Indsigelse om at lån skal nedskrives med indbetaling foretaget i 1986
| Sagsnummer: | 584/2012 |
| Dato: | 22-05-2013 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Jan Staal Andersen, Troels Hauer Holmberg, Anna Marie Schou Ringive og Astrid Thomas |
| Klageemne: |
Udlån - indfrielse
|
| Ledetekst: | Indsigelse om at lån skal nedskrives med indbetaling foretaget i 1986 |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse om, at lån skal nedskrives med indbetaling foretaget i 1986.
Sagens omstændigheder
Den4. december 1985 underskrev klagerne K og M etgældsbrevtil Danske Bank vedrørende etlån (konto nummer -530, herefter "lånekontoen") på 10.000 kr.med en variabel rente, for tiden 14 % p.a. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 550 kr., der skulle debiteres konto nummer -864. Låneprovenuet blev indsat på konto -864.
Klagerne har fremlagt en udateret kvittering for indbetaling af 4.000 kr. til konto nummer -864. Klagerne har anført, at indbetalingen blev foretaget i 1986, og at indbetalingen skulle anvendes til nedbringelse af restgælden på lånet.
Den 5. marts 1986 blev lånet forhøjet med 5.000 kr. til i alt 14.007,40 kr. Ifølge allonge til gældsbrev skulle den månedlige ydelse nu debiteres konto nummer -959. Den 1. september 1986 blev lånet forhøjet med 1.173 kr. til i alt 12.322,29 kr. Den månedlige ydelse skulle fortsat debiteres konto nummer -959.
Banken har fremlagt en kvittering for en indbetaling på 550 kr. til lånekontoen den 28. november 1986. Det fremgår endvidere af et kontoblad for perioden fra april 1986 til december 1986, at der i denne periode månedligt indgik ydelser på lånekontoen, hvorved lånet blev nedbragt.
I februar 1987 overgik lånet til inkasso.
I brev af 24. september 2001 opgjorde banken restgælden til i alt 6.451,99 kr. med tillæg af renter. Banken oplyste endvidere, at indbetalingen på 4.000 kr. var sket til konto -864 og derfor ikke påvirkede saldoen på lånet. Ved brev af 13. december 2001 opsagde banken lånet som misligholdt og opgjorde kravet til alt 6.451,99 kr. med tillæg af fem års renter, i alt 12.490,72 kr.
På et møde i fogedretten den 22. august 2012 opgjorde banken det skyldige beløb til 11.074,36 kr. inklusiv salær. Bankens specifikation af kravet blev gennemgået, og det blev aftalt, at banken ville undersøge indbetalingen på 4.000 kr. endnu en gang. Det fremgår endvidere af fogedretsbogen, at sagen tidligere var blevet foretaget i fogedretten i 1987 og 1989, og at klagerne bekræftede at have modtaget årsopgørelser fra banken, herunder en i fogedretten fremlagte årsopgørelse af 31. december 2006. Af udskrift af fogedretsbogen fremgår endvidere, at:
"… Under disse omstændigheder kunne [K] erkende at skylde det samlede beløb til Danske Bank. Det blev aftalt, at [K] senest den 30. september 2012 skal indbetale 7.541,99 kr., hvilket er det skyldige beløb fratrukket de seneste tre års renter eller 3.532,37 kr.
Overholdes fristen ikke, foretager banken udlæg i [klagernes] ejendom … for det fulde beløb."
I brev af 5. oktober 2012 oplyste banken, at det ikke var muligt at finde dokumentation vedrørende konto nummer -864 i bankens centralarkiv, da banken kun opbevarer kontoudskrifter og lignende dokumentation i 20 år.
Klagerne indbetalte ikke beløbet på 7.541,99 kr., og banken foretog herefter udlæg i klagernes ejendom for 11.074 kr.
Parternes påstande
Den 11. december 2012 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal nedsætte klagernes gæld med 4.000 kr. med valør i 1986.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klagerne har blandt andet anført, at indbetalingen på 4.000 kr. skulle have været anvendt til afvikling af lånet i 1986. Lånet ville have været afviklet med denne indbetaling i 1986, da der ville være sparet en masse renter i alle årene.
De hørte intet til banken i perioden fra 1992 til 1996 og gik derfor ud fra, at lånet var afviklet. I 1997 modtog de et brev fra banken med oplysning om en gæld uden specifikation. De anmodede herefter mange gange banken om en forklaring på, hvordan gælden var opstået og en specifikation af renter, omkostninger mv. Banken kunne imidlertid ikke give en specificeret opgørelse af gælden.
Herefter hørte de fra banken i 2001, hvor der igen manglede en specifikation af gælden. Der gik så yderligere 11 år, før de igen hørte fra banken, hvorefter banken indledte en fogedsag.
De ønsker en forklaring på, hvor beløbet på 4.000 kr. er indsat. De har i mange år, lige fra 1998-1999, uden held forsøgt at få en forklaring fra banken. Sagen kunne have været afsluttet for lang tid siden, hvis banken var kommet med en forklaring og en kontoudskrift. Hver gang de har spurgt til sagen, er sagen flyttet til en anden afdeling. Det har været som at løbe panden mod en mur.
Banken er ikke berettiget til at opkræve et beløb, der ikke kan specificeres.
Danske Bank har blandt andet anført, at klagerne oprindeligt har lånt i alt 16.173 kr. i banken, jf. gældsbreve og allonger fra 1985 og 1986. Gælden er ikke fuldt indfriet.
Banken har ved flere lejligheder redegjort for gælden blandt andet på fogedretsmødet den 22. august 2012. Klagerne anerkendte på bindende vis i fogedretten at skylde banken det af banken i fogedretten opgjorte beløb på 11.074,36 kr. alene under forbehold af, at banken undersøgte forholdene vedrørende konto nummer -864 en ekstra gang. Banken har undersøgt forholdene vedrørende denne konto en ekstra gang og har ikke yderligere oplysninger om kontoen.
Banken kan ikke tilpligtes at gemme oplysninger om udgåede konti så langt tilbage, hvorfor det ikke kan lægges banken til last, at der ikke kan fremskaffes dokumentation vedrørende kontoen.
Indbetalingen på 4.000 kr. til konto nummer -864 er ikke sket på lånet, der havde konto nummer -530. Klagerne foretog selv i november 1986 en anden indbetaling til lånekontoen, og ikke på konto nummer -864, hvilket understøtter, at indbetalingen på 4.000 kr. ikke skulle indbetales på lånet. Konto nummer -864 udgik for mange år siden. Låneprovenuet blev udbetalt til konto nummer -864, hvilket understøtter, at kontoen efter al sandsynlighed var klagernes løbende transaktionskonto. Der er således ikke grundlag for at nedskrive gælden med de 4.000 kr.
Ankenævnets bemærkninger
På møde i fogedretten den 22. august 2012, hvor Danske Banks opgørelse blev gennemgået, erkendte klagerne at skylde det af banken opgjorte beløb på 11.074,36 kr., dog således at det blev aftalt, at banken endnu en gang ville undersøge indbetalingen på 4.000 kr. Banken oplyste den 5. oktober 2012, at det ikke var muligt at finde dokumentation vedrørende konto nummer-864 i bankens centralarkiv, da banken kun opbevarer kontoudskrifter i 20 år. Banken fik herefter foretaget udlæg for 11.074 kr. i klagernes ejendom.
Det findes ikke godtgjort, at banken i forbindelse med indbetalingen på 4.000 kr. begik fejl eller forsømmelser. Indbetalingen indgik ifølge indbetalingskvitteringen på konto nummer -864, og ikke på lånekontoen. Ankenævnet finder det herefter ikke godtgjort, at indbetalingen blev foretaget til nedskrivning af lånet.
Ankenævnet finder herefter ikke, at banken er forpligtet til at nedskrive lånets restgæld.
Ankenævnets afgørelse
Klagerne får ikke medhold i klagen.