Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Opgørelse af krav i forbindelse med uberettiget omlægning af kredit i CHF til DKK

Sagsnummer: 499/2011
Dato: 01-05-2012
Ankenævn: Henrik Bitsch, Christian Bremer, Troels Hauer Holmberg, Jørn Ravn, Astrid Thomas
Klageemne: Kassekredit - opsigelse
Udlån - udlandslån/valutalån
Ledetekst: Opgørelse af krav i forbindelse med uberettiget omlægning af kredit i CHF til DKK
Indklagede: Spar Nord Bank
Øvrige oplysninger: OF IF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager

Indledning

Denne sag vedrører spørgsmålet om størrelsen af erstatning ved uberettiget omlægning af en kredit i CHF til DKK.

Sagens omstændigheder

I 2008 ydede Spar Nord Bank klagerne en kredit på 1.150.000 kr. med udløb den 1. august 2018. Af kassekreditkontrakten fremgår blandt andet:

"…

Spar Nord Bank A/S kan opsige kassekreditten med 3 måneders varsel, og forlange det skyldige beløb, herunder påløbne renter, samt omkostninger betalt.

Ved Spar Nord Bank A/S’s opsigelse har debitor krav på en saglig begrundelse.

Kreditrammen kan udnyttes i DKK og/eller valuta på følgende konti:

Kontonr. …348 – (DKK) – rente jf. nærværende kreditaftale
Kontonr. …639 – (CHF) – rente COF+ 2,00% i alt p.t. 4,80% p.a.

…"

Den 17. december 2009 blev kreditten omlagt til schweizerfranc (CHF) på grundlag af en kurs på 493,89.

I 2011, hvor kursen på CHF steg væsentligt, anbefalede banken klagerne at lukke CHF finansieringen.

Ved e-mail af 9. august 2011 meddelte banken, at man havde indlagt en limiteret kurs på køb til kurs 725, som var den maksimale kurs banken kreditmæssigt ville acceptere. Ved en CHF kurs på 725 udgjorde klagernes tab på CHF finansieringen "i overkanten 500.000 kr. ".

Samme dag blev CHF finansieringen omlagt til DKK. CHF kursen var 726,42. Klagerne gjorde indsigelse mod omlægningen, og banken erkendte, at den fornødne hjemmel til uden varsel at omlægge finansieringen ikke forelå.

Ved brev af 12. september 2011 tilbød banken en kompensation på 229.391 kr. Banken tilbød samtidig klagerne at indtræde i CHF finansieringen igen. Banken "anbefaler i den forbindelse, at der fastlægges en stop-loss grænse for, hvornår I vil udtræde af finansieringen, hvis kursen på CHF stiger yderligere."

Ved brev af 21. september 2011 forhøjede banken tilbuddet til 262.200 kr., hvorved klagerne blev kompenseret for forskellen mellem den aktuelle CHF kurs, som var 613 og lukkekursen på 726,42 kr. Banken tilbød endvidere en kompensation på 13.470,55 DKK for tre måneders merrente ved omlægning til DKK.

Klagerne fandt bankens tilbud utilstrækkeligt. Efter klagernes opfattelse skulle banken erstatte det fulde tab, som klagerne med udgangspunkt i indgangskursen opgjorde til 528.000 kr. med tillæg af meromkostninger til renter. Vedrørende udregningen af bankens tilbud påpegede klagerne, at kursen på CHF nu var lavere end 613, og at banken ved beregningen af meromkostningerne til renter havde undladt at tage højde for overtræksrenter.

Ved brev af 30. september 2011 fastholdt banken sit tilbud om betaling af 275.470,55 kr. (262.200 kr. + 13.470,55 kr.). Beløbet blev indsat på klagernes konto den 26. oktober 2011 med valør den 27. september 2011.

Parternes påstande

Den 9. november 2011 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Spar Nord Bank skal betale en erstatning på i alt ca. 550.000 kr.

Spar Nord Bank har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb end anført af klagerne.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at banken skal betale en erstatning svarende til deres fulde tab, som udgør ca. 550.000 kr. Banken nævner selv et tab i den størrelsesorden i sin e-mail af 9. august 2011.

Den af banken tilbudte kompensation udgør kun ca. halvdelen af deres samlede tab, og der ydes ikke kompensation for de fremtidige meromkostninger til renter, som omlægningen til DKK medfører.

Udover kurstabet og meromkostningerne til renter medførte lukningen, at de blev afskåret fra at handle mellem DKK og CHF.

De havde gentagne gange meddelt banken, at de ikke ønskede en omlægning af CHF finansieringen, idet de derved ville blive påført et kurstab. Endvidere ville de blive påført en merudgift til renter. Rentebetalingen i CHF ville først ved en CHF kurs på 1.300 overstige rentebetalingen i DKK.

Bankens tilbud om at genetablere engagementet var betinget af, at der blev indsat en stop-loss grænse, hvilket indebar, at de risikerede, at engagementet på ny blev tvangslukket. Produktet ville herefter ikke være egnet til spekulation i kursændringer.

De kendte risikoen ved valuta men ikke risikoen for aftalebrud fra bankens side.

Spar Nord Bank har anført, at man var berettiget til at opsige eller ændre kredittens betingelser med et varsel på tre måneder, hvis det var sagligt begrundet.

På baggrund af den voldsomme kursudvikling i CHF i sommeren 2011, var en ændring i kredittens betingelser om indførelse af et vilkår om en stop-loss kurs et vilkår, som banken kunne indføre med et varsel på tre måneder.

Ved den af banken betalte erstatning for kurstab og merrenteudgifter er klagerne blevet fuldt ud kompenseret for det manglende varsel.

Til støtte for den subsidiære påstand gøres det gældende, at klagerne ikke har lidt et tab svarende til det fulde kurstab på kreditrammen i forhold til indgangskursen på 493,89. Klagernes eventuelle tab i forbindelse med manglende mulighed for fremtidig gevinst er ikke et tab, som kan kræves erstattet efter dansk erstatningsret.

Ankenævnets bemærkninger

I december 2009 blev klagernes kredit på 1.150.000 DKK i Spar Nord Bank omlagt til CHF.

I august 2011 var kursen på CHF og dermed også bankens risiko på engagementet steget betydeligt i forhold til indgangskursen i december 2009.

Ankenævnet finder ikke, at disse omstændigheder udgjorde en saglig begrundelse for opsigelse eller ændring af kreditten med tre måneders varsel. Det bemærkes herved, at kreditaftalen var tidsbegrænset til den 1. august 2018, og at banken ikke havde taget forbehold for udsving i CHF kursen i aftaleperioden.

Ankenævnet finder herefter, at banken i august 2011 ikke var berettiget til hverken at opsige CHF-kreditten eller at betinge kreditaftalen af et nyt vilkår om en stop-loss grænse på finansiering i CHF.

Banken tilbød klagerne et beløb, hvorved de fik mulighed for at genetablere engagementet uden tab, jf. brevene af 12. og 21. september 2011. Det må lægges til grund, at banken i den forbindelse i strid med ovenstående anså sig for berettiget til med tre måneders varsel at indføre et nyt vilkår om en stop-loss grænse i aftalen.

Banken betalte det tilbudte beløb, der udgjorde 275.470,55 kr., den 26. oktober 2011 med valør den 27. september 2009.

Ankenævnet finder herefter, at banken, hvis klagerne inden 8 uger fra denne kendelse anmoder om det, skal genetablere kreditten på uændrede vilkår og betale rentekompensation for differencen mellem renten i DKK og CHF fra tidspunktet for omlægningen til afsigelsen af nærværende kendelse. Der er i den forbindelse ikke grundlag for at pålægge banken at betale noget beløb som følge af, at klagerne i en periode blev afskåret fra at benytte kreditten til valutahandel.

Ankenævnets afgørelse

Hvis klagerne inden otte uger anmoder om det, skal Spar Nord Bank genetablere klagernes kredit på uændrede vilkår og betale rentekompensation for differencen mellem renten i DKK og CHF fra tidspunktet for omlægningen til afsigelsen af nærværende kendelse. Der pålægges herudover ikke banken yderligere betaling.

Klagegebyret tilbagebetales klagerne.