Spørgsmål om transaktion gennemført i Tyrkiet, bedrageri m.m.
| Sagsnummer: | 73/2004 |
| Dato: | 05-10-2004 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Tina Dhanda, Karen Frøsig, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Betalingstjenester - notabetalinger
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om transaktion gennemført i Tyrkiet, bedrageri m.m. |
| Indklagede: | BG Bank, Nordea, PBS |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører transaktioner, som klagerne ved hjælp af deres Visa/Dankort gennemførte under deres ferieophold i Tyrkiet, hvor transaktionerne ifølge klagerne fik et andet indhold end det af dem forudsatte, hvorved der blev hævet for store beløb på deres konti.
Sagens omstændigheder.
Klagerne under denne sag er A, dennes sønner B og C samt C's samleverske D. Klagerne var fra den 15.-22. juni 2003 på charterferie i Tyrkiet. Klagerne A og B er kunder hos indklagede 2, mens klagerne C og D er kunder hos indklagede 1.
Klagerne har anført, at de under opholdet var udsat for bedrageri i forbindelse med veksling af beløb, hvor de anvendte deres Visa/Dankort. Af en redegørelse sendt til rejseselskabet den 28. juli 2003 fremgår:
"Den 15. juni 2003 deltager vi i Apollo's velkomstmøde på Truva Beach Restaurant. Derefter - på vej hjem til hotellet Cinar Garden - bliver vi 3 familier enig om, at vi skal hæve lidt Tyrkiske Lire. Hele familien har fået den opfattelse af guiden (….), at vi kan hæve penge på Postel Office, der ligger umiddelbart før Truva Beach Restaurant - lige overfor et sted, hvor de solgte Rafting ture.
Så [A], vores 2 sønner [B og C], går ind for at hæve:
[A]: 300.000.000 + gebyr 15.000.000 = 315.000.000
[C]: 300.000.000 + gebyr 15.000.000 = 315.000.000
[B]: 200.000.000 + gebyr 10.000.000 = 210.000.000
Der bliver udleveret henholdsvis 2 x 300.000.000 og 1 x 200.000.000.
Fredag den 20. juni 2003, hæver [C] samme sted 100.000.000, som er hævet OK.
Samme aften, har hele familien bestilt bord på Truva Beach Restaurant, for at fejre, at hele familien med børn, svigerdatter og børnebørn, har haft en dejlig ferie. Da vi skal betale på Truva, opdager [C], at han ikke har sit Visa-dankort og bliver lidt vred på sin kæreste, da hun har været nede og handle hos den lokale købmand ved vores hotel. Han mener, at hun eventuelt har fået taget hans Visa-dan-kort der. Da vi forlader Truva - er der nogen, som tilkalder [C's] opmærksomhed. Det er det sted (Post Office), hvor vi alle har hævet kontanter på 3 Visa-dankort. De har [C's] Visa-dankort - og han får kortet udleveret - og hele familien kan slappe af - og har det godt."
Under sagen er fremlagt kopi af de af A, B og C underskrevne notaer vedrørende de tre hævetransaktioner, hvilke kopier efter det oplyste er rekvireret fra Tyrkiet af indklagede 3. Notaernes beløbsangivelse er:
Nota vedr. A's transaktion: 3.150.000.000 TRL
Nota vedr. B's transaktion: 2.150.000.000 TRL
Nota vedr. C's transaktion: 3.150.000.000 TRL
Notaerne angiver samme betalingsmodtager, (et tyrkisk navn, navnet på et hotel og navnet på en bar.
Transaktionerne blev hævet på klagernes respektive konti med henholdsvis 14.342,18 kr., 9.789,11 kr. og 14.342,18 kr.
Den 23., 24. og 25. juni 2003 underskrev A, B og C indsigelsesblanketter vedrørende de tre transaktioner. Klagernes indsigelse var begrundet i, at beløbsangivelserne på notaerne var ukorrekte, da transaktionerne angik veksling af 315.000.000 TRL 210.000.000 TRL og 315.000.000 TRL.
Af sagen fremgår, at der den 24. juni 2003 blev hævet yderligere modværdien af 500.000.000 TRL på C og D's konto hos indklagede 1. Beløbet, 2.292,31 kr., er efterfølgende genindsat på kontoen.
Klagerne har anført, at klager A rettede henvendelse til indklagede 3, der på vegne af de danske pengeinstitutter forestår afvikling af transaktionerne til udlandet. Indklagede 3 meddelte blot klager A, at han havde underskrevet notaen vedrørende de 3.150.000.000 "og DET er så DET". Senere henvendte A's ægtefælle sig til indklagede 3, der fortsat var meget afvisende.
Ved skrivelse af 21. august 2003 bekræftede rejseselskabet over for klagerne, at stedet, hvor de omstridte transaktioner var foretaget, var et vekselkontor og ikke en bar.
Ved skrivelse af 28. oktober 2003 meddelte indklagede 1 klagerne C og D, at indsigelsen vedrørende transaktionen den 15. juni 2003 ikke kunne tages til følge.
Ved skrivelse af 10. februar 2004 rettede klager D henvendelse til indklagede 1 med anmodning om en revurdering af sagen. Klager D anførte bl.a.:
"Da vi gik ind på vekselkontoret for at veksle penge, undrede vi os over bagefter om der ikke var et nul for meget, og gik efterflg. ind og spurgte ekspedienten om der ikke var et nul for meget hvorefter han afviste det, og da det var gældende på alle vores kvitteringer, slog vi det hen med at det så nok var os der ikke var så stærke i kursen.
Derudover glemte min kæreste [C] vores Visakort på vekselkontoret. I den mellemliggende tid på et par timer til vi opdagede at Visakortet var væk, havde ekspedienten forfalsket [C's] underskrift, og hævet yderligere et par tusind, som vi dog har fået dækket, men det understreger jo kun yderligere at han har været i ond tro."
Parternes påstande.
Klagerne har den 2. marts 2004 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at de indklagede tilpligtes at erstatte dem "de penge vi er blevet snydt for".
De indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at de omhandlede transaktioner fandt sted på et vekselkontor og ikke i en bar. De ønskede at hæve for ca. 1.500 kr. henholdsvis ca. 1.000 kr. I forbindelse med vekslingen spurgte de, om de kunne få kvittering på udbetaling af pengene, men det var ikke muligt.
Rejsearrangøren har efterfølgende bekræftet, at der er tale om et vekselkontor og ikke en bar.
I maj 2004 var de på ny på ferie i den by, hvor ferien i 2003 fandt sted. Det kontor, som i 2003 havde været et vekslingskontor, var nu et kontor med salg af ture for turister. De kontaktede en af charterselskabets guider, der fandt ud af, at navnet anført på notaerne fra hævninger er en person, der ejer et vekslingskontor og muligvis også en bar.
Indklagede 1 har anført, at det omstridte beløb tydeligt fremgår af notaer for transaktionen, og at klager C med sin underskrift har godkendt dette.
Det påhviler klageren at kontrollere, at notabeløbet var i overensstemmelse med det udbetalte beløb, jf. indklagedes regler for Visa/Dankort.
Klagerne har i øvrigt oplyst, at de var opmærksomme på uoverensstemmelsen mellem beløbet på notaen og det udbetalte beløb, men at de "slog det hen med at det så nok var os der ikke var så stærke i kursen".
Indklagede 2 har anført, at de beløb, der er hævet på klager A og B's konti er i overensstemmelse med beløbene anført på de fremlagte notaer, der er underskrevet af klagerne.
På det foreliggende grundlag har det ikke været muligt at tilbageføre de omtvistede beløb over for betalingsmodtagerne.
Klagerne bærer selv ansvaret for at sammenligne størrelsen af beløbene på notaerne med de udbetalte beløb.
Klagerne burde ligeledes sikre sig og efterfølgende have beholdt en kopi af notaerne med henblik på efterfølgende kontrol, jf. herved indklagedes regler for Dankort og Visa/Dankort.
Klagerne bærer selv risikoen for de omstændigheder, hvorunder betalingerne blev foretaget.
Hvis klagerne kan sandsynliggøre, at det hævede beløb er større end det udbetalte, kan det ikke udelukkes, at klagerne har krav på tilbagebetaling af differencen. Dette krav skal imidlertid gøres gældende direkte over for indløseren.
Indklagede 3 har anført, at indklagede er et 100% ejet datterselskab i PBS-koncernen. Indklagede er udelukkende leverandør af edb-relaterede ydelser til pengeinstitutsektoren, hvilket betyder, at indklagede agerer i egenskab af databehandler. Indklagede foretager autorisationer og flytter data fra kortindløsere til kortudstedere m.v., men disse forhold er ikke baseret på aftale med kortholder, men med kortudsteder og kortindløsere.
Af Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 1 fremgår, at Ankenævnet behandler klager over danske pengeinstitutter og deres herværende datterselskaber. Da indklagede ikke er et pengeinstitut eller datterselskab af et pengeinstitut, har Ankenævnet ikke kompetence til at behandle en klage mod indklagede.
Klager vedrørende transaktioner skal rettes til kortudsteder, som behandler klagen, eventuelt efter via indklagede 3 at have indhentet oplysninger om f. eks. udenlandske transaktioner. Den endelige vurdering af sagen påhviler pågældende kortudsteder.
Indklagede 3 er derfor ikke rette indklagede.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder, at indklagede 3, der er et aktieselskab ejet af en koncern, som ejes af de danske pengeinstitutter i forening, må anses for omfattet af udtrykket "danske pengeinstitutter og deres herværende datterselskaber" i vedtægternes § 2, stk. 1, 1. pkt., og at nævnet derfor har kompetence til at behandle klager over indklagede 3. Visa/Dankort udstedes af pengeinstitutterne, mens indklagede 3 handler som selvstændig medhjælper for disse, bl.a. ved gennemførelse af indsigelsessager over for udenlandske betalingsmodtagere/indløsere. Kundeforholdet består således mellem kortindehaveren og det udstedende pengeinstitut, og klager må derfor i almindelighed rettes mod dette. Det forhold, at der ikke består noget egentligt kundeforhold mellem kortindehaveren og indklagede 3, udelukker imidlertid ikke, at Ankenævnet kan behandle klager over indklagede 3, som støttes på, at der er begået fejl af denne. Der henvises til Ankenævnets afgørelse af 12. marts 1997 i sag nr. 489a/1996.
Indklagede 3's påstand om frifindelse allerede som følge af, at indklagede 3 ikke er rette indklagede, tages derfor ikke til følge.
Det må lægges til grund, at klagerne A, B og C ved transaktionerne i Tyrkiet den 15. juni 2003 underskrev notaer vedrørende hævning på deres konti af henholdsvis 3.150.000.000 TRL, 2.150.000.000 TRL og 3.150.000.000 TRL. Det må endvidere lægges til grund, at PBS på denne baggrund ikke over for indløseren har mulighed for at tilbageføre nogen del af beløbene. Klagerne må derfor henvises til at gøre deres indsigelse om, at de kun har fået væsentligt mindre beløb udbetalt, gældende direkte over for indløseren.
Klagernes påstande kan derfor ikke tages til følge over for nogen af de indklagede.
Klagen tages ikke til følge over for nogen af de indklagede.