Beløbsubegrænset alskyldserklæring.
| Sagsnummer: | 349 /1996 |
| Dato: | 11-02-1997 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Jørn Rytter Andersen, Ole Just, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Kaution - omfang
|
| Ledetekst: | Beløbsubegrænset alskyldserklæring. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Ved kassekreditkontrakt underskrevet af klagerens ægtefælle den 26. september 1985 ydede indklagedes Løgumkloster afdeling ægtefællen, der drev selvstændig vognmandsvirksomhed, en kredit på 250.000 kr., som henstod "uden afvikling indtil videre". Klageren underskrev samme dag særskilt kautionsdokument, hvoraf fremgår:
"Til sikkerhed for opfyldelse af enhver forpligtelse, som [klagerens ægtefælle] nu har og senere måtte få over for (firmastempel) [indklagede] herunder enhver af bankens filialer og afdelinger, af et hvilket som helst beløb, kr. ......................... plus renter m.v., indestår undertegnede [klageren] herved som selvskyldnerkautionist/er."
Ordene "af et hvilket som helst beløb" er tilføjet med maskinskrift og erstatter "indtil et beløb af".
Kassekreditten blev efterfølgende forhøjet flere gange, senest den 14. maj 1990 til 750.000 kr. Den 11. maj 1989 ydede indklagedes Løgumkloster afdeling klagerens ægtefælle et lån på 86.000 kr., som skulle afvikles med 2.000 kr. månedligt første gang 30. juni 1989. Lånet blev i sommeren 1992 forhøjet med 33.100 kr. til 74.334,26 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 6.500 kr., første gang 31. august 1992.
Indklagede har oplyst, at man i 1993 afslog at stille yderligere kredit til rådighed for ægtefællen. Vognmandsvirksomheden blev herefter overført til et af ægtefællen delvist ejet anpartsselskab.
Ved skrivelse af 13. oktober 1994 gjorde indklagede kautionsforpligtelsen gældende over for klageren med henvisning til, at engagementet med ægtefællen var opsagt til øjeblikkelig indfrielse. Kautionsforpligtelsen blev opgjort til kassekredittens saldo på 895.644,11 kr. med tillæg af restgælden på 9.875,58 kr. på det i 1989 ydede lån, eller i alt 905.519,69 kr.
Den 12. august 1996 anlagde indklagede sag mod klageren ved retten i Tønder. Den 1. oktober 1996 blev sagen udsat på forelæggelse for Ankenævnet.
Klageren har for Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun ikke hæfter i henhold til det underskrevne kautionsdokument, subsidiært at hæftelsen alene udgør 250.000 kr. med tillæg af renter og omkostninger i forhold hertil.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hun ikke, inden hun underskrev kautionserklæringen, fik nærmere præciseret, hvad en kaution som den foreliggende reelt indebar. Hun bestrider, at hun har været inddraget i drøftelser omkring udvidelsen af kreditten, ligesom hun ikke har deltaget i møder herom. Hun har dog nogle gange været med hos indklagede, når der blev afleveret årsregnskab, men ikke deltaget ved drøftelser om udvidelse af engagementet. Hun finder ikke, at hun hæfter for kautionen overhovedet, idet hun ikke nærmere blev instrueret om, hvad det var, hun underskrev. Subsidiært bør hun alene hæfte for 250.000 kr. med tillæg af diverse omkostninger og renter, idet indklagede ikke bør kunne udvide hendes hæftelse uden at indhente hendes tilsagn. Hun er ikke blevet gjort bekendt med udvidelsen af kautionen og har ikke fået tilsendt dokumenter herom. Det er i denne sammenhæng irrelevant, at hun var bogholder for sin ægtefælle.
Indklagede har anført, at det forudsættes, at klageren i overensstemmelse med indklagedes faste praksis er blevet orienteret om kautionens omfang ved påtagelsen. Dette kan dog ikke længere verificeres, da den ekspederende medarbejder er død. Klageren førte bogholderiet i ægtefællens virksomhed, og indklagede tog ofte kontakt til klageren, når engagementet med ægtefællen skulle drøftes. Klageren deltog endvidere i de fleste møder hos indklagede, hvor engagementet samt udvidelse af dette blev drøftet. I sin egenskab af bogholder styrede klageren i vidt omfang virksomhedens økonomi. Det fremgår klart af kautionsdokumentet, at kautionen vedrører enhver forpligtelse, som ægtefællen havde eller senere måtte få over for indklagede, og at kautionen er for et hvilket som helst beløb og således beløbsubegrænset. Klageren har ikke i forbindelse med drøftelser om udvidelse af engagementet udtrykt tvivl om, hvorvidt udvidelser var omfattet af kautionen.
Ankenævnets bemærkninger:
Selvskyldnerkautionserklæringen blev underskrevet af klageren den 26. september 1985 i forbindelse med, at indklagede ydede klagerens ægtefælle en kassekredit på 250.000 kr. Kreditten blev ydet til brug for ægtefællens vognmandsvirksomhed, hvor klageren indtog stillingen som bogholder.
Ankenævnet finder ikke godtgjort sådanne omstændigheder, som kan føre til, at klageren ikke er bundet af den afgivne kautionserklæring. Klagerens principale påstand tages derfor ikke til følge.
Vedrørende klagerens subsidiære påstand udtaler tre medlemmer - Lars Lindencrone Petersen, Lars Pedersen og Ole Just:
Vi finder det ikke godtgjort, at indklagede i forbindelse med underskrivelsen af kautionserklæringen udtrykkelig præciserede over for klageren, at hun efter indholdet af erklæringen også herved kautionerede for en eventuel udvidelse af kreditten eller andre engagementer, som senere måtte blive stillet til rådighed for ægtefællen, og vi lægger til grund, at indklagede ikke underrettede klageren som kautionist om de udvidelser af klagerens ægtefælles engagement, som man bevilgede de følgende fem år. Vi finder på denne baggrund, at klagerens kautionserklæring alene kan gøres gældende for et beløb svarende til kassekredittens størrelse på tidspunktet for kautionserklæringens underskrivelse eller 250.000 kr., hvortil kommer kassekreditrente fra den dato, hvor kassekreditten blev opsagt over for debitor.
To medlemmer - Niels Bolt Jørgensen og Jørn Rytter Andersen - udtaler:
Den af klageren underskrevne kautionserklæring omfatter efter sin ordlyd enhver forpligtelse, som debitor "nu har og senere måtte få" over for indklagede. Herefter, og idet vi finder, at det kan lægges til grund, at klageren som ægtefælle til debitor og bogholder i dennes virksomhed har været bekendt med debitors økonomiske forhold og udviklingen i dennes engagement med indklagede, finder vi ikke grundlag for at tilsidesætte den af klageren afgivne erklæring.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, således at klagerens subsidiære påstand tages til følge.
Som følge heraf