Ændring af reguleringsklausul.
| Sagsnummer: | 373 /1993 |
| Dato: | 30-12-1993 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Rente - udlån
Rente - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Ændring af reguleringsklausul. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Ved skrivelse af 28. april 1988 tilbød indklagede, der er et finansieringsinstitut, og som da var ejet af fire pengeinstitutter, klageren et billån på 93.596 kr.
I gældsbrevet, som klageren efterfølgende underskrev, var om renten anført:
"Gælden forrentes med den af [indklagede] til enhver tid fastsatte rentesats. Renten udgør p.t. 12,8% p.a. med en månedlig renteberegning og varierer som Sparekassen Sydjyllands rente for kassekredit til private."
Ved skrivelse af 23. januar 1992 meddelte indklagede, at det som følge af fusionen mellem Sparekassen Sydjylland og Sparekassen Bikuben ikke længere var muligt at regulere renten i henhold til Sparekassen Sydjyllands rente for kassekredit, hvorfor lånets rente fra den 2. januar 1992 ville blive reguleret efter "Danmarks Nationalbanks udlånsrente til pengeinstitutter" (foliorenten). I den forbindelse anmodedes klageren om at acceptere ændringen på en med skrivelsen vedlagt genpart. Dette undlod klageren.
Som følge af, at foliorenten med virkning fra den 1. april 1992 blev afskaffet, meddelte indklagede ved skrivelse af 23. april 1992, at renten på klagerens lån herefter ville blive fastsat ved gennemsnittet af de dagligt noterede pengemarkedssatser nedrundet til nærmeste kvarte procentpoint i indklagedes fire aktionærpengeinstitutter. Klageren undlod at underskrive og returnere en blanket om tiltrædelse af ordningen.
Den 13. august 1993 meddeltes det, at indklagede pr. 1. juli 1993 var overtaget af et andet pengeinstitut, og at renten fremover ville reguleres efter hovedbankernes kassekreditsats.
Indklagede har oplyst, at renten på klagerens lån har udviklet sig således:
Ændring i Rentesats på
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte renten på klagerens lån til en ikke nærmere angivet sats.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at renten var meget fordelagtig på stiftelsestidspunktet, men at renten, efterhånden som indklagede ændrede reguleringsfaktor, steg i forhold til renten på det øvrige marked. Klageren har ikke tiltrådt ændringen af rentereguleringsfaktoren, og indklagede har gennemgående ved valg af fornyet reguleringsfaktor valgt en faktor, der ville give indklagede den højst mulige rente. På stiftelsestidspunktet blev løbetiden aftalt til seks år, men ved de efterfølgende betragtelige rentestigninger er løbetiden blevet betydeligt forlænget. Klageren finder ikke, at det er acceptabelt ud fra det generelle fald i bankernes udlånsrente.
Indklagede har anført, at klageren har været adviseret om de ændrede parametre for renteregulering, og at klageren ikke er fremkommet med indsigelser i forlængelse heraf. Klageren har heller ikke reageret på de bekendtgørelser, der har været offentliggjort i dagspressen vedrørende rentereguleringerne. Klageren har dermed gennem ca. halvandet år været vidende om den gældende rentereguleringsmekanisme. For så vidt angår den fremtidige renteregulering af lånet vil indklagede iagttage en tremåneders varslingsperiode, hvilket betyder, at renteændringer efter indklagedes nuværende reguleringsfaktor anvendtes til og med november 1993, hvorefter udsvinget i hovedbankernes kassekredit vil være gældende.
Ankenævnets bemærkninger:
I skrivelserne af 23. januar og 23. april 1992 anmodede indklagede klageren om skriftligt at bekræfte, at han var indforstået med den anførte ændring af reguleringsklausulen. Klageren undlod imidlertid dette og rejste ved indgivelse af klage til Ankenævnet den 7. juni 1993 spørgsmål om rentens størrelse. Under disse omstændigheder findes klageren ikke ved passivitet at have fortabt sin ret til at gøre indsigelse mod de nye reguleringsklausuler.
Det må i overensstemmelse med indholdet af gældsbrevet lægges til grund, at det imellem parterne oprindeligt var aftalt, at renten skulle reguleres i overensstemmelse med ændringer i Sparekassen Sydjyllands rente for kassekredit til private. Denne reguleringsklausul kunne ikke opretholdes efter Sparekassen Sydjyllands fusion med Sparekassen Bikuben med sidstnævnte som fortsættende pengeinstitut. Det, som nærmest ville svare til den hidtidige klausul ville imidlertid være regulering i overensstemmelse med ændringer i Sparekassen Bikubens rente for kassekredit til private. Ankenævnet finder derfor, at klageren, såfremt han ønsker det, kan forlange, at renten på hans lån reguleres på denne måde fra den 2. januar 1992 at regne.
Som følge heraf