Spørgsmål om ansvar i forbindelse med indgåelse af aftale om formuepleje.
| Sagsnummer: | 277/2008 |
| Dato: | 23-12-2008 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Peter Stig Hansen, Carsten Holdum, Rut Jørgensen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - formuestyring
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om ansvar i forbindelse med indgåelse af aftale om formuepleje. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens krav om erstatning i forbindelse med en formueplejeaftale.
Sagens omstændigheder.
I september 2007 rettede klageren henvendelse til Danske Banks Slagelse afdeling, hvor klageren er kunde. Klageren ønskede at investere et beløb på 1,6 mio. kr.
Danske Bank har anført, at klageren ønskede en højere forrentning end sædvanlig bankrente, hvortil banken oplyste, at han i så fald skulle investere med heraf følgende risiko.
I forbindelse med klagerens henvendelse udarbejdede banken en investeringsprofil for klageren, hvorefter formålet med investeringen var privat, klagerens tidshorisont mere end syv år og risikoen middel. Oplysningerne fremgår af bankens brev af 5. september 2007 til klageren. I et medfølgende bilag anbefalede banken klageren at indgå aftale om Flexinvest Fri. Af bilaget fremgår:
"Lidt om Flexinvest Fri
Med Flexinvest Fri holder vi øje med dine investeringer hver eneste dag, så det sikres, at dine investeringer hele tiden passer til din investeringsprofil. Vi tilpasseer dine investeringer i takt med vores forventninger til markedet.
Vi investerer automatisk pengene fra kontoen, hvis du f.eks. indsætter penge eller modtager udbytte, og du kan følge med i dine investeringer, da du modtager afkastrapportering to gange om året og notaer ved handel.
…
Søg rådgivning
Investering medfører en risiko, og vi anbefaler derfor, at du søger uafhængig rådgivning om juridiske, regnskabs- og skattemæssige aspekter, der knytter sig til netop dine individuelle forhold."
Ved brev af samme dato bekræftede banken klagerens tilmelding til Flexinvest Fri. Heraf fremgår, at klagerens midler blev investeret med 14 % i korte danske obligationer, 29 % i danske obligationer, 7 % i udenlandske obligationer og 50 % i aktier. Med brevet fulgte et faktaark om Flexinvest Fri. Heri er anført:
"Sådan vælger du investeringsramme
Når du melder dig til Flexinvest Fri, skal du afklare, hvor risikovillig du er, og hvor lang tid du forventer, der går, før du skal bruge pengene.
Du kan vælge mellem tre niveauer: forsigtig risikovillighed, middel risikovillighed og risikovillig.
• Forsigtig risikovillighed
En forsigtig risikovillighed vil sige, at du prioriterer sikkerhed højt. Du fokuserer på, at værdien af investeringen ikke svinger ret meget. Til gengæld forventer du heller ikke, at det investerede beløb vokser meget. Du vil gerne hurtigt, og uden den store risiko for tab, kunne sælge papirerne og få kontanter, hvis du får brug for det.
• Middel risikovillighed
En middel risikovillighed vil sige, at du prioriterer sikkerhed til en vis grad, men du vil gerne løbe en moderat risiko. Værdien af investeringen kan typisk svinge noget i værdi på kort sigt. Hvis du pludselig får brug for pengene, kan det betyde, at værdien af din investering er faldet. Du løber alligevel risikoen, fordi du på længere sigt forventer, at investeringen kan vokse mere end de generelle prisstigninger, så investeringens købekraft vokser.
…
Der investeres i investeringsforeningsbeviser udviklet specielt til Flexinvest Fri. De investerer i
• korte danske obligationer
• danske obligationer
• udenlandske obligationer
• aktier.
…
Andelen af aktier afhænger af din risikovillighed og din tidshorisont. Der kan højst være følgende aktieandele i en Flexinvest Fri:
Forsigtig 45 %
Middel risikovillighed 65 %
Risikovillig 80 %
Den andel der investeres i aktier vil normalt være lavere."
Den 8. februar 2008 opsagde klageren aftalen om Flexinvest Fri, hvorefter banken solgte investeringsbeviserne.
Danske Bank har oplyst, at klageren før handelsomkostninger har lidt et samlet tab på 89.908,70 kr.
Parternes påstande.
Klageren har den 23. juli 2008 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank tilpligtes at betale erstatning.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han ved indgåelsen af aftalen om Flexinvest blev lovet altid at kunne tjene mere end normal bankrente. Det var baggrunden for investeringen.
Danske Bank har misligholdt aftalen, da han ikke fik nogen renter. Han opsagde derfor aftalen.
Han anser tabet for et tyveri.
Danske Bank har anført, at banken ikke har lovet, at klageren ville opnå et givent afkast eller forrentning af investeringen.
Klagerens midler blev investeret i overensstemmelse med den indgåede aftale om investering i Flexinvest Fri.
Klageren blev tydeligt gjort opmærksom på, at investeringen kan svinge i værdi på kort sigt, og hvis kunden pludselig får brug for penge, kan det betyde, at værdien af investeringen er faldet.
Klageren havde angivet sin tidshorisont til mere end syv år, men solgte allerede efter fem måneder.
Det er klageren, som bærer risikoen for kursudviklingen på investeringen.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at Danske Bank i forbindelse med rådgivning af klageren om tilslutning til Flexinvest Fri begik fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar. Det lægges til grund, at klagerens investeringsprofil blev fastlagt, herunder klagerens risikovillighed og investeringshorisont.
Ankenævnet bemærker, at klageren måtte indse, at han alene havde risikoen for kursudviklingen på investeringsbeviserne.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.