Afgørelse

Rådgivning vedr. placering af kontante midler.

Indledning.

Denne klage vedrører, om klageren kan gøre et erstatningsansvar gældende over for indklagede i forbindelse med indklagedes rådgivning af klageren vedrørende placering af et større kontant beløb.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er født i 1954, og som har været kunde hos indklagede i en årrække, underskrev den 19. april 1998 en såkaldt "kundeaftale" med indklagede. Af aftalen fremgår, at den angår løbende rådgivning, og at der årligt afholdes et møde med klageren med henblik på at gennemgå klagerens økonomi. Indklagede kan endvidere kontakte klageren telefonisk.

Indklagede har anført, at der årligt blev holdt et par møder med klageren, hvor placering af klagerens midler blev drøftet. Klageren deltog endvidere i investeringsseminar afholdt af indklagede. Klagerens frie midler i størrelsesordenen 1,7 mio. kr. var placeret på en indlånskonto.

Den 17. marts 2000 var klageren på ny til møde hos indklagede. Indklagedes medarbejder meddelte, at han en sidste gang ville gennemgå klagerens placeringsmuligheder. Hvis klageren fortsat ikke ønskede at investere sine midler, ville rådgiveren for fremtiden overlade initiativet til yderligere drøftelser om emnet til klageren.

På mødet den 17. marts 2000 besluttede klagerens sig for at omlægge en del af sin kontante beholdning således, at 800.000 kr. blev overført til indskud på aftaleindlån. 200.000 kr. forblev på indlånskontoen, mens 700.000 kr. blev investeret i værdipapirer.

Indklagede har anført, at på mødet blev klagerens investeringshorisont fastlagt til 3 til 5 år. Risikoprofilen blev fastsat til "mellem". Af de 700.000 kr. blev ca. 280.000 kr. placeret i Nordea Invest Direct (obligationsbaseret), mens 419.000 kr. blev placeret i aktiebaserede afdelinger af Nordea Invest, heraf ca. 133.000 kr. i afdelingerne Fjernøsten, Japan, IT og Europa Small Cap.

Ved skrivelse af 27. juni 2001 rettede klageren henvendelse til indklagede vedrørende den i marts 2000 foretagne investering. Klageren var utilfreds med den rådgivning, han havde modtaget i forbindelse med investeringen, og stillede en række spørgsmål om medarbejderens rolle i forbindelse med rådgivningen. Der fandt herefter en korrespondance sted mellem klageren og indklagede, ligesom der blev afholdt et møde den 30. juli 2001, hvilket dog ikke førte til en bilæggelse af tvisten.

Indklagede har oplyst, at klageren frem til april 2002 har realiseret gevinster på ca. 18.000 kr. og tab på ca. 19.000 kr. Per 10. april 2002 havde klageren et urealiseret tab på ca. 117.000 kr.

Parternes påstande.

Klageren har den 18. februar 2002 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en kompensation samt at fremkomme "med en tilbundsgående forklaring på, hvorfor jeg skulle presses til at investere i disse risikobetonede investeringsgrupper".

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han blev presset ud i investering i aktier, som han ikke selv havde indflydelse på.

Indklagedes medarbejder lovede ham "guld og grønne skove", hvis han investerede i disse stærkt risikobetonede aktier.

Han indvilligede i investeringen, men ønskede at denne svarede til bankvalg i forbindelse med opsparing i pensionspuljer. Dette eksisterede ikke for investering af frie midler. Det var indklagedes medarbejder, der fastlagde, hvordan investeringen skulle foretages og ikke ham. Han var mere tilbøjelig til at lægge større vægt på obligationer, men medarbejderen var ikke lydhør her over for.

Han mener ikke, at den portefølje, som rådgiveren strikkede sammen, svarede til porteføljen i bankvalg. Investeringen i afdelingerne Japan, IT, Europa Small Cap og Fjernøsten udgjorde ca. 30% af investeringen i aktier. Han stiller sig tvivlende over for, om bankvalg har en tilsvarende andel i disse papirer. Han bestrider, at han selv fastlagde risikoprofil og investeringshorisont, idet det var bankrådgiveren.

Et år efter hørte han fra rådgiveren i forbindelse med forlængelse af aftaleindskuddet. Medarbejderens råd var da at investere i flere aktier. Det ser for ham ud til, at indklagede var interesseret i, at han skulle fastholde investeringerne i Nordea Invest, lige meget hvor galt det gik. Han bad derefter medarbejderen om ikke at kontakte ham mere, hverken skriftligt eller mundtligt.

Han er en forsigtig kunde, der ikke tidligere har været villig til at kaste sig ud i aktieinvesteringer.

Indklagede har anført, at klageren indgik i aftalen om en investering af en del af sine frie midler velinformeret og med åbne øjne. Han var blevet grundigt oplyst om fordele og risici ved investering i aktier og var klar over, at kurserne på aktier uvilkårligt vil stige og falde over tid.

Klageren blev ikke presset til at investere. Klageren mødte frivilligt op til møderne hos indklagede og modtog rådgivning, herunder anbefalinger og forslag til investering. Klageren havde flere gange på trods af indklagedes anbefalinger afslået at placere sine midler i værdipapirer. Det tyder således på, at klageren er typen, der ikke lader sig presse til noget som helst, men typen der træffer sine egne beslutninger efter grundige overvejelser og på et fuldt oplyst grundlag.

Ved rådgivningen af klageren blev der ikke udarbejdet et investeringsprofilskema. Isoleret set må fordelingen mellem aktier og obligationer vedrørende de investerede midler anses for højrisiko, ligesom de omtalte afdelinger i Nordea har en høj risikoprofil. Det var imidlertid den fordeling, klageren ønskede, da der er tale om en fordeling svarende til bankvalg.

Klageren valgte selv risikoprofil og investeringshorisont og besluttede sig for at investere som sket.

De af klageren fremhævede investeringer i risikobetonede investeringsafdelinger udgjorde 7,81% af den samlede formue på ca. 1,7 mio. kr., hvilket matcher den risikoprofil og investeringshorisont, som blev fastlagt på mødet i marts måned 2000.

I marts 2000 var fordelingen i bankvalg mellem obligationer og aktier forholdet 40/60. Dette svarer til den valgte fordeling af de midler, der skulle investeres i værdipapirer.

Såfremt man sammenligner afkastet af bankvalg med klagerens individuelle foretagne investering har klagerens investering medført et mindre tab end en tilsvarende investering i bankvalg. Den faktiske investering har således ikke stillet klageren dårligere end ved investering i bankvalg.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det lægges til grund at klageren ved mødet den 17. marts 2000 på baggrund af indklagedes anbefaling besluttede sig for at investere 700.000 kr. i værdipapirer ud af et kontant beløb på ca. 1,7 mio. kr., hvor klageren ønskede en tilsvarende fordeling mellem obligationer og aktier som i bankvalg i indklagedes puljebaserede pensionsopsparing.

På indklagedes anbefaling blev der herefter placeret for 280.000 kr. i obligationsbaserede investeringsforeningsbeviser, mens 419.000 kr. blev placeret i aktiebaserede investeringsforeningsafdelinger. Denne fordeling svarer efter det oplyste forholdsmæssigt til fordelingen i bankvalg.

Af de 419.000 kr., der blev investeret i aktiebaserede afdelinger, blev ca. 133.000 kr. fordelt i afdelingerne Fjernøsten, Japan, IT og Europa Small Cap. Selv om disse investeringsafdelinger var risikobetonede, finder Ankenævnet under hensyn til deres andel af den samlede aktieinvestering ikke at kunne anse indklagedes rådgivning herom som ansvarspådragende. På baggrund heraf, sammenholdt med det øvrigt fremkomne, finder Ankenævnet ikke grundlag for at tage klagerens påstand til følge, hvorfor

Klagen tages ikke til følge.