Afgørelse

Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med optagelse af 10-årigt inkonvertibelt realkreditlån i 2008 samt spørgsmål om et eventuelt erstatningsansvar er forældet.

Indledning

Denne sag vedrører klagernes indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med optagelse af et 10-årigt inkonvertibelt realkreditlån i 2008 samt spørgsmål om et eventuelt erstatningsansvar er forældet.

Sagens omstændigheder

I 2008 blev klagerne kunder i Nordea Bank. Klagerne ejede en fast ejendom, der var behæftet med et rentetilpasningslån med etårige rentetilpasninger (F1) i Realkredit Danmark og et boliglån i pengeinstituttet P. Det blev drøftet at omlægge lånene til et lån i Nordea Kredit. Ved e-mail af 10. juni 2008 til klagerne anførte banken bl.a.:

”...

I har fået tilsendt lånetilbud fra os. Jeg ved ikke, om det stadig skal være en 4 % st.lån 2018 i skal tage. Kursen i øjeblikket er omkring 91. Vi åbner et tilsvarende lån, bare med 5 % rente, hvor åbningskursen er 98,75. Hvad siger I til det?

...”

Den 13. juni 2008 udstedte Nordea Kredit et lånetilbud til klagerne vedrørende et 10-årigt 5 % stående obligationslån i Nordea Kredit med en hovedstol på 1.605.000 kr. Lånet var kurssikret med afvikling den 10. juli 2008. Af et Standardiseret Europæisk Informationsblad vedrørende lånet fremgik bl.a.:

”...

12. Førtidig eller ekstraordinær indfrielse

Lånet er ydet på baggrund af inkonverterbare stående obligationer, og kan derfor alene ekstraordinært indfries helt eller delvis ved til Nordea Kredit at indlevere obligationer, svarende til obligationsrestgælden eller det delvise beløb hvormed lånet ønskes nedbragt, i samme serie, årgang og rentefod som de, hvormed lånet er effektueret.

I det sidste år i lånets løbetid kan lånet i perioden indtil den 30. november indfries helt eller delvist ved at indbetale det beløb til Nordea Kredit, der kræves til hel eller delvis indløsning af obligationsrestgælden til pari, med tillæg af omkostninger herunder eventuelle differencerenter.

...”

En tilsvarende bestemmelse fremgik af pantebrevet for lånet.

Efter det oplyste opgav klagerne i december 2009 en påtænkt omprioritering, fordi den på grund af de særlige indfrielsesvilkår ikke kunne betale sig.

Parternes påstande

Den 24. februar 2015 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank skal holde dem skadesløse for meromkostningerne ved en omprioritering som følge af de særlige indfrielsesvilkår.

Nordea Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at de ikke ønskede at ændre realkreditbelåningen i deres faste ejendom, men alene at opnå afdragsfrihed i en periode for at få mere luft i deres daglige økonomi.

Deres første og eneste møde med banken var i marts 2008, hvor de oplyste, at de ønskede et lån svarende til det de havde i Realkredit Danmark, men med en kort afdragsfri periode. De forventede at lægge om til et lån med afdrag efter en periode på ca. to år.

Først var der tale om et 4 % lån, men i juni introduceredes et nyt 5 % lån. De nærlæste ikke alle dokumenter med henblik på at konstatere, om det var anført, at lånet var inkonverterbart, idet de ikke havde ønsket et sådant lån. De antog, at lånet var i overensstemmelse med deres ønsker. Hverken på de første og vigtigste sider af lånetilbuddet eller på låneafregningen eller lånespecifikationen fremgik ordet inkonverterbart.

Banken oplyste ikke, at det tilbudte lån adskilte sig fra deres hidtidige lån, og at de på grund af de særlige indfrielsesvilkår ville være afskåret fra at omprioritere.

Banken tilbød dem et produkt, som ikke var aftalt, og som de ikke havde efterspurgt.

Det af banken anførte om, at de fik udførlig rådgivning om forskellen på et 6 % 30-årigt obligationslån med 10 års indledende afdragsfrihed og et 5 % inkonverterbart 10-årigt lån bestrides. De er på intet tidspunkt blevet gjort opmærksom på fordele og ulemper ved konverterbare og inkonverterbare lån, ligesom de ikke har valgt et inkonverterbart lån. Endvidere har de ikke accepteret eller er blevet gjort opmærksom på risikoen for eventuelle kursstigninger i forhold til forskellen i bruttoydelsen. Det af banken anførte herom bestrides. Banken forveksler dem tilsyneladende med nogle andre kunder.

Ved henvendelsen i 2009, hvor de ønskede at omlægge til et lån med afdrag, oplyste banken, at de ikke kunne gøre noget, idet en indfrielse ville koste dem dyrt. Det kunne ifølge banken ikke betale sig at klage.

De har lidt et betydeligt tab som følge af, at de har været afskåret fra at omlægge lånet til lavere rente.

Nordea Bank har anført, at et eventuelt krav er forældet, eftersom klagerne støtter deres krav på en rådgivning, som fandt sted i 2008. Under alle omstændigheder er der indtrådt forældelse i december 2012 eller tre år efter, at klagerne i december 2009 fik oplyst, at indfrielseskursen på lånet var over kurs 100. På dette tidspunkt havde klagerne tilstrækkeligt kendskab til konsekvenserne af bankens rådgivning i 2008 til at rejse et eventuelt erstatningskrav.

Subsidiært gøres det gældende, at klagerne har modtaget fyldestgørende rådgivning om fordele og ulemper ved de lånemuligheder, der opfyldte deres ønsker og behov. Det fremgik endvidere af samtlige dokumenter, at lånet var inkonverterbart.

Klagerne valgte det inkonverterbare lån på grund af den betydelige rentefordel, og fordi lånet i øvrigt passede med deres økonomi og risikovillighed.

Klagerne så ikke noget formål med at spare yderligere op i deres hus. Herudover ønskede de at ændre den korte variable rente til en længere fast rente med henblik på at opnå sikkerhed for de fremtidige ydelser. Valget af realkreditlån stod derfor mellem et 6 % 30-årigt obligationslån med 10 års indledende afdragsfrihed og et 5 % inkonverterbart 10-årigt lån.

Der er fordele og ulemper ved alle realkreditlån. Fordelen ved et 10-årigt inkonverterbart lån er, at låntager betaler en lavere rente sammenlignet med et ”almindeligt” 30-årigt obligationslån. Det er et spejl af, at obligationskøberen (långiveren) er villig til at acceptere en lavere rente mod at være sikker på sit afkast de næste 10 år, selvom renteniveauet skulle falde. Ulempen er, at man kun kan førtidsindfri lånet ved at opkøbe obligationerne til markedskursen, som kan bevæge sige op over kurs 100, hvis renten falder i lånets løbetid.

Den månedlige ydelse på det inkonverterbare 10-årige lån udgjorde 7.089 kr., mens ydelsen på obligationslånet ville have været 8.553 kr. Klagerne valgte det inkonverterbare lån på grund af den betydelige rentefordel. Risikoen for eventuelle kursstigninger i låneforløbet havde således mindre vægt stillet over for den store forskel i bruttoydelsen.

Bilag 2 til god skik bekendtgørelsen om ”Dokumentation for rådgivning om lån med sikkerhed i fast ejendom” forefindes ikke i sagsmappen. Banken er ikke lovgivningsmæssigt forpligtet til at opbevare sådant materiale i længere tid end fem år.

Klagerne har ikke realiseret et tab. Ved opgørelsen af et eventuelt tab, skal der tages højde for den rentebesparelse, som klagerne har opnået ved det valgte lån. En eventuel mistet gevinstchance/mistet mulighed for at konvertere giver ikke ret til erstatning, da det ikke er en påregnelig følge af den påståede mangelfulde rådgivning.

Ankenævnets bemærkninger

I 2008 optog klagerne efter rådgivning fra Nordea Bank et 10-årigt 5 % obligationslån med afdragsfrihed i Nordea Kredit til indfrielse af et eksisterende variabelt forrentet boliglån i et andet pengeinstitut og et rentetilpasningslån med etårig rentetilpasning i Realkredit Danmark. Klagerne har anført, at de ikke ønskede eller efterspurgte et inkonverterbart lån, og at de ikke blev informeret om de særlige indfrielsesvilkår på Nordea Kredit lånet før i december 2009, hvor de henvendte sig til banken med henblik på at omlægge lånet til et nyt lån uden afdragsfrihed.

Det følger af forældelseslovens § 3, stk. 1, at erstatningskrav baseret på rådgivningsansvar forældes efter tre år regnet fra rådgivningstidspunktet. Ved fordringshavers ukendskab til kravet regnes forældelsesfristen dog først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til kravet, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2.

Ankenævnet finder, at det må lægges til grund, at klagerne i hvert fald i forbindelse med henvendelsen til banken i slutningen af 2009 blev bekendt med, at Nordea Kredit lånet var inkonvertibelt med den konsekvens, at de var afskåret fra at omlægge lånet til et lån uden afdragsfrihed og samtidig drage fordel af det rentefald, der da var indtrådt.

Ankenævnet finder herefter, at et eventuelt krav vedrørende bankens rådgivning i forbindelse med låneoptagelsen var forældet den 24. februar 2015, hvor klagerne indgav en klage over Nordea Bank til Ankenævnet.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.