Krav om bortfald af kautionsforpligtelser m.m.
| Sagsnummer: | 36/1999 |
| Dato: | 07-07-1999 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Leif Nielsen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
|
| Ledetekst: | Krav om bortfald af kautionsforpligtelser m.m. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmål om hæftelse i henhold til kaution for henholdsvis en kassekredit og en garanti, om hæftelse for et lån samt vedrørende nogle posteringer på klagerens løbende konto hos indklagede, som ifølge klageren var uberettigede.
Sagens omstændigheder.
Ved kassekreditkontrakt af 24. marts 1998 ydede indklagede klagerens sønner en kassekredit (kontonr. -145) på 750.000 kr. til driften af en virksomhed, som sønnerne drev i interessentskabsform. Ved underskrivelse af kassekreditkontrakten påtog klageren sig selvskyldnerkaution for kassekreditten begrænset til 500.000 kr.
Klagerens engagement med indklagede bestod bl.a. af et lån på oprindelig 250.000 kr. etableret den 23. september 1997 med en ydelse på 8.000 kr. (kontonr. -056). Endvidere var klageren kontohaver i henhold til en konto vedrørende en virksomhed, E, (kontonr. -092) og en løbende konto (kontonr. -971) fælles med ægtefællen.
Klageren har anført, at det var en forudsætning for kautionen, at interessentskabet overtog lånet (-056) og kontoen vedrørende E (-092).
Den 3. april 1998 blev kontoen vedrørende E (-092), vedrørende hvilken sønnerne havde haft fuldmagt, indfriet og opgjort, idet der blev overført 236.697,51 kr. fra kassekreditten (-145).
Den 11. maj 1998 underskrev klageren som håndpantsætter/kautionist en regaranti vedrørende en garanti på 130.000 kr., som indklagede på foranledning af sønnerne stillede over for et selskab.
Den 29. juni og 31. august 1998 deltog klageren i møder hos henholdsvis indklagede og interessentskabets revisor vedrørende bl.a. interessentskabets økonomi.
Indklagede har anført, at klageren under mødet hos revisoren gav udtryk for, at han ville hjælpe interessenterne med såvel kontante indskud som kaution, idet han bad om yderligere kapitaltilførsel i kraft af banklån. Klageren har bestridt, at han skulle have givet udtryk for vilje til at tilføre yderligere kapital.
Ved skrivelse af 2. november 1998 til indklagede meddelte klageren, at han og ægtefællen alene "fra d.d." havde fuldmagt til kontonr. -971. Skrivelsen bærer overskriften: "Vedr. fuldmagt til konto nr. (-971)."
Ved skrivelse af 14. december 1998 opsagde indklagede interessenternes engagement. Gælden i henhold til kassekreditten var 1.030.960 kr. Hertil kom garantien på 130.000 kr., som blev gjort gældende for det fulde beløb. Klageren fik ved skrivelse af s.d. meddelelse om opsigelsen.
Ved skrivelse af 14. januar 1999 fra indklagedes advokat blev klageren anmodet om at indfri kautionen for kassekreditten inden 5 dage.
Den 22. januar 1999 fremsendte advokaten rentepåkrav vedrørende kautionsforpligtelsen på 500.000 kr.
Under sagen har klageren gjort indsigelse mod 65 posteringer i perioden 1. april til 1. december 1998 på kontonr. -971. Posteringerne vedrører 38 indbetalinger på i alt 180.920 kr. og 27 udbetalinger på i alt 312.012,24 kr. (difference 131.092,24 kr.). Indklagede har redegjort for samtlige posteringer.
Indbetalingerne er sket ved overførsel fra andet pengeinstitut, indbetalinger via PBS og indbetalinger i indklagedes døgnboks. Indklagede har anført, at man har været uden indflydelse på, at kontoen blev anvendt til kreditering af de pågældende beløb.
Udbetalingerne vedrører hovedsagelig betalingsservice, hævninger ved dankort og månedlige ydelser vedrørende tre lån, herunder et billån til klagerens svigerdatter, et lån i et finansieringsselskab og et SU-lån. For så vidt angår svigerdatterens lån har indklagede anført, at overførslerne er aftalt i forbindelse med etableringen af lånet, og at overførslerne har fundet sted siden den 1. december 1997. Vedrørende de to øvrige lån har indklagede anført, at overførslerne beror på PBS-aftaler, og at man er uden indflydelse på disse og de øvrige overførsler via betalingsservice og dankort.
For så vidt angår en hævning på 11.097,19 kr. den 9. juni 1998 til dækning af forbrugsafgift for vand og el har indklagede anført, at betalingen skulle have været hævet på konto -092. Da denne konto var opgjort, blev man af klageren eller fuldmagtshaverne anmodet om at gennemføre betalingen via konto -971. Klageren, der har henvist til, at det af betalingsoversigten pr. 1. juni 1998 fremgik, at beløbet ville blive hævet på -092, har anført, at beløbet skulle have været hævet på kassekreditten.
Vedrørende en overførsel på 100.000 kr. til kassekreditten den 19. juni 1998 har indklagede anført, at man den 18. juni 1998 havde nægtet at honorere en check på 72.124,26 kr. på kassekreditten på grund af overtræk. Klageren anmodede om overførslen på de 100.000 kr., således at checken kunne genfremsendes til indløsning. Checken blev på baggrund af overførslen indløst den 2. juli 1998.
Vedrørende en overførsel til kassekreditten den 26. august 1998 på 150.000 kr. har indklagede anført, at klageren telefonisk anmodede herom. Baggrunden var en forespørgsel fra interessentskabets revisor, om checks ville blive honoreret, såfremt det medførte overtræk, hvortil man meddelte, at sådanne checks ikke ville blive honoreret. Det blev aftalt, at revisoren skulle kontaktes, før man eventuelt afviste checks. Da man den følgende dag kontaktede revisoren, blev man henvist til klageren, som anmodede om overførsel af 150.000 kr. fra sin konto til kassekreditten. Klageren har anført, at han havde konstateret, at lån nr. -056 ikke som aftalt var blevet indfriet i forbindelse med, at han påtog sig kautionsforpligtelsen, men at der i stedet var blevet afdraget på lånet ved træk på kassekreditten. Han anmodede derfor indklagede om at overføre 150.000 kr. til indfrielse af lånet. Efterfølgende viste det sig, at indklagede i stedet havde overført beløbet til nedbringelse af kassekreditten. På et fremlagt udbetalingsbilag er anført: "Overført til "Good Guys" iflg. aftale pr. tlf.".
På de fremlagte kontoudskrifter vedrørende konto -971 er E's navn anført i rubrikken "Kontoform".
Parternes påstande.
Den 25. januar 1999 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hæftelsen i henhold til kautionsforpligtelserne er bortfaldet, at hæftelsen for lån nr. -056 med restgæld på 156.454 kr. er bortfaldet, og at tilbageføre de af ham anførte fejlposteringer på konto -971.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede burde have gjort ham opmærksom på, at man betragtede interessentskabets virksomhed som særdeles risikofyldt, og have frarådet ham at kautionere. Han er førtidspensionist, og virksomheden blev drevet alene af sønnerne, som af hensyn til hans helbred har undladt at informere om de negative økonomiske forhold. Da han påtog sig kautionen, var det en klar forudsætning, at sønnerne skulle overtage lånet på oprindelig 250.000 kr. (-056) og kontoen vedrørende E (-092). Indklagede forpligtede sig til at påse, at betingelserne for kautionen blev overholdt. Efterfølgende har han konstateret, at lånet ikke blev indfriet som aftalt. Da han underskrev som kautionist på regarantien, var det en klar aftale og en forudsætning for garantistillelsen i det hele taget, at hans forpligtelse i alt maksimalt måtte udgøre 500.000 kr. Det bestrides, at der er givet fuldmagt til kontonr. -971, som er hans og hans ægtefælles private løbende konto. Baggrunden for skrivelsen af 2. november 1998 var, at han var blevet opmærksom på adskillige fejlposteringer, hvorfor han over for indklagede ville understrege, at alene han og ægtefællen havde råderet over kontoen. Han kan generelt ikke anerkende indklagedes forklaringer til fejlposteringerne, som han anser for et forsøg på at fralægge sig ansvaret for, at der uberettiget er blevet disponeret over midlerne på kontoen. Den private konto er fejlagtigt betegnet med navnet på E, der var kontohaver for kontonr. -092, hvilket har været en medvirkende årsag til forvirringen omkring hele engagementet. Fejlen blev ikke rettet af indklagede, selv om han allerede i marts 1998 anmodede herom.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen må anses som erhvervsmæssig. Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at klageren udover kautionen for kassekreditten begrænset til 500.000 kr. har kautioneret for regarantien på 130.000 kr., og at forpligtelserne ikke er bortfaldet. Det fremgår tydeligt af dokumenterne, at der er tale om to forskellige kautionsforhold. Klageren er blevet orienteret om interessentskabets økonomiske situation på flere møder med indklagede og andre involverede. Klageren har således haft alle nødvendige informationer for at bedømme sine kautionsforpligtelser. Det afvises, at der er foretaget fejlposteringer på de af klageren fremlagte kontoudskrifter. Transaktionerne er foretaget på grundlag af instruktion fra kontohaver eller fuldmagtshaver, eller foretaget uden at indklagede har haft indflydelse på fremgangsmåden.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Efter Ankenævnets faste praksis medfører det forhold, at en kaution er afgivet for et erhvervsmæssigt mellemværende, ikke, at Ankenævnet ikke har kompetence til at behandle en klage fra kautionisten. Nærværende klage falder derfor ikke uden for Ankenævnets kompetence.
Det findes ikke godtgjort, at det var en betingelse for klagerens kaution for interessentskabets kassekredit, at han blev frigjort for hæftelsen i henhold til lån nr. -056. Det findes heller ikke godtgjort, at det var en betingelse for klagerens kaution for regarantien, at hans samlede forpligtelse blev begrænset til 500.000 kr.
Herefter og da klageren heller ikke i øvrigt har godtgjort omstændigheder vedrørende stiftelsen af kautionsforpligtelserne eller efterfølgende forhold, der kan medføre, at han ikke er bundet af disse, finder Ankenævnet ikke grundlag for at anse klagerens forpligtelser som kautionist for kassekreditten og regarantien og som debitor for lån nr. -056 for bortfaldet, hverken helt eller delvist.
Klagerens skrivelse af 2. november 1998 til indklagede må forstås som en anerkendelse af, at hans sønner indtil denne dato havde haft fuldmagt vedrørende konto -971. Der må endvidere lægges vægt på, at klageren ikke i forbindelse med modtagelsen af kontoudskrifterne gjorde indsigelse mod posteringerne. På denne baggrund og efter indklagedes redegørelse for de omhandlede posteringer finder Ankenævnet det ikke godtgjort, at disse beror på fejl eller i øvrigt er uberettigede. For så vidt angår det beløb på 150.000 kr., som blev hævet den 26. august 1998, lægger Ankenævnet efter det foreliggende til grund, at det blev aftalt med klageren, at beløbet skulle indsættes på interessentskabets kassekredit.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.