Afgørelse

Klage fra privatskiftende arvinger over livrente tegnet af 80-årig.

Sagsnummer:	15 /1999
Dato:	18-05-1999
Ankenævn:	Peter Blok, Jette Kammer Jensen, Ole Just, Ole Reinholdt, Ole Simonsen
Klageemne:	Forsikring - tegning af livrente Rådgivning - pensionsforhold
Ledetekst:	Klage fra privatskiftende arvinger over livrente tegnet af 80-årig.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:	OF
Senere dom:
	Pengeinstitutter

---

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig ansvar i forbindelse med tegning af to livrenter i 1995.

Sagens omstændigheder.

Klageren i denne sag er de privatskiftende arvinger efter A, der i en længere årrække frem til 1996 var kunde i indklagedes Østerbro afdeling. A var født i marts 1915 og døde den 23. september 1998.

I 1993 indskød A 60.900 kr. på en livrente med garantiperiode på 2 år og udbetaling over 5 år, første gang den 1. januar 1994. Livrenten blev via indklagede tegnet i et forsikringsselskab, der er ejet af indklagede.

Den 7. juli og 20. november 1995 indskød A via indklagede henholdsvis 31.200 kr. og 32.000 kr. på to nye livrenter i samme forsikringsselskab. Livrenterne blev tegnet uden garantiperiode og med en udbetalingsperiode på 10 år. Udbetaling blev påbegyndt henholdsvis den 1. august 1995 og 1. januar 1996. Pr. 1. januar 1998 udgjorde den årlige udbetaling på de to livrenter henholdsvis 4.989 kr. og 5.083 kr.

Indklagede har oplyst, at der i bankens systemer er indlagt en speciel spærring, når der indgives begæring om tegning af en livrente til en kunde over 80 år. Formålet er at sikre, at den ekspederende medarbejder får givet de fornødne oplysninger til kunden.

I forsikringsbegæringerne af henholdsvis 7. juli og 20. november 1995 har den ekspederende medarbejder underskrevet følgende erklæring dateret samme dag: "Jeg har vejledt ved tegningen efter [indklagedes forsikringsselskabs] retningslinier."

Der er endvidere fremlagt et internt notat af 20. november 1995 udarbejdet af den ekspederende medarbejder i forbindelse med tegningen af livrenten denne dag. Af notatet fremgår:

"Kunden er underrettet om 10-års udbetaling og der ikke er garantiperiode.

Midlerne forsvinder ved død.

Kunden har accepteret dette."

Indklagede har oplyst, at A opnåede skattemæssigt fradrag for indskuddene på livrenterne, og at udbetalingerne er blevet beskattet som personlig indkomst. Fra livrenten tegnet i 1993 har A fået udbetalt i alt 70.435 kr. Fra livrenterne tegnet i 1995 er der udbetalt henholdsvis 15.831 kr. og 14.116 kr.

I oktober 1998 rettede A's datter henvendelse til Forbrugerombudsmanden om bl.a. livrenterne tegnet i 1995.

Efter høring af parterne meddelte Forbrugerombudsmanden ved skrivelse af 28. december 1998 til indklagede bl.a. følgende:

"Jeg skal hertil bemærke, at investering i livrenter må anses for en langsigtet investering. Dette gælder særligt de livrenter, der blev tegnet i 1995, hvor kunden var fyldt 80 år, og livrente således ikke længere kan oprettes med garantiperiode, der sikrer, at udbetalingerne tilfalder arvingerne i tilfælde af kundens død. Udbetalingsperioden for disse livrenter var 10 år.

Det er min vurdering, at et pengeinstitut bør være yderst tilbageholdende med at tegne livrenter til personer i denne aldersgruppe. Hvis en kunde i denne aldersgruppe på trods af bankens fraråden fortsat ønsker at tegne en livrente, bør pengeinstituttet sikre sig, at oplysningerne om ufordelagtigheden ved investeringen er givet skriftligt, og at kunden ligeledes skriftligt har accepteret dette. Det er således ikke tilstrækkeligt, at pengeinstituttet i et internt arbejdsdokument noterer, at kunden er blevet rådgivet i overensstemmelse med generelle retningslinier.

3. De etiske retningslinjer for bankrådgivning.

De pågældende investeringer er foretaget i perioden 1989 - 1995. Forbrugerombudsmandens retningslinjer om etik i bankrådgivningen, der er forhandlet med bl.a. Finansrådet, trådte i kraft den 1. oktober 1994.

...

Det er klart, at jeg ikke har mulighed for at tage stilling til, om [indklagede] har givet en forsvarlig rådgivning, idet rådgivningen i det alt væsentlige har været mundtlig.

Når man ser på hændelsesforløbet under ét, det vil sige den rådgivning, der har fundet sted ved såvel aktiekøb som livrentetegning, finder jeg det ønskeligt, om banken havde benyttet en bedre for form for skriftlighed i rådgivningen.

I tilfælde, hvor der senere kan opstå tvivl om den foretagne rådgivning samt om et pengeinstituts uvildighed, bør pengeinstituttet sikre sig, at rådgivningen er givet skriftligt. Jeg finder derfor, at det havde været mere hensigtsmæssigt, om det i større omfang var blevet nedfældet skriftligt, hvad kunden var blevet rådgivet om, og at kunden skriftligt havde accepteret at have modtaget denne rådgivning."

Af et fremlagt notat om livrenter af 29. marts 1999 udarbejdet af Forsikring og Pension fremgår bl.a., at den gennemsnitlige restlevetid for en kvinde på 80 år er 8,81 år.

Parternes påstande.

Den 12. januar 1999 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at annullere livrenterne, der blev tegnet i 1995 og udbetale restbeløbet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at A efter sin ægtefælles død i 1981 ikke kunne overskue sin økonomi og ikke havde forståelse herfor. Fra 1996 var A heller ikke i stand til at administrere den daglige økonomi, idet hun havde problemer med f.eks. at gå på posthuset og betale et girokort. A var autoritetstro og stolede 100% på personer, som hun havde fattet tillid til, herunder ansatte hos indklagede. Det var en yngre medarbejder hos indklagede, der forestod tegningen af livrenterne, og vedkommende har på grund af sin unge alder formentlig ikke haft fornemmelse for, hvor lidt A forstod. A har aldrig nævnt noget om retsvirkningerne af hendes livrenter, det "niveau" fandtes ikke i hendes bevidsthed. Ved tegningen af livrenterne i 1995 var A fyldt 80 år. Alene på grund af alderen måtte det anses for sandsynligt, at A ikke ville leve i hele udbetalingsperioden på 10 år. Indklagede har derfor handlet uetisk og uansvarligt ved at medvirke til oprettelsen af livrenterne. Størrelsen af A's øvrige formue er sagen uvedkommende. Indklagede måtte ved tegningen indse, at livrenterne ikke var et relevant produkt for A, og at indskuddene efter al sandsynlighed ville tilfalde indklagede selv.

Indklagede har anført, at livrenterne blev oprettet på foranledning af A, som ønskede at få det skattemæssige fradrag, som tegningen indebar. Medarbejderne i afdelingen, som gennem en årrække havde kendt A, karakteriserede A som en bestemt og fornuftig person, som kun disponerede efter fornøden orientering og overvejelse. A blev rådgivet om konsekvenserne ved at tegne livrenterne, herunder at livrenterne på grund af hendes alder ikke kunne tegnes med garantiperiode, og at der således ikke ville komme noget beløb til udbetaling, såfremt hun døde før udbetalingsperiodens udløb. A erklærede, at hun var fuldt ud klar over dette. Livrenten var det eneste forsikringsprodukt, hvormed A kunne opnå det ønskede skattemæssige fradrag. Livrenter oprettes endvidere uden afgivelse af helbredsoplysninger og er derfor attraktive for specielt ældre mennesker. Et af de grundliggende principper ved livrenter er, at forrentningen bl.a. opnås ved, at de forsikrede får del i de forsikringsindbetalinger, der ikke kommer til udbetaling, når andre livrentekunder dør. Den del af A's indskud, der ikke er kommet til udbetaling, tilfalder derfor ikke selskabet, men de øvrige livrentekunder. Man formidler normalt ikke livrenter for personer, der er ældre end 80 år, medmindre kunden selv udtrykker ønske herom og har et klart formål med oprettelsen. Indskuddene på livrenterne skete efter A's eget ønske og udgjorde kun en relativ mindre del af A's samlede formue på ca. 900.000 kr.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Når henses til det oplyste om den særlige spærring, der er indlagt i indklagedes system, til de erklæringer, der af indklagedes medarbejdere er afgivet på forsikringsbegæringerne af 7. juli og 20. november 1995, samt til det notat, der er udarbejdet af den ekspederende medarbejder i forbindelse med den sidstnævnte begæring, finder Ankenævnet det godtgjort, at de ekspederende medarbejdere har givet A fyldestgørende rådgivning om de retsvirkninger, der var forbundet med oprettelsen af livrenterne, herunder om, at der ikke ville komme noget beløb til udbetaling til hendes arvinger, hvis hun døde inden udbetalingsperiodernes udløb. Det kan herefter ikke i den foreliggende sag tillægges betydning, at oplysningerne ikke er givet skriftligt og med kundens skriftlige bekræftelse heraf, selv om det som anført af Forbrugerombudsmanden må anses for rigtigst at benytte denne fremgangsmåde i tilfælde som det foreliggende.

Ankenævnet finder det ikke sandsynliggjort, at A - som tidligere havde tegnet en livrente - ikke forstod de oplysninger, hun fik.

A var på tegningstidspunktet fyldt 80 år, og udbetalingsperioderne var på 10 år. Uanset disse omstændigheder finder Ankenævnet ikke grundlag for at tilsidesætte forsikringaftalerne som urimelige, jf. aftalelovens § 36.

Som følge af det anførte

Klagen tages ikke til følge.