Rentefastsættelse for lån ydet til kautionist ved dennes overtagelse af det kautionssikrede lån.
| Sagsnummer: | 29/1999 |
| Dato: | 21-10-1999 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Karin Duerlund, Inge Frølich, Allan Petersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Rente - udlån
|
| Ledetekst: | Rentefastsættelse for lån ydet til kautionist ved dennes overtagelse af det kautionssikrede lån. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører størrelsen af renten på et lån, som indklagede ydede klageren i forbindelse med klagerens indfrielse af en kautionsforpligtelse over for indklagede.
Sagens omstændigheder.
Til indfrielse af en kautionsforpligtelse for en kredit tilhørende et anpartsselskab, der var ejet af klageren, ydede indklagede ved gældsbrev af 13. august 1990 klageren og dennes ægtefælle et lån på 150.000 kr. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.000 kr. første gang 1. august 1990. Om lånets rente er anført:
"Gælden forrentes fra afregningsdagen med den af banken til enhver tid fastsatte rente og provision, p.t. 10,000% p.a. i rente, som tilskrives kvartalsvis bagud."
Klageren, der er revisor, har anført, at renten på den kautionssikrede erhvervskassekredit på indfrielsestidspunktet var 16,5% p.a., og at renten på lånet til indfrielse af kautionen blev aftalt med et fradrag på 6,5% i forhold hertil.
Indklagede har fremlagt kopi af interne kontooplysninger for lånet, hvor lånet er betegnet som et privatlån. Endvidere fremgår:
"Afvigelse i forhold til normal sats: Privat lån minus 6,500, dog mindst 10%."
Klageren har i en redegørelse bilagt klageskemaet anført, at han i forbindelse med det store rentefald i 1996/1997 mundtligt rettede henvendelse til en navngiven medarbejder hos indklagede om lånets rente, som han mente, at indklagede undlod at regulere i takt med renteudviklingen. Medarbejderen indrømmede, at indklagede ikke satte renten ned ved diskontonedsættelser, men at man ved diskontoforhøjelser forhøjede renten. Indklagede har heroverfor anført, at den pågældende medarbejder i 1996/1997 var ansat i et andet område hos indklagede og derfor ikke var i kontakt med klageren på dette tidspunkt. Klageren har herefter anført, at angivelsen af 1996/1997 beror på en erindringsforskydelse, idet henvendelsen til medarbejderen foregik allerede i 1993/1994.
Ved skrivelse af 13. januar 1998 rettede klageren henvendelse til indklagede om lånets rente. Henvendelsen førte til, at der den 13. februar 1998 afholdtes et møde med klageren, hvor indklagede tilbød at yde en rentekompensation på ca. 7.500 kr. Klageren fandt indklagedes tilbud for utilstrækkeligt.
Under en efterfølgende korrespondance oplyste indklagede ved skrivelse af 5. marts 1998 til klageren, at man var af den opfattelse, at renten på lånet var aftalt som variabel, men dog til mindst 10% p.a. Af denne grund var renten ikke nedsat til under 10% p.a. Parterne nåede ikke til enighed om en rentegodtgørelse.
Indklagede har udarbejdet en historisk oversigt over rentesatser anvendt for klagerens lån: Kolonne 1) udgør indklagedes rentesats for lån til private, kolonne 2) den faktisk anvendte rentesats for klagerens lån, og kolonne 3) er den regulerede rentesats (indklagedes rentesats for lån til private minus 6,5%).:
Dato 1) 2) 3) 02.01.1991 17,50 11,00 11,00 02.04.1991 18,00 11,50 11,50 24.05.1991 17,50 11,00 11,00 19.08.1991 18,00 11,50 11,50 23.10.1991 17,50 11,00 11,00 23.12.1991 18,00 11,50 11,50 10.06.1992 18,50 12,00 12,00 23.11.1992 18,25 11,75 11,75 10.02.1993 20,25 13,75 13,75 24.02.1993 19,50 13,00 13,00 22.03.1993 19,00 12,50 12,50 30.03.1993 18,50 12,00 12,00 23.04.1993 18,00 11,50 11,50 21.05.1993 17,00 10,50 10,50 09.06.1993 16,50 10,00 10,00 05.07.1993 16,25 10,00 9,75 20.07.1993 18,25 12,00 11,75 17.09.1993 17,75 11,50 11,25 27.09.1993 17,25 11,00 10,75 13.10.1993 16,75 10,50 10,75 25.10.1993 16,25 10,00 9,75 08.11.1993 16,00 10,00 9,50 02.12.1993 15,75 10,00 9,25 07.01.1994 15,25 10,00 8,75 22.02.1994 15,00 10,00 8,50 18.05.1994 14,75 10,00 8,25 10.03.1995 15,75 11,00 9,25 07.08.1995 15,25 10,50 8,75 28.08.1995 14,75 10,00 8,25 18.12.1995 14,25 10,00 7,75 11.03.1996 14,00 10,00 7,50 22.04.1996 13,75 10,00 7,25 13.10.1997 14,00 10,25 7,50 07.05.1998 14,50 10,75 8,00 23.09.1998 15,00 11,25 8,50 09.11.1998 14,75 11,00 8,25 07.12.1998 14,00 10,25 7,50
Indklagede har oplyst, at klagerens lån er afviklet som aftalt med 2.000 kr. månedligt. Der er ikke tidligere end 31. december 1994 udfærdiget kontoudskrift for lånet.
Parternes påstande.
Klageren har den 20. januar 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at forrente lånet med renten for erhvervskassekredit med fradrag af 6,5% samt i overensstemmelse hermed omberegne lånets rente fra dettes etablering. Subsidiært bør indklagede tilbagebetale 43.652 kr. i rentekompensation for perioden 1. januar 1991 til 31. december 1997 samt omberegne renten for 1998.
Indklagede har oplyst, at man fortsat pr. kulance vil godtgøre 8.921,36 kr. i rentekompensation for perioden fra medio 1993 til 31. december 1998. Beløbet dækker merrenten som følge af, at lånets rente ikke har været nedsat til under 10%. Pr. 1. januar 1999 og fremover vil lånet blive forrentet med renten for privatlån minus 6,5%. Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at renten for lånet blev fastsat til renten på det misligholdte lån, der var en erhvervskassekredit, med et favørfradrag på 6,5%. Renten på lånet udgjorde således 60,6% af renten på erhvervskassekreditten. Renten bør derfor stedse være 60,6% af indklagedes rentesats for erhvervskassekredit. Det kunne anføres, at renten på lånet burde fastsættes svarende til erhvervskassekreditrentesatsen med fradrag af 6,5%, men da dette ville stille indklagede uforholdsmæssigt dårligt - indklagede kunne i så fald risikere at skulle betale rente til ham - bør renten udgøre 60,6% af erhvervskassekreditrentesatsen.
Indklagede har anført, at klageren som følge af passivitet ikke i begyndelsen af 1998 berettiget kan kræve forrentningen af lånet ændret. Klageren har siden udgangen af 1994 modtaget kontoudskrifter, hvoraf rentesatsen er fremgået, herunder ændringer. Ved at indgive klage på et sent tidspunkt har det ikke været muligt for indklagedes medarbejdere at huske detaljerne ved lånets indgåelse. Hertil kommer, at indklagede efter bogføringslovens regler ikke i større udstrækning har opbevaret materiale fra tidspunktet fra lånets etablering. Således har det ikke været muligt at fremskaffe oplysninger om forrentningen i perioden fra august 1990 indtil 2. januar 1991. Indklagede har lagt til grund, at det var aftalt med klageren og dennes ægtefælle, at lånets rente skulle være den til enhver tid gældende rente for privatlån med fradrag af 6,5%, dog minimum 10% p.a. At kautionen blev afgivet for en erhvervsmæssig kassekredit har ingen sammenhæng med, til hvilken kategori et lån ydet til en indfriende kautionist som privat person skal henføres. Da klageren ikke sås at have tiltrådt formuleringen i det interne notat om minimum 10% p.a., og da det ikke længere er muligt for medarbejderen at erindre drøftelserne om dette punkt, har man pr. kulance medgivet klageren, at lånets rente kunne komme under 10% p.a.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klageren har ikke godtgjort, at den referencerente, som dannede grundlag for fastsættelsen af renten på det lån, som indklagede ydede klageren til indfrielse af kautionsforpligtelsen, var indklagedes rentesats for erhvervskassekreditter. I overensstemmelse med indklagedes interne kontooplysninger må det antages, at lånet blev ydet klageren som et privat lån, hvorfor det lægges til grund, at referencerenten for lånet var indklagedes rentesats for privatlån.
Forud for sagens indbringelse for Ankenævnet erkendte indklagede, at man ikke havde mulighed for at dokumentere, at der var indgået aftale om, at renten ved reguleringer ikke kunne komme under 10% p.a. Indklagede tilbød derfor klageren en rentegodtgørelse svarende til, at klageren blev stillet, som om lånet fra etableringen har været forrentet med renten for indklagedes privatlån med fradrag af 6,5% p.a. Ankenævnet finder ikke grundlag for at pålægge indklagede at yde klageren en rentekompensation i videre omfang. Det er herefter ufornødent at tage stilling til, om klageren måtte have udvist en retsfortabende passivitet.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.