Ændring af personalerente ved opsigelse fra ansættelseforhold.
| Sagsnummer: | 485/1992 |
| Dato: | 16-12-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Niels Busk, Peter Stig Hansen, Allan Pedersen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Rente - udlån
|
| Ledetekst: | Ændring af personalerente ved opsigelse fra ansættelseforhold. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I forbindelse med at klageren i juli 1992 blev opsagt fra sin stilling som personalechef hos indklagede pr. 1. oktober 1992, blev der mellem Finanssektorens Arbejdsgiverforening og Finansforbundet indgået forlig om udbetaling af en særlig godtgørelse svarende til 3 måneders løn, ligesom klageren blev fritstillet i den resterende del af opsigelsesperioden.
Ved skrivelse af 30. juli 1992 til klageren meddelte indklagede, at man som følge af klagerens fratræden ville ændre rentesatsen på klagerens engagement pr. 1. august 1992, således at dette ikke forrentedes med personalerentesats. Klagerens engagement med indklagede bestod af et gældsbrevslån på oprindelig 290.000 kr., hvor renten ikke fremgik af gældsbrevet, en kassekredit på oprindelig 170.000 kr., hvor renten i kreditkontrakten var anført til 6% p.a. samt en lønkonto. Ved skrivelsen af 30. juli 1992 meddelte indklagede, at renten på gældsbrevslånet forhøjedes til 14% p.a., på kassekreditrenten til 15% p.a. plus provision 2,5% p.a., og at renten på klagerens lønkonto ændredes således, at kreditrenten udgjorde 0,25% p.a. og debetrenten 20,75% p.a.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at ændre rentesatsen med normal varsel på minimum én måned.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han er frit stillet i opsigelsesperioden, men at hans ansættelsesforhold først ophører den 30. september 1992, hvorfor indklagede først er berettiget til at ændre rentesatserne pr. denne dato. Klageren er dog indstillet på at acceptere, at rentesatsen ændres med minimum en måneds varsel. Klageren anfører endvidere, at han som personalechef hos indklagede ikke har været bekendt med, at indklagede har interne regler vedrørende lån til personalerentesats, eller at indklagede i forbindelse med andre medarbejderes fratræden har indgået en aftale med disse om tidspunktet for forhøjelse af renten fra personalerentesats til almindelig rentesats. Hertil kommer, at indklagede har erklæret først at ville udbetale den særlige godtgørelse pr. 1. oktober 1992.
Indklagede har anført, at forhøjelsen af rentesatserne på klagerens lån og kreditter er sket under iagttagelse af indklagedes interne regler om lån til personalerentesats. Disse regler er aftalt således, at rentesatsen på et personalelån forhøjes i forbindelse med den pågældendes fratræden hos indklagede. Klageren er i henhold til aftalen af 7. juli 1992 fratrådt sin stilling hos indklagede, også selvom indklagede i henhold til aftalen er pligtig til at betale klageren løn i en periode efter fratrædelsen. Det er korrekt, at der ikke er nedfældet en forretningsgang, der omhandler personalerentesatser, men alle indklagedes medarbejdere er bekendt med reglerne for lån til personalerentesats og er vidende om, at denne sats kun er gældende, så længe den pågældende arbejder hos indklagede. Indklagede har endvidere henvist til kreditaftalelovens § 15, stk. 4, hvoraf fremgår, at kreditgiveren skal informere forbrugeren om enhver ændring i den årlige nominelle rente eller øvrige kreditomkostninger, når ændringen indtræder. Indklagede finder derfor, at man har overholdt lovens regler om advisering af renteændringen.
Ankenævnets bemærkninger:
Klagerens ansættelsesperiode udløb pr. 1. oktober 1992. Da det må lægges til grund, at klagerens engagement er ydet til personalerente med den klausul, at aftalen løber, til ansættelsesforholdet ophører, finder Ankenævnet ikke, at indklagede har været berettiget til at ændre rentesatsen på klagerens lån med virkning fra et tidligere tidspunkt end den 1. oktober 1992, uanset at indklagede har fritstillet klageren i opsigelsesperioden. Ankenævnet finder derfor, at indklagede er forpligtet til at lade klagerens engagement forrente med personalerentesats til 1. oktober 1992.
Ifølge Ankenævnets vedtægers § 10, stk. 4, kan enhver ved henvendelse til Ankenævnets sekretariat gøre sig bekendt med Ankenævnets kendelser med undtagelse af klagerens identitet. Efter samme bestemmelse kan Ankenævnet, når særlige forhold taler derfor, beslutte, at også indklagedes identitet skal tilbageholdes. Da klageren indtog stillingen som personalechef hos indklagede finder Ankenævnet med henblik på at opretholde klagerens anonymitet, at også indklagedes identitet bør tilbageholdes i denne sag.
Som følge heraf
Indklagede bør lade klagerens engagement hos indklagede forrente med personalerentesats indtil den 1. oktober 1992 og bør inden 4 uger ændre engagementets forrentning i overensstemmelse hermed. Indklagedes identitet tilbageholdes. Klagegebyret tilbagebetales klageren.