Afgørelse

Opgørelse af gæld overgivet til inkasso.

Medhold klager

Indledning.

Denne sag vedrører opgørelsen af indklagedes tilgodehavende hos klageren.

Sagens omstændigheder.

Ved kassekreditkontrakt af 20. juli 1981 blev der indgået en aftale mellem klageren og et pengeinstitut, som efterfølgende er fusioneret med indklagede, om afvikling af en kredit på 30.000 kr. ydet til klagerens personligt ejede virksomhed. Ifølge aftalen skulle kreditten nedskrives med 5.000 kr. hver den 31. december og 31. juni første gang den 31. december 1981 og indfries senest den 30. juni 1982, medmindre der blev truffet aftale om forlængelse.

Indklagede har oplyst, at kreditten som følge af misligholdelse blev opsagt den 26. marts 1982, og at sagen den 16. april 1982 blev overgivet til inkasso.

Ved skrivelse af 20. april 1982 fremsendte klageren via et andet pengeinstitut en check på 5.000 kr. til indklagede under henvisning til kreditten. I fremsendelsesskrivelsen blev det beklaget, at checken ikke var tilstillet indklagede allerede den 19. februar 1982, hvilket skyldtes en misforståelse.

Under sagen er der fremlagt et frivilligt forlig, hvorefter klageren med sin underskrift erkender at skylde indklagede et beløb i henhold til følgende opgørelse:

Gælden skulle afvikles med 4.000 kr. den 22. april 1982 og derefter med 3.000 kr. månedligt første gang den 1. juni 1982. Forliget er udarbejdet af indklagedes advokat og er dateret den 21. april 1982. Dateringsfeltet ved klagerens underskrift er ikke udfyldt.

Den 13. oktober 1982 begærede advokaten sagen foretaget i fogedretten i Store Heddinge, idet gælden af advokaten blev opgjort således:

Sagen blev på ny begæret foretaget i fogedretten den 20. januar 1983. Advokat opgjorde fordringen pr. 13. januar 1983 til 25.443,99 kr., idet de 27.137,97 blev tillagt 1.306,02 kr. i renter for perioden 13. oktober 1982 - 13. januar 1983 og fradraget en indbetaling på 3.000 kr.

Gælden blev opgjort af fogedretten i henholdsvis foråret og efteråret 1983, senest den 28. september 1983, hvor klageren afgav insolvenserklæring, og hvor gælden blev opgjort til 29.541,15 kr. svarende de 25.443,99 kr. med tillæg af renter 1.997,16 kr. og omkostninger på i alt 2.100 kr.

Den 1. november 1983 afregnede advokaten sagen over for indklagede, i hvilken forbindelse indklagede modtog 485 kr. Af afregningen fremgår, at klageren havde indbetalt 10.000 kr., hvoraf 8.000 kr. a conto var afregnet til indklagede. Omkostningerne udgjorde i alt 1.515 kr.

På baggrund af en forespørgsel fra klagerens revisor blev der i efteråret 1985 korresponderet om gælden mellem indklagede og revisoren. Revisoren meddelte, at klageren på grund af ringe indtægtsforhold ikke kunne indgå aftale om tilbagebetaling af gælden, og at "vi kan tilbyde Dem, at rette henvendelse til Dem, når indkomstsituationen forbedrer sig".

Ved skrivelse af 14. oktober 1994 rettede indklagede henvendelse til klageren om gælden. Indklagede anførte, at gælden senest var opgjort til 29.626,03 kr., hvortil kom renter.

I 1995 afslog indklagede et tilbud fra klageren om betaling af 18.000 kr. til fuld og endelig afgørelse af mellemværendet.

Ved skrivelse af 7. februar 2001 meddelte indklagede, at klagerens selvpensioneringskonto var ophævet. Indklagede foreslog, at provenuet blev anvendt til nedbringelse af gælden.

Ved skrivelse af 18. september 2001 meddelte indklagede, at man nu havde foretaget modregning i provenuet af selvpensioneringskontoen, som udgjorde 5.936,15 kr. Gælden blev herefter opgjort til 23.689,78 kr. (29.626,03 kr. - 5.936,25 kr.) med tillæg af beregnet rente for de seneste 5 år på 42.262,53 kr., i alt 65.952,31 kr.

Den 7. maj 2002 indbragte klageren sagen for Ankenævnet. I svarskrift af 13. juni 202 modtaget i Ankenævnet den følgende dag nedlagde indklagede påstand om, at klagen ikke tages til følge.

I sommeren 2002 indbragte indklagede sagen for fogedretten på Frederiksberg med henblik på foretagelse af udlæg. Sagen blev af retten udsat med henblik på forelæggelse for Ankenævnet.

Parternes påstande.

Klageren har nedlagt endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde eller nedsætte kravet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at gælden vedrører et lån, som han optog for sin tidligere ægtefælle, H, som har bopæl i England. Da H ikke betalte som aftalt, blev der indledt en fogedsag mod ham, der endte med, at han blev erklæret insolvent.

Efterfølgende hørte han ikke noget fra indklagede, og kontakten med revisoren i 1985 blev ikke fulgt op. Han håbede, at H havde betalt lånet tilbage. Såfremt gælden fremgik af årsudskrifterne fra indklagede, var han ikke bekendt hermed, idet disse sammen andet regnskabsmateriale beroede hos hans revisor.

Da gælden vedrørte penge, som han ikke selv havde fået udbetalt, opfattede han det ikke som sit eget personlige lån. Han har igennem årene haft lån til forretning, bil, lejlighed etc., hvor forpligtelserne er blevet overholdt.

Indklagede har udvist en betydelig passivitet i sagen og har tilsyneladende selv glemt den. Han er nu på efterløn og har ikke mulighed for at betale gælden.

Indklagede har ikke dokumenteret, at kravet er korrekt opgjort. I indklagedes opgørelse mangler der tilsyneladende et beløb på 3.000 kr., som han indbetalte til fogedretten.

Det fremgår ikke, at de 485 kr. fra advokaten er blevet godskrevet gælden.

Ifølge det frivillige forlig var gælden 31.659,92 kr., men ved indbringelsen af sagen for fogedretten tages der udgangspunkt i en gæld på 35.954,55 kr.

Beløbet, som blev opgjort i 1983, var ikke 29.626,03 kr., men 29.541,15 kr. Beløbet indeholder renter på 5.782,23 kr., som nu må være forældede.

Indklagede har i forbindelse med fogedsagen forhøjet sit krav fra 65.952,31 kr. til 71.207,38 kr.

Rentesatsen på 19,25% p.a. er urimeligt høj og svarer ikke til det aktuelle renteniveau.

Indklagede har anført, at kreditten af 20. juni 1981 afløste en tidligere ydet kredit, som forfaldt til fuld indfrielse den 30. juni 1981. Ved frivilligt forlig af 21. april 1982 accepterede klageren betalingen af en hovedstol på 35.954,55 kr. med en årligt rente på 19,25% p.a. beregnet fra den 16. april 1982.

Gælden er blevet nedskrevet med klagerens indbetalinger, herunder klagerens indbetaling på 3.000 kr. til fogedretten og de 485 kr., som blev afregnet fra advokaten den 1. november 1983. Gælden blev herefter opgjort til 29.626,03 kr., jf. bl.a. skrivelsen til klageren af 14. oktober 1994.

Klageren er løbende blevet informeret om gælden, ligesom både klageren og dennes revisor løbende er blevet bedt om at komme med forslag til en afviklingsordning. Klageren årligt har modtaget kontooversigter, hvoraf gælden fremgik. Klagerens revisor oplyste, at han og klageren ville rette henvendelse, når klagerens indkomstsituation blev bedre. Der er således ikke udvist passivitet fra indklagedes side.

Rentesatsen på 19,25% p.a. fremgår af det frivillige forlig. Rentesatsen svarer til den inkassorente, der normalt anvendes ved misligholdte fordringer og er i overensstemmelse med det generelle renteniveau på tidspunktet for kredittens etablering.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Hovedstolen på klagerens gæld til indklagede i henhold til kassekreditaftalen af 20. juli 1981 og det frivillige forlig af 21. april 1982 er alene omfattet af den 20-årige forældelse efter Danske Lovs 5-14-4 og er ikke forældet, idet forældelsen er afbrudt ved indklagedes henvendelser (påmindelser) til klageren om gælden, herunder henvendelsen i 1994.

På baggrund af den nævnte forældelsesregel finder Ankenævnet, at indklagedes fordring hverken helt eller delvis kan anses for bortfaldet som følge af passivitet.

Renter af gælden er omfattet af den 5-årige forældelse efter forældelsesloven af 1908. Fogedrettens opgørelser af gælden under fogedforretningerne i 1982-83 udgør ikke særlige retsgrundlag som omhandlet i dennes lovs § 1, stk. 2. Ved opgørelsen af gælden må der derfor tages udgangspunkt i det frivillige forlig af 21. april 1982, ved hvilket der blev tilvejebragt et særligt retsgrundlag, herunder også for de indtil forligstidspunktet påløbne renter.

Ifølge det frivillige forlig udgjorde gælden pr. 21. april 1982 31.659,92 kr. Det må lægges til grund, at indklagedes inkassoadvokat i 1982-83 efter forliget modtog indbetalinger fra klageren på i alt 10.000 kr., og at han efter fradrag af omkostninger afregnede 8.485 kr. til indklagede. Gælden eksklusive renter udgjorde herefter 23.174,92 kr. Den 18. september 2001 foretog indklagede modregning i klagerens selvpensioneringskonto for et beløb på 5.936,25 kr.

Ankenævnet finder, at forældelsen af renter må anses for afbrudt den 14. juni 2002, da Ankenævnet modtog indklagedes svarskrift med påstand om frifindelse, jf. Ankenævnets kendelse af 30. november 1998 i sag nr. 169/1998.

Ved opgørelsen af den aktuelle gæld må der herefter tages udgangspunkt i beløbet på 23.174,92 kr., således at der beregnes renter heraf fra den 14. juni 1997 og ved beregningen af restgæld og renter tages hensyn til betalingen af 5.936,25 kr. den 18. september 2001. Det bemærkes, at denne opgørelse forudsætter, at indklagede efter nævnets afgørelse forfølger sagen uden ufornødent ophold, idet afbrydelsen af forældelsen den 14. juni 2002 ellers ikke kan anses for opretholdt.

Den af indklagede forlangte rentesats 19,25% p.a., er i overensstemmelse med forliget af 21. april 1982, og Ankenævnet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at den overstiger det rimelige.

Som følge heraf

Indklagede skal anerkende, at kravet mod klageren skal nedsættes og opgøres som foran anført.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.