Flytning af løsøreejerpantebrev til nyt pant samtidig med pengeinstitutskift.
| Sagsnummer: | 584 /1995 |
| Dato: | 29-08-1996 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Inge Frølich, Peter Stig Hansen, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Stempel - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Flytning af løsøreejerpantebrev til nyt pant samtidig med pengeinstitutskift. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Til finansiering af klagerens køb af en bil ydede indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut, i maj 1992 klageren et lån på 220.217,42 kr. Til sikkerhed for lånet fik indklagede håndpant i et samtidig oprettet løsøreejerpantebrev på 218.208,80 kr. med pant i den købte bil.
I november 1994, hvor restgælden på lånet var ca. 105.000 kr., ønskede klageren at skifte bilen ud med en ny bil. Indklagede tilbød på dette tidspunkt ikke nyudlån, hvorfor klageren indgik aftale om finansiering med et andet pengeinstitut.
Indklagede tilbød at frigive løsøreejerpantebrevet mod betaling af 100.000 kr., hvorpå det blev aftalt, at indklagede skulle modtage salgssummen på 85.000 kr. direkte fra forhandleren, mens klageren skulle indbetale 15.000 kr. Restgælden på lånet på ca. 5.000 kr. skulle betales af klageren den 1. december 1994.
Løsøreejerpantebrevet skulle overgives til det nye pengeinstitut og tinglyses i den nye bil, hvorved klageren kunne undgå udgifter til oprettelse af nyt løsøreejerpantebrev.
Indklagede modtog den 17. november 1994 en check på 85.588 kr. fra forhandleren.
Af en skrivelse af 28. november 1994 fra klagerens nye pengeinstitut til klageren fremgår følgende:
"Efter oplysning fra [indklagede] kan vi ikke få udleveret løsøre-ejerpantebrev kr. 218.208,80, da lån i [indklagede] ikke er fuldt indfriet.
Hvis vi ikke har modtaget løsøre-ejerpantebrevet inden fredag den 3. december 1994, ser vi os desværre nødsaget til, at fremsende det nye løsøre-ejerpantebrev kr. 150.000,- til Bilbogen med fuld stempelpligt."
Af en efterfølgende skrivelse af 30. s.m. fremgår:
"Vi har dags dato fremsendt løsøre-ejerpantebrev kr. 150.000.- til lysning i Bilbogen.
Dette skyldes, at vi ikke kan få udleveret løsøre-ejerpantebrevet i [indklagede] mod betaling af kr. 2.300, da lånet i [indklagede] ikke indfries før primo januar 1995.
Løsøre-ejerpantebrevet vi har sendt til Bilbogen, har derfor en tinglysningsafgift kr. 2.950.- ifølge lånedokumentet."
Klageren har oplyst, at der ved finansiering af den nye bil var et overskud på 2.300 kr., hvorfor det blev aftalt, at det nye pengeinstitut skulle fremsende dette beløb til indklagede, og at han selv skulle forestå fremsendelse af de resterende 13.000 kr. Hans indbetaling af 13.000 kr. på girobon til indklagede blev ved en fejl afvist, men ved genindsendelse af girobonen modtog indklagede beløbet. Det fremgår af skrivelserne fra hans nye pengeinstitut, at indklagede fejlagtigt havde oplyst, at pantebrevet først ville blive udleveret ved indfrielsen af hele lånet i januar 1995. Under en telefonsamtale den 30. s.m. erkendte indklagede, at man havde givet hans nye pengeinstitut urigtige oplysninger, og at man i overensstemmelse med aftalen ville fremsende løsøreejerpantebrevet ved modtagelsen af de 2.300 kr. Det var imidlertid på det tidspunkt for sent at afværge tinglysning af det nye løsøreejerpantebrev, idet det nye pengeinstitut havde iværksat ekspeditionen heraf.
Indklagede har oplyst, at man den 18., 23. og 28. november 1994 rykkede klageren for indbetaling af 15.000 kr. Klageren oplyste den 23. november 1994, at han havde sendt beløbet pr. giro. Den 29. november 1994 meddelte klageren, at han samme dag ville fremsende en check på 13.000 kr., og at det nye pengeinstitut ville fremsende en check på 2.250 kr. Samtidig accepterede indklagede en udskydelse af fristen for betaling af restgælden på ca. 5.000 kr. til den 1. januar 1995. Den 30. november 1994 modtog man en girobon på 13.000 kr. fra klageren. Da Girobank meddelte, at man på grund af manglende dækning ikke ville honorere girobonen, blev anmodningen fra klagerens nye pengeinstitut om udlevering af pantebrevet mod betaling af 2.300. kr. afslået. Det bestrides, at man fejlagtigt meddelte det nye pengeinstitut, at udlevering af pantebrevet forudsatte fuld indfrielse af lånet.
Løsøreejerpantebrevet blev fremsendt til det nye pengeinstitut den 13. december 1994.
Klageren undlod at indfri restgælden på lånet i januar 1995, idet han anså indklagede for erstatningsansvarlig for omkostningerne til oprettelse af løsøreejerpantebrevet.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at kreditere lånet 2.950 kr. med valør den 1. december 1994.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede på urigtigt grundlag afslog at modtage beløbet på 2.300 kr. fra hans nye pengeinstitut med henvisning til, at hele lånet skulle indfries, før løsøreejerpantebrevet kunne frigives, hvilket var i strid med det aftalte. Indklagede har telefonisk erkendt fejlen og bør godtgøre de meromkostninger, han er blevet påført som følge af fejlen. Når indklagede har omberegnet restgælden efter kreditering af omkostningsbeløbet, vil han straks indfri restgælden.
Indklagede har anført, at man var berettiget til at tilbageholde løsøreejerpantebrevet, indtil aftalen om frigivelse var opfyldt. Fra den 17. november 1994 kunne ejerpantebrevet have været udleveret, såfremt klageren havde opfyldt aftalen ved indbetaling af 15.000 kr., hvilket beløb klageren blev rykket for gentagne gange. Indklagede er uden ansvar for, at klagerens nye pengeinstitut ikke ville afvente klagerens opfyldelse af aftalen, og kan således ikke pålægges at dække klagerens udgift til oprettelse af et nye løsøreejerpantebrev.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren har ikke godtgjort, at beløbet på 13.000 kr. var kommet frem til indklagede den 30. november 1994, hvor indklagede blev anmodet om udlevering af pantebrevet.
Ankenævnet finder herefter, at indklagede var berettiget til at afslå udlevering af pantebrevet mod det nye pengeinstituts betaling af 2.300 kr., idet de aftalte betingelser for frigivelse af pantebrevet ikke derved blev opfyldt.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.