Rådgivning vedrørende investering i Roskilde Bank aktier.
| Sagsnummer: | 467/2008 |
| Dato: | 29-03-2010 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Hans Daugaard. Carsten Holdum, Ole Jørgensen og Karin Sønderbæk. |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Rådgivning vedrørende investering i Roskilde Bank aktier. |
| Indklagede: | Roskilde Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører, om Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar overfor klagerne i forbindelse med deres investering i bankens aktier.
Sagens omstændigheder.
Klagerne under denne sag er ægtefællerne M og H, der er kunder i Roskilde Bank.
Af sagen fremgår, at begge klagere i juli 2005 til hvert af deres pensionsdepoter købte 59 Roskilde Bank aktier til kurs 684, svarende til et afregningsbeløb på hver 40.356 kr.
I løbet af 2005 købte klagerne endvidere til et fælles frit depot 50 Roskilde Bank aktier.
Af årsoversigter pr. 31. december 2005 fremgår, at M da havde 64 Roskilde Bank aktier i sit pensionsdepot, mens H havde 85 Roskilde Bank aktier i sit pensionsdepot. I det fælles fri depot lå 50 Roskilde Bank aktier.
Roskilde Bank har oplyst, at M og H i forbindelse med en aktieemission i marts 2007, solgte tegningsretter tildelt deres aktier i Roskilde Bank.
I december 2007 blev der for hver af klagerne udfærdiget en investeringsprofil.
I september 2008 rettede klagerne henvendelse til Roskilde Bank og klagede over mangelfuld rådgivning i forbindelse med deres køb af Roskilde Bank aktierne. Klagerne fandt rådgivningen vildledende. Ved brev af 21. oktober 2008 afviste Roskilde Bank klagen.
Parternes påstande.
Klagerne har den 14. november 2008 indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår klagernes påstand således, at de ønsker Roskilde Bank pålagt at betale erstatning.
Roskilde Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at de umiddelbart efter et salg af en ejendom på anbefaling af bankens medarbejder købte Roskilde Banks egne aktier. Købet skete på et tidspunkt, hvor banken internt vidste, at økonomien skrantede.
Banken har ydet fejlagtig og mangelfuld rådgivning i forbindelse med deres køb og bevarelse af Roskilde Bank aktierne.
Bankens rådgivning om køb af aktierne var aggressiv. De blev ringet op med opfordring til at tegne aktier.
Banken havde en særlig interesse i at sælge aktierne til dem, men de blev ikke oplyst tilstrækkeligt om risikoen.
På et tidspunkt i 2007, hvor kursen var faldende, ønskede de at sælge aktierne, men bankens medarbejder oplyste, at kursen ville stige igen, hvorfor det ville være en fordel at vente med at sælge. De spurgte direkte, hvad der skete, hvis banken gik fallit, hvortil medarbejderen oplyste, at der ville opstå en ny bank med et andet navn, og at aktierne ville blive flyttet direkte med. Medarbejderen nævnte eksempler på sådanne tidligere hændelser.
Den risikoprofil, der blev udfærdiget i december 2007, blev udfærdiget under tvang, idet de fik at vide, at en sådan skulle udfærdiges.
Da det i pressen på et tidspunkt kom frem, at banken havde for store udlån, spurgte de om betydningen af dette og blev forsikret, at det intet betød, da banken var i vækst og udvikling.
Roskilde Bank har anført, at der ikke er ydet fejlagtig eller mangelfuld rådgivning i forbindelse med klagernes aktiekøb. Klagerne bør være bekendt med, at der er risiko forbundet med investering i aktier.
Klagernes risikovillighed er i overensstemmelse med de udarbejdede investeringsprofiler, der viser en risikovillighed på mellemrisiko og høj risiko.
Den af klagerne refererede samtale med hensyn til, hvad der ville ske, hvis banken gik fallit, kan ikke genkendes.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder ikke, at klagerne har godtgjort sådanne omstændigheder i forbindelse med Roskilde Banks rådgivning af dem om køb af bankens aktier, at banken kan gøres erstatningsansvarlig for deres tab i forbindelse med deres investering. Herved bemærkes, at klagerne måtte indse, at bankens rådgivning beroede på forventninger til den fremtidige kursudvikling, som kunne vise sig ikke at holde stik, og at de selv måtte tage beslutningen om investering i aktierne og bære risikoen herved.
Som følge heraf træffes følgende
">a f g ø r e l s e :Klagen tages ikke til følge.