Afgørelse

Indsigelse mod kautionsforpligtelse. Gammel gæld.

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelser imod en kautionsforpligtelse.

Sagens omstændigheder.

I november 1998 blev klagerens søns engagement med pengeinstituttet P overført til indklagede. Engagementet bestod blandt andet af et billån. Til sikkerhed for billånet havde klageren håndpantsat et ejerpantebrev med en hovedstol på 50.000 kr. med pant i en Golf, årgang 1987, der var indregistreret i hans navn. Klageren har anført, at bilen reelt tilhørte sønnen. Den blev af forsikringsmæssige grunde indregistreret i klagerens navn. Den 19. november 1998 underskrev sønnen et gældsbrev til indklagede om billånet med en hovedstol på 124.443,15 kr., som skulle afvikles med 3.150 kr. pr. måned. Til sikkerhed for lånet fik indklagede håndpant i ejerpantebrevet. Ved allonge underskrevet af klageren den 30. november 1998 blev meddelelsespåtegningen på ejerpantebrevet ændret fra P til indklagede.

Ved gældsbrev af 12. januar 1999 blev lånet forhøjet med 12.268,94 kr. til 135.168,77 kr.

I foråret 1999 blev bilen udskiftet til en Golf, årgang 1985. I den forbindelse blev lånet ved gældsbrev af 22. april 1999 forhøjet med 19.300 kr. til 148.743,25 kr. Klageren underskrev gældsbrevet som selvskyldnerkautionist. og et separat kautionsdokument, hvorefter han påtog sig selvskyldnerkaution for billånet "kr. 148.743,25", idet kautionsforpligtelsen dog var "begrænset til maksimalt at udgøre kr. 50.000,00." Endvidere underskrev klageren en allonge om overførsel af ejerpantebrevet til den købte bil og et nyt pantsætningsdokument, hvorefter ejerpantebrevet blev pantsat til indklagede til sikkerhed for, hvad sønnen måtte blive indklagede skyldig i henhold til billånet "kr. 148.743,25".

Af kautionsdokumentet fremgår bl.a.:

"Kautionistens forudsætning om anden sikkerhed for den kautionssikrede fordring:

Ved min/vores underskrift på kautionsdokumentet erklæres, at jeg/vi ikke har tillagt det nogen betydning for min/vores forpligtelse, at der eventuelt er stillet andre sikkerheder for den kautionssikrede forpligtelse."

Forhøjelsen på 19.300 kr. blev anvendt til inddækning af en restance på én måneds ydelse (3.150 kr.) på billånet og omkostninger på i alt 2.950 kr. Restprovenuet, som udgjorde 13.200 kr., blev udbetalt ved en konto til konto overførsel.

Klageren har anført, at det i forbindelse med udskiftningen af bilen blev aftalt, at indklagede fra forhandleren skulle modtage 12.000 kr. til nedbringelse af lånet. Indklagede har bestridt dette.

Ved gældsbrev af 28. oktober 1999 blev lånet forhøjet med 3.150 kr. til 141.472,32 kr. Navnet på lånet blev ændret fra billån til privatlån, og afviklingen blev ændret til 1.575 kr. pr. 14. dag. Gældsbrevet blev underskrevet af klageren som selvskyldnerkautionist, og klageren underskrev et nyt dokument om kaution for lånet "stort kr. 141.472,32 kr." begrænset til 50.000 kr.

Ved gældsbrev af 3. februar 2000 blev lånet forhøjet med 4.089,14 kr. til 137.623,40 kr. Ydelsen blev nedsat til 1.400 kr. pr. 14. dag. Gældsbrevet blev underskrevet af klageren som selvskyldnerkautionist, og klageren underskrev et nyt dokument om kaution for lånet med "hovedstol 137.623,40 kr." begrænset til 54.100 kr.

Ved skrivelse af 4. januar 2001 bekræftede indklagede en aftale om udskydelse af ydelserne pr. henholdsvis den 4. og 18. januar 2001. Klageren og sønnen tiltrådte aftalen ved deres underskrift på skrivelsen den 12. januar 2001.

I 2001 blev bilen totalskadet. Indklagede fik udbetalt en forsikringssum på 20.000 kr., som blev kreditteret på lånet den 17. maj 2001. Saldoen på lånet var herefter 94.402,06 kr. Indklagede foranledigede ejerpantebrevet aflyst.

Ved skrivelse af 7. juni 2001 til klageren meddelte indklagede, at lånet var i restance med 8.400 kr.

Den 26. juni 2001 underskrev sønnen et frivilligt forlig, hvorefter han i henhold til lånet erkendte at skylde indklagede 111.189,41 kr., som skulle afvikles med 750 kr. hver 14. dag, første gang den 6. juli 2001. Ydelsen skulle med virkning fra den 6. juli 2002 forhøjes til 1.400 kr. hver 14. dag. Endvidere skulle der betales en ekstraordinær ydelse på 1.100 kr. ved forligets indgåelse og 2.688 kr. den 1. juli 2001. Klageren underskrev forliget under følgende påtegning: "Det frivillige forlig tiltrædes af kautionisterne".

Ved underskrift på en skrivelse dateret 17. juli 2001 fra indklagede accepterede klageren en udskydelse af betalingen af den ekstraordinære ydelse på 2.688 kr.

Ved skrivelse af 29. oktober 2001 meddelte indklagede klageren, at lånet var i restance med 3.000 kr. Klageren blev opfordret til at indbetale restancen inden den 12. november 2001, idet lånet ellers ville blive opsagt.

Ved skrivelse af 13. december 2001 anmodede indklagede klageren om inden 3. januar 2002 at indfri kautionsforpligtelsen, som blev opgjort til 54.100 kr.

Den 10. januar 2002 underskrev sønnen et tillæg til det frivillige forlig, hvorefter gælden skulle afvikles med 625 kr. pr. måned ind til den 15. september 2002, hvor ydelsen skulle forhøjes. Restancen på lånet blev tillagt restgælden. Klageren underskrev tillægget under følgende påtegning: "Ændringen af det frivillige forlig tiltrædes af [klagere], der er kautionist". Klageren underskrev endvidere et separat dokument, hvorefter han kautionerede for sønnens forpligtelser i henhold til det frivillige forlig "med restgæld 111.554,87 kr." begrænset til 54.100 kr.

Ved skrivelse af 1. juli 2002 gjorde indklagede kautionen gældende over for klageren, idet engagementet med sønnen var opsagt som følge af misligholdelse. Kravet var på 54.100 kr. "hvortil kommer renter fra i dag til beløbet er betalt." Af skrivelsen fremgår i øvrigt bl.a.:

"Betaling af beløbet skal ske senest 15.7.2002.

Er kautionsforpligtelsen ikke indfriet inden fristens udløb, kan konsekvensen blive, at gælden bliver overdraget til behandling ved retten. Det vil give dig yderligere omkostninger."

Ved skrivelse af 4. december 2002 til retten i Fjerritslev begærede indklagede klageren og sønnen tilsagt til fogedretten. Indklagede har oplyst, at fogedsagen blev udsat med henblik på Ankenævnets behandling af klagen.

Den 21. juli 2003 betalte klageren 19.000 kr. Ca. 3 - 4 uger senere betalte klageren yderligere 300 kr.

Parternes påstande.

Den 4. september 2003 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at acceptere betalingen af de 19.300 kr. til fuld og endelig afgørelse af mellemværendet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at det ved etableringen af billånet først hos P og senere hos indklagede ikke var på tale, at han skulle hæfte personligt.

I forbindelse med ombytningen af bilen accepterede han at kautionere for forhøjelsen på 19.300 kr., og denne kautionsforpligtelse har han indfriet.

Efter anmodning fra indklagede underskrev han i forbindelse med låneforhøjelsen et separat dokument om kaution for 50.000 kr. Han opfattede dette som en forpligtelse svarende til bilens værdi. Han blev ikke orienteret om, at der var tale om en udvidelse af hans hæftelse. De etiske retningslinier for rådgivning om kaution for gammel gæld, blev således ikke iagttaget af indklagede.

Indklagede har tilsyneladende helt tilbage fra overtagelsen af engagementet fra P misforstået ejerforholdet til bilerne. Dette burde i sig selv være tilstrækkeligt til, at indklagede fandt anledning til at beklage, at en kaution under disse omstændigheder er blevet gjort gældende over for ham.

Han har på intet tidspunkt ønsket eller accepteret at hæfte for sin søns gamle gæld. Ved de efterfølgende underskrifter tiltrådte han alene de afviklingsmodeller, som sønnen og indklagede indgik aftale om.

Han fandt det stødende, at indklagede ikke ville yde henstand til sønnen, som på grund af sygdom fik en stram økonomi. Dokumenterne blev underskrevet med henblik på at undgå inkasso.

Såfremt det lægges til grund, at kautionen var på 50.000 kr., bør denne nedskrives med de 12.000 kr., der blev indbetalt i forbindelse med ombytningen af bilen og forsikringssummen på 20.000 kr.

Den sene indfrielse af kautionen på 19.300 kr. skyldes forligsforhandlinger og indklagedes manglende dokumentation af sagsforløbet.

Indklagede bør frafalde omkostningerne ved fogedsagen. Ingen af de dokumenter, som indklagede påberåber sig, kan danne grundlag for en fogedforretning, jf. retsplejelovens § 478 og Ugeskrift for Retsvæsen 1994 side 360. Han var nødsaget til at indbringe sagen for Ankenævnet for at undgå berammelse af en fogedsag.

Indklagede har anført, at kautionen blev stiftet i direkte forbindelse med, at det hidtidige pant blev udskiftet med et pant af ringere værdi, og at sønnen fik en låneforhøjelse.

Klageren, der ved pantsætningen af ejerpantebrevet selv havde medvirket til stiftelsen af lånet, var såvel ved stiftelsen af kautionen i 1999 og ved forhøjelsen af kautionen med 4.100 kr. i 2000 bekendt med, at der var tale om et bestående låneforhold.

Lånets hovedstol og begrænsningen af kautionen til 50.000 kr. fremgår tydeligt af de af klageren underskrevne dokumenter. Af kautionserklæringerne fremgår endvidere, at klageren ikke tillagde det nogen betydning, at der var stillet andre sikkerheder for den kautionssikrede forpligtelse.

Klageren vedstod løbende kautionen med sin underskrift på gældsbreve, kautionsdokumenter og frivillige forlig. Det har derfor formodningen imod sig, at klageren ikke ville hæfte personligt for lånet.

Det bestrides, at der i forbindelse med udskiftningen af bilen blev indbetalt 12.000 kr.

Klageren blev orienteret om misligholdelsen af lånet. En eventuel manglende underretning har ikke medført, at klagerens regreskrav er blevet forringet.

Kravet på 54.100 kr. opgøres med tillæg af renter fra den 2. august 2002, idet der ved skrivelse af 1. juli 2002, hvor kautionen blev gjort gældende, blev fremsat rentepåkrav, jf. 3, stk. 2 i den dagældende rentelov. I perioden fra den 21. juli 2003, hvor klageren indbetalte 19.300 kr., opgøres kravet med tillæg af renter af 34.800 kr. (54.100 - 19.300). Rentesatsen er på 13,5%, hvilket svarer til renten på lånet i den pågældende periode. Endvidere tillægges kravet 6.475 kr. til dækning af omkostninger i forbindelse med fogedsagen. Det er klagerens misligholdelse af kautionsforpligtelsen, der er årsag til, at kravet blev overgivet til retslig inddrivelse.

Et gældsbrev eller et frivillig forlig i kombination med et særskilt kautionsdokument, som begge er underskrevet af selvskyldnerkautionisten eller i henhold til fuldmagt, udgør tilstrækkeligt udlægsgrundlag. I den af klageren påberåbte dom forelå der alene et særskilt kautionsdokument. Der var således tilstrækkeligt grundlag for at begære en udlægsforretning. Kravet om betaling af omkostningerne ved inddrivelsen af kravet må henhøre under fogedrettens kompetence, jf. herved retsplejelovens § 503.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det fremgår tydeligt af kautionsdokumentet af 22. april 1999, at klageren påtog sig at kautionere for lånet på 148.743,25 kr., og at forpligtelsen var begrænset til 50.000 kr. Det fremgår også, at eventuelle andre sikkerheder var uden betydning for kautionsforpligtelsen. Det kan herefter ikke lægges til grund, at klagerens kautionsforpligtelse var begrænset til forhøjelsen på 19.300 kr., ligesom indklagede ikke var forpligtet til at afskrive indbetalinger til nedskrivning eller indfrielse af ejerpantebrevet på kautionsforpligtelsen.

Det må endvidere lægges til grund, at klageren med underskriften på gældsbrevet og kautionsdokumentet den 3. februar 2000 accepterede en forhøjelse af kautionsforpligtelsen til 54.100 kr. med henblik på at undgå, at engagementet blev opsagt og herunder, at kautionen blev gjort gældende.

Efter det foreliggende finder Ankenævnet, at det må lægges til grund, at klageren var klar over, at der i forbindelse med kautionen kun i begrænset omfang blev stillet likviditet til rådighed for sønnen, og at kautionen skulle dække indklagedes forøgede risiko som følge af låneforhøjelserne og forringelsen af pantet.

Der er ikke grundlag for at pålægge indklagede at frafalde renter og inkassoomkostninger som følge af klagerens manglende indfrielse af kautionsforpligtelsen, efter at denne var gjort gældende ved skrivelsen af 1. juli 2002. Ankenævnet har ikke herved taget stilling til spørgsmålene vedrørende udlægsfundamentet og omkostningerne i forbindelse med fogedsagen, idet disse henhører under fogedrettens kompetence.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.