Kaution, stiftelse, underretning. Omfang.
| Sagsnummer: | 191/1989 |
| Dato: | 03-10-1989 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Niels Bolt Jørgensen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
Kaution - stiftelse Kaution - omfang |
| Ledetekst: | Kaution, stiftelse, underretning. Omfang. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 29. marts 1988 ydede indklagedes Ikast afdeling klagerens søn et lån på 81.000 kr. til brug for køb af en bil. Til sikkerhed for lånet fik afdelingen dels pant i den nyerhvervede bil for 60.000 kr., og dels et kautionstilsagn fra klageren begrænset til 30.000 kr. Ifølge kautionsdokumentet, som var underskrevet af klageren i hans eget pengeinstitut ligeledes den 29. marts 1988, ville kautionsforpligtelsen først blive nedskrevet, når lånets maksimum var nedbragt til 30.000 kr. Lånet skulle tilbagebetales med en månedlig ydelse på 2.100 kr., første gang den 1. maj 1988.
Ved skrivelse af 1. maj 1989 gjorde indklagede kautionsforpligtelsen gældende over for klageren.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at han frigøres for kautionsforpligtelsen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at han ved kautionsforpligtelsens stiftelse ikke var klar over kautionens omfang, art, formål og den dermed forbundne risiko, og at indklagede i betragtning af hans alder ikke kunne forvente, at han var i stand til at gennemskue denne risiko.
Indklagede burde ikke have ydet lånet til hans søn, idet denne tidligere var gået konkurs og havde opnået gældssanering, hvorfor hans økonomi var ringe.
Derudover anfører klageren, at lånet er blevet nedbragt som stipuleret, men ydelserne er blevet overført fra en anden af debitors konti, som derved er gået i overtræk. Lånet har derfor reelt været misligholdt siden september 1988. Han har imidlertid ikke modtaget underretning herom, og indklagede har således ikke overholdt fristen i Bank- og Sparekasselovens § 41, hvilket har forringet hans regresmuligheder væsentligt.
Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at det af sikkerhedsstillelsesdokumentet tydeligt fremgår, at kautionsforpligtelsen først nedskrives, når maksimum er nedbragt til 30.000 kr., hvorfor klageren ikke kan have været ukendt med kautionens omfang, art, formål og den dermed forbundne risiko.
Indklagede var alene bekendt med, at låntageren tidligere var gået konkurs, men derimod ikke med, at han havde opnået gældssannering.
Ved bevilling af lånet var det låntagerens øjeblikkelige økonomiske situation, der var afgørende.
Af posteringsoversigten vedrørende kontoen fremgår det, at lånet hver måned er nedbragt med 2.100 kr., hvilket beløb svarer til den månedlige ydelse, der skulle erlægges på lånet. Den omstændighed, at ydelserne er hævet på en anden konto, således at denne konto er overtrukket, er uden betydning, da det afgørende for klageren er, at ydelserne på lånet er blevet betalt.
Fristen i Bank- og Sparekasselovens § 41 er således overholdt.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren underskrev den omhandlede kautionserklæring i sit eget pengeinstitut, og der er af klageren intet konkret anført om omstændighederne ved underskrivelsen, som kan medføre, at erklæringen er uforbindende for ham.
Ankenævnet har ikke mulighed for at tage stilling til, om indklagede som af klageren anført burde have afslået at imødekomme klagerens søns ansøgning om et lån.
Der er af klageren intet anført til støtte for, at hans regresmuligheder overfor låntageren er blevet forringet ved indklagedes påståede tilsidesættelse af underretningspligten efter Bank- og Sparekasselovens § 41, og klagerens derpå støttede anbringende må allerede af denne grund forkastes.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.