Indsigelse om vildledende rådgivning i forbindelse med køb af tyrkiske obligationer i foråret 2006.
| Sagsnummer: | 253 /2006 |
| Dato: | 06-03-2007 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Karin Duerlund, Niels Bolt Jørgensen, Sonny Kristoffersen, Poul Erik Tobiasen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Indsigelse om vildledende rådgivning i forbindelse med køb af tyrkiske obligationer i foråret 2006. |
| Indklagede: | BG Bank (Danske Bank) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens indsigelse om vildledende rådgivning i forbindelse med hendes køb af tyrkiske obligationer via indklagede i foråret 2006.
Sagens omstændigheder.
I foråret 2006 havde klageren værdipapirer til en værdi på i alt ca. 3,3 mio. kr. i depot i to pengeinstitutter. Klagerens investeringsrådgiver i det ene pengeinstitut blev ansat hos indklagede, og den 28. marts 2006 blev der afholdt et møde mellem klageren, investeringsrådgiveren og filialchefen i den pågældende afdeling om klagerens investeringer.
Om drøftelserne på mødet har indklagede anført, at klageren oplyste, at hun var en forsigtig investor, og at tidshorisonten var lang. Klageren blev anbefalet at reducere sin aktiebeholdning og at købe obligationer med kort løbetid. Klageren havde ingen udenlandske værdipapirer, og da hun ikke ønskede at investere i investeringsforeninger, blev indklagedes anbefalinger om udenlandske aktier og obligationer gennemgået, herunder muligheden for at investere i tyrkiske obligationer med en pålydende rente på 12 % og en løbetid på ét år, hvorefter obligationerne skulle indfries til kurs 100. Klageren blev udtrykkeligt gjort opmærksom på, at en særlig risiko ved denne type obligation var valutakursen på tyrkiske lira (TRY). På daværende tidspunkt havde man en forventning om, at valutakursen på TRY på ét års sigt ville stige 5-6 %. Klageren blev dog tydeligt gjort opmærksom på, at valutakursen også kunne falde, og der blev gennemgået et eksempel på, hvordan afkastet ville blive, hvis valutakursen faldt 5-6 %.
Klageren har anført, at hun gjorde det klart, at hun var en forsigtig investor, og at hun foretrak at investere i 2 % obligationer med henblik på at opnå størst mulig skattefri kursgevinst frem for et beskattet renteafkast. Dette var en strategi, som hun altid havde haft glæde af, men som hendes rådgivere ikke var helt enig i. Udenlandske værdipapirer havde aldrig interesseret hende. Alligevel blev hun anbefalet at investere i tyrkiske 12 % obligationer. Hun syntes, at dette lød utroligt, og indvendte, at en sådan investering måtte blive modsvaret af en stor risiko, hvilket investeringsrådgiveren afviste med et klart nej. Hun fik forklaret, at hun i værste fald ville få et renteafkast på 5-6 %, hvilket stadig oversteg renteafkastet på danske obligationer. Supplerende blev det oplyst, at papirerne havde betegnelsen AAA, og at 40 % af indklagedes kunder havde købt papiret. Hun blev ikke informeret om valutarisikoen ved obligationerne eller de relativt høje omkostninger ved at købe udenlandske værdipapirer.
Efter mødet blev klagerens engagementer overført til indklagede.
I henhold til telefonisk aftale gennemførte indklagede den 24. april 2006 klagerens køb af for ca. 200.000 kr. tyrkiske 12 % obligationer med udløb i februar 2007. Investeringen udgjorde ca. 6 % af klagerens samlede værdipapirbeholdning.
Indklagede har oplyst, at valutakursen på TRY i maj 2006 faldt voldsomt, men efterfølgende rettede sig noget.
I sommeren 2006 rejste klageren krav om tilbageførsel af handlen med tyrkiske obligationer, hvilket indklagede afslog.
Parternes påstande.
Den 20. oktober 2006 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal tilbageføre hendes køb af tyrkiske obligationer.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at investeringen i tyrkiske obligationer blev foretaget på grundlag af usand og vildledende information fra indklagede.
Købet skete på grundlag af indklagedes klare benægtelse af, at investeringen var forbundet med risiko. Efterfølgende har hun konstateret, at obligationen er et højrisikopapir og i realiteten en slags lodseddel. Hvis indklagede havde givet udtryk for den mindste usikkerhed med hensyn til risiko for tab, ville hun aldrig have overvejet at købe obligationerne.
Hverken under mødet den 28. marts 2006 eller i forbindelse med købet den 24. april 2006 blev hun oplyst om valutarisikoen. Tværtimod blev hun forsikret om, at der var tale om et papir, som hun kunne være 100 % tryg ved. Filialchefen, der deltog i mødet den 28. marts 2006, har efterfølgende under en telefonsamtale bekræftet, at obligationerne kun blev omtalt positivt, og at hun fik oplyst, at hun i værste fald ville få et mindre renteafkast end obligationernes pålydende rente på 12 %.
Hendes øvrige investeringer er sagen uvedkommende, idet hun som følge af indklagedes vildledning har lidt et tab på de omhandlede obligationer på mange tusinde kroner.
Indklagede har anført, at man ikke har ydet ansvarspådragende rådgivning, men har rådgivet klageren i overensstemmelse med bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder.
Klageren blev gjort opmærksom på, at en særlig risiko ved obligationerne var kursen på TRY på udløbstidspunktet i februar 2007.
På grundlag af rådgivningen traf klageren selv beslutning om, hvorledes der skulle investeres, og klageren bærer selv risikoen for den efterfølgende kursudvikling.
Det bestrides, at man på noget tidspunkt har givet udtryk for, at den eneste risiko var kun at få 5-6 % i rente. Indklagede har alene lavet en beregning på, hvordan afkastet ville blive, såfremt valutakursen faldt med 5-6 %.
Klageren har ikke ønsket at sælge obligationerne og har derfor ikke realiseret noget tab.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Indklagede har anført, at klageren blev informeret om valutarisikoen på de anbefalede tyrkiske obligationer, mens klageren har bestridt dette. Klageren var imidlertid klar over, at hun kunne risikere et lavere afkast end de 12 %, der var den pålydende rente på obligationerne. Klageren har anført, at indklagede i værste fald forventede en forrentning på 5-6 %, og indklagede har anført, at man gennemgik et eksempel på, hvordan afkastet ville blive, hvis valutakursen faldt med 5-6 %. Ankenævnet finder det efter det foreliggende mest nærliggende at antage, at klageren blev informeret om valutarisikoen ved investeringen, eller i hvert fald, at klageren var klar over, at hun ved investeringen ikke blev tilsikret et bestemt afkast.
Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at indklagede vildledte klageren i forbindelse med investeringen, eller at indklagede på anden måde har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.