renten er variabel og reguleres i forhold til Cibor 3 renten Tillæg/fradrag er fast. Debetrenten er lig med Cibor3 + 3,75 %-points. Kreditrenten er lig med Cibor3. …”
Af bankens Almindelige forretningsbetingelser – Privatkunder og Særlige bestemmelser for lån og kreditter - Privatkunder pr. 30. juni 2017 fremgik blandt andet:
”1.3 Ændring af variable rentesatser og priser med 1 måneds varsel
Danske Andelskassers Bank A/S kan i løbende aftaleforhold med 1 måneds varsel, sætte rentesatser ned på indlån og op på lån og kreditter, samt sætte sine priser op, hvis
* der sker ændringer i de forhold, som individuelt blev lagt til grund ved fastsættelsen af dine rente- og prisvilkår, eller
* Danske Andelskassers Bank A/S ændrer sin generelle rente- og prisfastsættelse af forretningsmæssige grunde, f.eks. for at øge indtjeningen eller opnå en mere hensigtsmæssig anvendelse af Danske Andelskassers Bank A/Ss ressourcer eller kapacitet.
… Danske Andelskassers Bank A/S kan af samme årsager indføre nye priser i løbende aftaleforhold, men med et varsel på 3 måneder. … Løbende aftaleforhold omfatter indgåede aftaleforhold, f.eks. en aftale om en konto eller aftale om netbank. …
12. Ændring af de almindelige forretningsbetingelser
Danske Andelskassers Bank A/S kan ændre de Almindelige forret- ningsbetingelser uden varsel, når det er til fordel for dig. Ellers vil ændringer ske med 2 måneders varsel. …
1.2. Ændring af variable rentesatser og priser med 1 måneds varsel
Danske Andelskassers Bank A/S kan med 1 måneds varsel sætte rentesatser op på lån og kreditter, samt sætte sine priser op, hvis
* der sker ændringer i de forhold, som individuelt blev lagt til grund ved fastsættelsen af dine rente- og prisvilkår, eller
* Danske Andelskassers Bank A/S ændrer sin generelle rente og prisfastsættelse af forretningsmæssige grunde, f.eks. for at øge indtjeningen eller opnå en mere hensigtsmæssig anvendelse af Danske Andelskassers Bank A/Ss ressourcer eller kapacitet. …
Danske Andelskassers Bank A/S kan af samme årsager indføre nye priser med et varsel på 3 måneder. Nye priser er priser for ydelser, som Danske Andelskassers Bank A/S ikke tidligere har taget betaling for. …
6. Opsigelse og indfrielse
Danske Andelskassers Bank A/S kan opsige lån og kreditter med 3 måneders varsel og forlange betaling af det skyldige beløb, herunder påløbne renter og omkostninger. Ved Danske Andelskassers Bank A/Ss opsigelse har du krav på en saglig begrundelse på papir eller elektronisk. …”
Ved et brev til klagerne af 30. november 2017 fremsendte banken nye kreditaftaler gældende for fem år. Renten var variabel og udgjorde for tiden 3,44 % p.a. Renten kunne reguleres i overensstemmelse med bankens ”Vilkår for kreditaftalen”, der svarende til den ovenstående bestemmelse i pkt. 1.2 i bankens Almindelige forretningsbetingelser – Privatkunder og Særlige bestemmelser for lån og kreditter - Privatkunder pr. 30. juni 2017.
Ved en e-mail af 14. december 2017 meddelte klagerne, at de ikke kunne acceptere de fremsendte kreditaftaler. Klagerne anførte, at de havde ret til forlængelse af kreditterne på uændrede vilkår uden omkostninger, at aftalerne skulle udarbejdes, så der ikke var ændringer vedrørende afvikling og genforhandling, og at de særlige betingelser skulle fremgå af de nye aftaler. Ved en e-mail af 27. december 2017 anførte banken, at det ikke fremgik af aftalerne i forbindelse med etableringen af engagementet, at forlængelse af kreditterne skulle ske på uændrede vilkår. Banken anmodede klagerne om at sende eventuelt andet materiale eller aftaler til banken vedrørende forlængelse af kreditterne.
Den 29. december 2017 var den fælles kredit nr. -961 udnyttet med ca. 67.000 kr. mens de to andre kreditter var uudnyttede.
Den 3. januar 2018 sendte klagerne kopi af engagementsetableringen til banken og fastholdt, at de ikke kunne acceptere de fremsendte kreditaftaler. Ved et brev til klagerne af 23. januar 2018 meddelte banken, at kreditterne skulle anses for ophørt, og at træk på kreditterne skulle være fuldt indfriede med tre måneders varsel, pr. 30. april 2018. Ved breve til klagerne af 30. januar 2018 og 8. februar 2018 fastholdt banken opsigelsen.
Parternes påstande
Den 4. maj 2018 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Andelskassers Bank skal opretholde kreditterne på uændrede vilkår og friholde dem for eventuelle omkostninger forbundet med opsigelsen og nedskrivningen af kreditterne.
Danske Andelskassers Bank har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært at kreditterne retableres i mindre omfang end krævet af klagerne.
Parternes argumenter
Klagerne har anført, at det udtrykkeligt fremgik af engagementsetableringen, at de havde ret til fremtidige forlængelser af kreditterne på uændrede vilkår, og at forlængelse som udgangspunkt ønskes, medmindre de skriftligt har meddelt, at forlængelse ikke ønskes. Banken har anført, at de måtte indse, at der skulle ske ”noget” med kassekreditterne efter den 1. januar 2017. Der var allerede ved etableringen taget højde for, hvad der skulle ske på dette tidspunkt. I forbindelse med deres overvejelser omkring skifte af pengeinstitut, ønskede de at undgå uvished om vilkårene for en eventuel forlængelse. Dette var årsagen til, at vilkåret om, at ”Kassekredittens løbetid forlænges tidligst pr. 1. 12. 2016. Kunden har ret til fremtidige forlængelser af kassekreditten, og forlængelser sker på uændrede vilkår og uden udgifter for kunden”. De havde ret til at kræve kreditterne opretholdt, så længe de overholdt de øvrige betingelser. Dette blev modsvaret af en pligt for banken til at opretholde kreditterne på de aftalte vilkår. Retten til forlængelse ville savne mening, såfremt banken blot på tidspunktet for forlængelsen kunne nægte at forlænge, med mindre de accepterede nye, forringede vilkår.
Engagementsetableringen var tillagt forrang frem for øvrige aftaledokumenter.
De har en sund økonomi og har i hele aftaleperioden overholdt samtlige vilkår.
Banken har, som begrundelse for at afvise opretholdelsen af kreditterne, henvist til Ankenævnets afgørelse i sag 127/2012. Sag 127/2012 adskiller sig ved, at det netop ikke var aftalt, at engagementet ikke kunne opsiges, eller at kunden havde en ret til løbende forlængelse af engagementet på de aftalte vilkår.
Banken tilkendegav ikke, at den var indstillet på at afvente Ankenævnets afgørelse. De var derfor nødsaget til at finde anden finansiering for ikke at have misligholdte kreditter hos banken. Dette medførte betydelige omkostninger. Tabet kan endnu ikke opgøres endeligt, da ekstraomkostningerne blandt andet afhænger af de faktiske træk på kreditterne. I første omgang bedes Ankenævnet tage stilling til, hvorvidt bankens afvisning af at opretholde kreditterne var uberettiget, med den konsekvens at kreditterne skal retableres, og at banken er erstatningsansvarlig, i det omfang de har lidt et økonomisk tab som følge heraf.
Danske Andelskassers Bank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at der blev indgået tidsbegrænsede aftaler vedrørende kreditterne. Der var ikke aftalt uopsigelighed i engagementsetableringen. Ifølge engagementsetableringen kunne kreditterne tidligst forlænges den 1. december 2016. Af kreditaftalerne fremgik, at kreditterne skulle genforhandles senest den 1. januar 2017. Klagerne måtte åbenlyst have en forventning om, at der skulle ske noget efter den 1. december 2016. Banken var herefter berettiget til at forlange genforhandling eller om nødvendigt opsige de enkelte dele af aftalen, herunder vilkåret om kreditternes fortsættelse på uændrede vilkår og ret til forlængelse af rentevilkårene.
Der var ikke tale om førtidig opsigelse. Vilkåret omkring klagernes ret til forlængelse af kreditterne fremgik ikke af kreditaftalerne eller af bankens generelle betingelser. En samlet fortolkning må føre til, at banken kunne kræve genforhandling af vilkårene for kreditterne. Retten til at ændre på vilkårene i løbende aftaler følger af bankens generelle forretningsbetingelser. Den 27. december 2017 fastholdt banken kravet om genforhandling, der blev endeligt afvist af klagerne den 3. januar 2018. Banken har berettiget afvist at opretholde kreditterne, da klagerne afviste at forhandle nye vilkår med banken.
Kreditaftalerne, som blev indgået individuelt mellem klagerne og banken, havde forrang. Spørgsmålet om engagementsetableringens forrang har ikke afgørende betydning, idet engagementsetableringen ikke var uopsigelig, jf. Ankenævnets afgørelser nr. 245/2015 og 127/2012. Som det mindre i det mere var vilkåret om ret til forlængelse af kreditterne på uændrede vilkår ikke uopsigeligt. Banken var berettiget til at opsige denne del af det samlede aftalekompleks. Banken forsøgte at forhandle om nye vilkår. Klagerne ønskede ikke at aftale nye vilkår. Banken var herefter berettiget til at opsige kreditterne generelt. Kreditterne blev sat til indfrielse tre måneder efter, at forhandlingsforsøgene måtte anses for afsluttede.
Banken kan ikke tage stilling til klagernes krav om erstatning, før dette er dokumenteret. Banken har ikke tilkendegivet ikke at ville afvente Ankenævnets afgørelse. Klagerne har ikke forespurgt banken om dette. Tværtimod indfriede klagerne kreditterne og indbragte først efterfølgende sagen for Ankenævnet.
Danske Andelskassers Bank har til støtte for den subsidiære påstand anført, at det er i overensstemmelse med God skik for finansielle virksomheder at opsige en uudnyttet kredit med baggrund i, at et pengeinstitut vil nedbringe sin risiko. Det fremgår således af Vejledning til bekendtgørelse nr. 330 af 7. april 2016 om god skik for finansielle virksomheder, at det vil være en saglig begrundelse at opsige en uudnyttet kreditfacilitet, at et pengeinstitut vil nedbringe sine risici eller ændre sin forretningsmodel. På tidspunktet for meddelelse om nedskrivning af kreditterne havde klagerne kun udnyttet én kredit med 67.000 kr. Hvis banken måtte blive pålagt at retablere alle klagernes kreditter, ville banken være berettiget til at opsige den uudnyttede del af disse. Banken kan alene tilpligtes at retablere kredit nr. -961 med 70.000 kr. Rentevilkårene for en kredit indgår i bankens samlede risikoprofil. Banken har gennem hele forløbet fastholdt retten til at genforhandle rentevilkårene og dermed ændre på denne risikoprofil. Sagen drejer sig ikke om overholdelse af en indgået aftale men om bankens ret til at opsige en uudnyttet kredit. Opsigelsen fandt først sted efter de 1. december 2016, hvor klagerne måtte forvente, at ”noget skulle ske”.
Ankenævnets bemærkninger
Ultimo 2011 flyttede klagerne H og M deres engagementer blandt andet bestående af to fælles kreditter og en kredit til M til Danske Andelskassers Bank. I forbindelse hermed underskrev banken en engagementsetablering, hvoraf fremgik, at kreditternes ”løbetid forlænges tidligst pr. 1.12. 2016.”, at klagerne havde ret til fremtidige forlængelser af kreditterne på uændrede vilkår, og at vilkårene i engagementsetableringen havde forrang forud for andre dokumenter. Klagerne underskrev separate kreditaftaler vedrørende kreditterne, hvoraf fremgik, at parterne skulle aftale den videre afvikling eller indfrielse af kreditterne den 1. januar 2017. Debetrentesatsen for kreditterne blev aftalt til Cibor3 med et fast tillæg på 3,75 procentpoint. Den 30. november 2016 sendte banken nye kreditaftaler med ændrede vilkår til klagerne, der afviste aftalerne. Banken opsagde herefter kreditterne med tre måneders varsel.
Ankenævnet finder, at banken efter ordlyden af engagementsetableringserklæringen som udgangspunkt må anses at have forpligtet sig til at forlænge kreditterne på uændrede vilkår. Det er ikke aftalt, med hvilken periode kreditten kunne forlænges efter den 1. december 2016. Ankenævnet finder derfor, at banken med et rimeligt varsel efter den 1. januar 2017 kunne stille krav om genforhandling af vilkårene. Ankenævnet finder, at de af banken stillede vilkår var rimelige. Da klagerne ikke ønskede at acceptere de ændrede vilkår, var banken berettiget til at opsige kreditterne med et passende varsel. Ankenævnet finder, at det meddelte varsel på tre måneder var rimeligt.
Klagerne får derfor ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klagerne får ikke medhold i klagen.