Restancer på foranstående hæftelse, restgæld på en af disse forkert oplyst.
| Sagsnummer: | 8/1988 |
| Dato: | 19-12-1988 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Kirsten Nielsen, Per Overbeck, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Pantebreve - køb, mangler
|
| Ledetekst: | Restancer på foranstående hæftelse, restgæld på en af disse forkert oplyst. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I februar 1986 købte klageren af indklagedes pantebrevsafdeling for kurs 85,5 et pantebrev med 5. prioritets panteret i et sommerhus. Pantebrevets restgæld udgjorde 71.520,80 kr. efter betaling af 11. december 1985 termin.
Af den beskrivelse af pantebrevet og den faste ejendom, hvori det var tinglyst, som var udarbejdet af pantebrevsafdelingen pr. 8. januar 1986, og som var klageren bekendt, fremgik, at de foranstående hæftelser udgjordes af et lån til Nykredit samt 3 private pantebreve, og at den samlede restgæld udgjorde 127.518,17 kr. Det oplystes videre, at ejendommens salgspris ved en afhændelse i 1985 havde udgjort 230.000 kr.
I nederste venstre hjørne af beskrivelsen, der bestod i udfyldelse af en enkeltsidet A4 blanket, var med mindre typer anført: "Justitsministeriets bestemmelser af 1.1.1974 gør det ikke muligt at kontrollere, om forfaldne ydelser på foranstående lån er betalt, hvorfor banken fralægger sig ethvert ansvar i den henseende."
Den 28. juli 1986 blev ejendommen på begæring af Nykredit solgt på tvangsauktion. Klageren, der blev højestbydende med et bud på 150.000 kr., konstaterede efterfølgende, at 11. december 1985 terminen ikke var betalt på de foranstående lån, men alene på det pantebrev, som hun havde købt.
Klageren rettede herefter henvendelse til indklagede og påstod under henvisning til, at pantebrevet på salgstidspunktet nærmest måtte betegnes som værdiløst, handelen ophævet, uanset at indklagede ikke havde nogen direkte pligt til at undersøge, om der var restancer på ejendommen. I den mellem parterne herefter stedfundne brevveksling gjorde klageren yderligere gældende, at de af pantebrevsafdelingen forud for klagerens køb af pantebrevet oplyste restgælde på foranstående prioriteter, for så vidt angik 2. prioriteten, var for lav, samt at indklagedes vurdering af ejendommens værdi var for høj.
Indklagede oplyste, at man, således som det fremgik af pantebrevsbeskrivelsen, ikke havde mulighed for at kontrollere, om forfaldne ydelser på foranstående lån var betalt, at den oplyste ejendomsværdi ikke var baseret på indklagedes skøn, men på en i 1985 konstateret salgspris og beklagede, at den oplyste restgæld på 2. prioriteten fejlagtigt var 812,93 kr. lavere end den faktiske restgæld. Indklagede afviste at tilbagekøbe pantebrevet.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte hende de af hende erlagte omkostninger ved køb af pantebrevet, 62.640,30 kr. med tillæg af renter. Klageren har endvidere påstået indklagede tilpligtet at erstatte hende de omkostninger i øvrigt, som hun har haft i sagens anledning.
Indklagede har påstået frifindelse.
Parterne har til støtte for de nedlagte påstande henholdt sig til de synspunkter, som har været fremført i den mellem dem stedfundne brevveksling.
Ved skrivelse af 14. oktober 1988 har Nykredit på Ankenævnets forespørgsel oplyst, at andre end debitor eller debitors repræsentant ved henvendelse til foreningen kun kan få oplysning om restgælden på lån, men ikke om restancer, med mindre debitors samtykke hertil kan dokumenteres. Besvarelse af andre realkreditinstitutters eller andre panthaveres forespørgsler om restancer kræver ligeledes debitors samtykke. Denne praksis har været uændret de senere år.
Ved skrivelse af 18. november 1988 har indklagede på Ankenævnets forespørgsel oplyst, at pantebrevsbeskrivelsens angivelse af restgælde på foranstående lån hidrørte fra foreviste kvitteringer for erlæggelse af ejerskifteafdrag i efteråret 1985. Der er ikke foretaget korrektioner for eventuelle afdrags erlæggelse i den periode, hvori indklagede har været i besiddelse af pantebrevet.
Indklagede har i denne forbindelse som sin opfattelse udtalt, at pantebrevsbeskrivelsens væsentligste formål er at oplyse kunden om arten af foranstående lån samt om det pågældende pantebrevs placering i procent af handelsværdien.
Ankenævnets bemærkninger:
Det forhold, at restgælden på de foran det af klageren købte pantebrev stående hæftelser af indklagede var opgjort ca. 800 kr. for lavt, må efter det foreliggende antages at have været uden betydning for klagerens beslutning om køb af pantebrevet.
Det er ubestridt, at det af klageren købte pantebrev på købstidspunktet ikke var misligholdt.
Herefter, og idet indklagede ikke havde påtaget sig nogen indeståelse for undersøgelse af, om terminsydelser på foranstående lån var betalt - hvilket indklagede med små typer i øvrigt havde fraskrevet sig ansvar for - og idet det efter det på Ankenævnets forespørgsel oplyste må lægges til grund, at indklagede ikke ville have været i stand til at skaffe oplysning herom, kan der ikke gives klageren medhold i den nedlagte påstand.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.