Rådgivning ved geninvestering i ScandiNotes II Senior 2012, IV Mezzanine og V Junior 2015 obligationer, der tidligere var indkøbt til klagerens kapitalpensionsdepot af banken i henhold til en formueplejeaftale.
| Sagsnummer: | 659 /2009 |
| Dato: | 02-07-2010 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Hans Daugaard, Troels Hauer Holmberg, Peter Stig Hansen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Rådgivning ved geninvestering i ScandiNotes II Senior 2012, IV Mezzanine og V Junior 2015 obligationer, der tidligere var indkøbt til klagerens kapitalpensionsdepot af banken i henhold til en formueplejeaftale. |
| Indklagede: | DiBa Bank |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne sag vedrører DiBa Banks rådgivning af klageren i forbindelse med ophør af en formueplejeaftale tilknyttet klagerens kapitalpensionsmidler, der var investeret i bl.a. ScandiNotes IISenior 2012,IVMezzanine ogVJunior 2015 obligationer.
Sagens omstændigheder.
Klageren, der er født i 1939, er kunde i DiBa Bank.
Den 14. marts 2005 indgik klageren en formueplejeaftale med banken til afløsning af en tidligere aftale om formuepleje vedrørende hendes kapitalpension. Klageren valgte en middel risikovillighed, og aftalen forpligtede banken til at investere klagerens midler i bl.a. individuelle danske obligationer/obligationsbaserede investeringsforeninger, udenlandske obligationer i investeringsforeninger, aktieindekserede obligationer og danske samt nordiske aktier. Midlerne skulle som hovedregel placeres med en lille overvægt i obligationer. Banken har oplyst, at den i henhold til aftalen bl.a. indkøbte tre typer ScandiNotes obligationer til klagerens depot.
Den 13. december 2007 indgik klageren en ny formueplejeaftale med banken til afløsning af aftalen fra 2005. Af aftalen fremgår:
"…
Investeringsprofil
DiBa Banks rådgivning sker i overensstemmelse med min investeringsprofilaftale, hvoraf min risikovillighed fremgår.
(1-3 = lav risiko, 4-7 = mellem risiko, 8-10 = høj risiko)
Risikovillighed: 3
Formålet med denne investering er: Kapitalpension, med en tidshorisont på 1 år.
Investeringsstrategi
På baggrund af modtagne oplysninger, herunder gældende Investeringsprofil, er der udarbejdet en investeringssammensætning.
Denne investeringssammensætning anvendes til PENSIONSMIDLER (3034). Risikotal 3-4, moderat lav risikovillighed. Ønsker et forholdsvis sikkert og jævnt afkast og vil kun løbe begrænset risiko og accepterer kun mindre udsving i formuen.
…"
Klageren har oplyst, at hun i forbindelse med et møde i banken den 19. juni 2008 - et ½ år før hun fyldte 70 år - valgte at ophæve sin kapitalpension og opsige formueplejeaftalen.
Den 2. juli 2008 solgte klageren i forbindelse med ophævelsen af kapitalpensionen det tilknyttede depots beholdning af ScandiNotes II Senior obligationer for ca. 137.000 kr., ScandiNotes IV Mezzanine obligationer for ca. 36.000 kr. og ScandiNotes V Junior for ca. 42.000 kr. Klageren genkøbte samtidigt obligationerne til et frit depot. Banken har anført, at klageren forinden var blevet rådgivet om den til obligationerne tilknyttede risiko, hvilket klageren bestrider. I bankens brev af 3. juli 2009 til Ankenævnet er anført bl.a.:
"…
Da kapitalpensionen ophæves, køber klager som nævnt af egen frie vilje Scandinotes obligationerne over i eget åbent depot.
Finanskonsulenten, der har talt med klager i forbindelse med ophævelsen af kapitalpensionen forklarer hændelsesforløbet således:
"[Klageren] ønskede at realisere sin kapitalpension og det blev ved samme lejlighed drøftet, hvorvidt hun ønskede at sælge det hele eller om hun ønskede at bibeholde papirerne. Det var [klagerens] eget valg at bibeholde obligationerne og sælge aktierne.
Ved samme lejlighed har hun også fået rådgivning om, at der her var tale om ansvarlig indskudskapital, hvilket hun også bekræfter. Jeg har dog i sagens natur ikke sagt til hende, at hun havde en risiko på kr. 40.000 kr. – eller hvad beløbet bliver ved nøjagtig beregning.
Hun ønskede at minimere sin risiko, men ville stadig gerne beholde obligationerne. Dog har jeg ved lejligheden også præciseret, at obligationerne aldrig er mere sikker end instituttet som udgiver, hvilket jeg slet ikke er i tvivl om".
…"
Ved mail af 3. maj 2009 anmodede klageren banken om at erstatte et tab på ca. 40.000 kr. ved investeringen i ScandiNotes V Junior.
Ved mail af 15. juni 2009 afviste banken klagen.
Ved mail af 16. juni 2009 fastholdt klageren sin klage og udvidede den til også at omfatte ScandiNotes II Senior og IV Mezzanine obligationerne.
Ved mail af 17. juni 2009 fastholdt banken sin afvisning af klagen.
Banken har oplyst, at der pr. 3. juli 2009 er konstateret nedskrivninger på både ScandiNotes II Senior, IV Mezzanine og V Junior obligationerne.
Parternes påstande.
Klageren har den 22. juni 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at DiBa Bank tilpligtes at tilbagekøbe hendes ScandiNotes obligationer til anskaffelseskurserne den 2. juli 2008.
DiBa Bank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.
Parternes argumenter.
Klageren har bl.a. anført, at hun valgte at ophæve sin kapitalpension et ½ år, før hun fyldte 70 år, da aktiekursernes fald skræmte hende.
Hun gjorde banken opmærksom på, at hun var meget lidt risikovillig.
Banken oplyste om ScandiNotes obligationerne kun, at de var udstedt af banker. På denne baggrund - og henset til, at der var tale om obligationer, som tidligere af banken i henhold til formueplejeaftalen var indkøbt til hendes kapitalpensionsdepot med en risikovillighed på 3 - anså hun en investering i ScandiNotes obligationer for ret sikker, hvorfor hun genkøbte værdipapirerne til sit frie depot.
Hun erindrer ikke, at hun skulle være blevet oplyst om, at der "var tale om ansvarlig indskudskapital", som påstået af banken. Måske blev denne information ikke afgivet af banken, eller også gav udsagnet ikke nogen selvstændig betydning for hende i relation til risikoens størrelse herunder, at dette betød høj risiko.
Ved ophævelse af kapitalpensionen og realisation af værdipapirer var det hensigten at nedbringe risikoen ved porteføljen og kun fastholde obligationerne, som hun - også henset til det beskedne afkast - anså for lige så sikre som realkreditobligationer.
Bankens rådgiver var bekendt med hendes hensigt og ønsker, hvorfor hun burde være blevet rådgivet i overensstemmelse hermed.
Der foreligger ikke divergerende forklaringer om hændelsesforløbet, omend dette sikkert er oplevet forskelligt afhængigt af, om man er bankrådgiver eller forbruger.
DiBa Bank har til støtte for frifindelsespåstanden bl.a. anført, at formueplejeaftalerne gav banken fuldmagt - og en forpligtelse - til at handle værdipapirer på klagerens vegne indenfor den valgte investeringsstrategi.
Banken har investeret midlerne i overensstemmelse med formueplejeaftalerne.
Klageren blev i forbindelse med genkøbet af ScandiNotes obligationerne rådgivet om, at der "her var tale om ansvarlig indskudskapital" og at "obligationerne aldrig er mere sikker end instituttet som udgiver". Klageren ønskede, at rådgiveren skulle bekræfte, at investering i ScandiNotes obligationer var uden risiko, hvilket blev tydeligt afvist. Rådgiveren foreslog klageren at indsætte sine midler på en konto, hvilket hun ikke ønskede.
Banken afviser, at risikoen på ScandiNotes obligationer svarer til risikoen på aktier.
På investeringstidspunktet anså markedet investering i ScandiNotes obligationer for at indebære en lav risiko.
Investering i realkreditobligationer kan heller ikke anses for værende fuldstændig uden risiko.
Til støtte for afvisningspåstanden har banken anført, at en afklaring af sagens forhold kræver afhøring af parter og vidner, hvilket ikke kan ske for Ankenævnet.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ifølge klagerens gengivelse af forløbet i forbindelse med ophævelse af kapitalpensionen blev hun orienteret om, at ScandiNotes var udstedt af banker. På baggrund heraf burde klageren indse, at disse obligationer var forbundet med en vis risiko, og at de ikke kunne sammenlignes med almindelige stats- og realkreditobligationer. På baggrund heraf finder Ankenævnet det ikke godtgjort, at DiBa Bank har handlet ansvarspådragende for så vidt angår ScandiNotes Senior obligationerne.
Vedrørende Scandinotes Junior og Mezzanine obligationerne bemærker Ankenævnet, at det i overensstemmelse med redegørelsen fra banken vedrørende rådgivningsforløbet lægges til grund, at banken ikke rådgav klageren om den særlige risiko, som er forbundet med disse ScandiNotes obligationer.
Denne særlige risiko udspringer af, at den samlede mængde af ScandiNotes obligationer er rangordnet i to, tre eller fire kategorier. Dette indebærer at tab, der opstår som følge af manglende betalingsevne hos et af de låntagende pengeinstitutter, i første række skal bæres af indehavere af Junior obligationerne. Værdien af eventuelle Mezzanine obligationer påvirkes, hvis det samlede tab ikke alene kan bæres af Junior obligationerne. Værdien af Senior og eventuelt Super Senior obligationer påvirkes, hvis det samlede tab ikke alene kan bæres af Junior og eventuelle Mezzanine og Senior obligationer.
Ankenævnet finder, at banken begik en ansvarspådragende fejl ved at undlade at rådgive klageren om denne særlige risiko forud for hendes beslutning om at genkøbe ScandiNotes Mezzanine og Junior obligationer, som banken i henhold til formueplejeaftalen havde investeret en del af klagerens midler i under kapitalpensionen.
Der er ikke grundlag for, at banken skal dække noget rentetab, eller at klageren skal refundere eventuel modtaget rente af obligationerne, idet forrentningen af disse papirer ikke skønnes at afvige væsentligt fra den forrentning, klageren ellers kunne have opnået.
Som følge heraf træffes følgende
a f g ø r e l s e :
Såfremt klageren inden 8 uger fra denne afgørelse fremsætter anmodning herom, skal DiBa Bank inden 4 uger af klageren genkøbe ScandiNotes IVMezzanine ogVJunior 2015 obligationer. Genkøbet skal ske til den kurs, til hvilken klageren den 2. juli 2008 erhvervede obligationerne, og kursværdien skal beregnes af den oprindelige nominelle værdi, hvis denne måtte være blevet nedskrevet.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.