Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om gennemførte betalinger i Betalingsservice var afvist/afmeldt af kontohaver.

Sagsnummer: 161/2002
Dato: 22-10-2002
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Christian Egeskov, Inge Frølich, Karen Frøsig, Ole Simonsen
Klageemne: Betalingsservice - afmelding
Ledetekst: Spørgsmål om gennemførte betalinger i Betalingsservice var afvist/afmeldt af kontohaver.
Indklagede: BG Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav om tilbageførsel af tre betalinger gennemført via BetalingsService.

Sagens omstændigheder.

I 1999 blev klageren kunde hos indklagede, hvor der blev oprettet en lønkonto med et kreditmaksimum på 10.000 kr. og en budgetkonto. I tilknytning til kontiene blev der oprettet betalinger via BetalingsService. Af debitorreglerne for BetalingsService fremgår bl.a.:

"§ 3 Dækning på kontoen

Der skal være dækning på Deres konto på den dag, som i skyldforholdet til kreditor er defineret som betalingsdagen. Er der ikke dækning på kontoen for samtlige dagens betalinger, er Deres pengeinstitut ikke forpligtet til at gennemføre nogen af dagens betalinger.

……

§ 7 Deres afvisning af en betaling

Ønsker De, at en betaling ikke skal gennemføres, eller at en betaling skal tilbageføres, kan De få betalingen afvist, såfremt Deres meddelelse herom er kommet frem til Deres pengeinstitut senest den 7. i betalingsmåneden.

……

Afvisningen gælder kun for den konkrete betaling. Ønsker De at standse fremtidige betalinger generelt, skal De afmelde Deres betalingsaftale, se § 8.

§ 8 Deres afmelding af en betalingsaftale

Ønsker De at afmelde en betalingsaftale, skal De meddele dette til deres pengeinstitut. Afmeldingen får virkning hurtigst muligt, dog senest for betalinger, der skal finde sted på 3. ekspeditionsdag efter, afmeldingen er modtaget i Deres pengeinstitut."

Den 31. august og 1. september 2000 blev der via lønkontoen gennemført seks betalinger på i alt 10.364,92 kr. Da kontoen herved kom i overtræk, blev der den 6. september 2000 tilbageført to betalinger på i alt 4.175 kr. Kontoens saldo var herefter 10.325,41 kr. (negativ).

Ifølge betalingsoversigt af 1. oktober 2000 skulle der samme måned gennemføres fem betalinger på i alt 7.102,25 kr. via lønkontoen og en betaling på 254 kr. via budgetkontoen.

I dagene 2. og 4. oktober 2000 blev der gennemført tre adviserede betalinger på henholdsvis 856 kr., 2.160 kr. og 1.171,25 kr. via lønkontoen. Den 5. oktober 2000 blev betalingerne tilbageført.

Samme dag blev den adviserede betaling via budgetkontoen på 254 kr. (sygeforsikring) gennemført. Saldoen på budgetkontoen var herefter 2.375,75 kr. (negativ).

Den 9. oktober 2000 blev yderligere en adviseret betaling på 1.615 kr. (avisabonnement) gennemført via lønkontoen, som herefter var i overtræk med 2.222,47 kr.

En adviseret betaling den 13. oktober 2000 på 1.300 kr. blev ikke gennemført.

Den 1. november 2000 blev der via lønkontoen gennemført en betaling på 856 kr. (a-kasse), som medførte en forøgelse af overtrækket.

Ved skrivelse af 23. november 2000 anførte klageren bl.a., at indklagede "burde have afvist betalingerne på kr. 254,-, 1.615,- og kr. 856,-, da kontoen på det tidspunkt allerede var i overtræk. Andre betalinger er blevet afvist, hvorfor er disse så ikke?"

I 2001 overgik engagementet til inkasso.

Klageren har under sagen fremlagt kopi af betalingsoversigt og kontoudskrifter med egne håndskrevne notater.

Parternes påstande.

Den 17. april 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre betalingerne på 254 kr., 1.615 kr. og 856 kr., i alt 2.725 kr. med tillæg af renter.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Indklagede har under sagen imødekommet et klagepunkt vedrørende refusion af rykkergebyrer og kontogebyrer.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han efter at have modtaget betalingsoversigten telefonisk anmodede indklagede om ikke at betale nogen regninger, idet der ikke var dækning herfor på kontiene. Det fremgår af hans notater på betalingsoversigten, at betalingerne blev afmeldt, men han fik desværre ikke noteret dato og klokkeslæt.

Han erindrer ikke, hvorfor han ikke nævnte de telefoniske afmeldinger i skrivelsen af 23. november 2000.

Han havde tidligere uden problemer afmeldt betalinger pr. telefon.

Indklagede har anført, at klageren hverken skriftligt eller telefonisk anmodede afdelingen om at undlade at foretage de omhandlede betalinger.

Det fremgår ikke af skrivelsen af 23. november 2000, at klageren skulle have givet afdelingen instruks om, at betalingerne skulle afmeldes eller afvises.

Som følge af den manglende dækning på kontiene var man berettiget, men ikke forpligtet til at tilbageføre gennemførte betalinger.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det findes ikke godtgjort, at klageren foretog rettidig afvisning eller afmelding af de omhandlede betalinger, jf. debitorreglernes § 7 og § 8.

Som følge heraf, og idet den manglende dækning for betalingerne på klagerens konti ikke kan medføre et andet resultat, jf. debitorreglernes § 3,

Klagen tages ikke til følge.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.