Afgørelse

Rente, ydelsesændringer, god tro.

Medhold klager


Ved gældsbrev af 5. august 1985 ydede indklagedes Odense sygehus afdeling klageren en forhøjelse på 60.000 kr. på et boliglån, som herefter udgjorde 257.129,47 kr. Ifølge gældsbrevet skulle lånet p.t. forrentes med 15% p.a. og afvikles over 10 år med en månedlig ydelse på 3.600 kr., første gang den 30. august 1985. Ydelsen på gældsbrevet havde hidtil været 3.000 kr., men ydelsen blev ikke reguleret til 3.600 kr., som det var anført i forhøjelsesdokumentet. Det var i gældsbrevet anført:

"Ydelsen forhøjes pr. 31.12.85, så lånet får en samlet løbetid på 10 år."

Til sikkerhed for lånet håndpantsatte klageren nogle pantebreve.

Det fremgår af en af indklagede fremlagt ydelsesoversigt, at der er foretaget følgende ændringer i lånets ydelse:

Klageren har i enkelte tilfælde foretaget ekstraordinære indbetalinger på lånet.

Ved en skrivelse af 1. oktober 1986 meddelte indklagede, at man "for at overholde den aftalte afvikling af lånet", ændrede ydelsen fra 3.120 kr. til 3.170 kr. med virkning fra 30. oktober 1986. Denne ydelsesændring blev ikke effektueret.

Ved en skrivelse af 29. december 1989 meddelte indklagede, at ydelsesændringen pr. 30. januar 1990 fandt sted med henblik på at overholde den aftalte afvikling af lånet. I en fortrykt rubrik om kontoform var anført: "Månedslån med fast løbetid".

Ifølge kontooversigter pr. 31. december fremsendt til klageren har lånet udviklet sig således:

--------------------------------------------------------------------------------------

Efter at klageren var blevet opmærksom på, at lånet ikke kunne være afviklet pr. 31. december 1995, rettede hun i sommeren 1992 henvendelse til afdelingen, som den 19. juni 1992 meddelte, at man var indstillet på at nedsætte renten med 3,5% til 12% p.a., hvis klageren forhøjede den månedlige ydelse med 400 kr. til i alt 4.400 kr. Lånets løbetid ville herefter være nedsat med ca. 1 år og 7 mdr., således at lånet ville være afviklet efter 4 år og 11 mdr. Indklagede ændrede efterfølgende dette tilbud, således at rentenedsættelsen fandt sted uden samtidig ændring af ydelsen; restløbetiden ville herefter udgøre 5 år og 9 mdr.

Efter at klageren havde afslået dette, og efter at afdelingen og klagerens advokat har brevvekslet herom, har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes principalt at anerkende, at lånet anses som indfriet pr. 31. december 1995 med nuværende afvikling på 3.870 kr. pr. måned, subsidiært at lånet nedskrives til ca. 120.000 kr. svarende til en månedlig ydelse på 4.100 kr. til indfrielse pr. 31. december 1995 med en rente på 15,5% p.a.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at det fremgår af lånedokumentet, at det er aftalt, at lånet afvikles over 10 år. Baggrunden herfor var, at klagerens låneydelse delvis blev modsvaret af klagerens indtægter fra de håndpantsatte pantebreve, som ville være indfriet den 31. december 1995. Klageren har ikke i forbindelse med de efterfølgende mangfoldige ændringer af den månedlige ydelse været i stand til at kontrollere, om lånet kunne afvikles over 10 år, og om ydelsesændringerne kunne begrundes med de hyppige og store renteændringer. Indklagede har uden aftale med klageren foretaget ændringer i ydelserne i henhold til den oprindeligt indgåede låneaftale. Det fremgår endvidere af indklagedes meddelser om ydelsesændringerne, at disse skete med henblik på at overholde den aftalte løbetid. Klageren har været i god tro og har ikke haft grund til at betvivle den indgåede af-tale om lånets løbetid, ligesom hun ikke burde have indset, at ydelsen ikke i tilstrækkelig omfang blev reguleret af indklagede.

Indklagede har anført, at det fremgår af lånedokumentet, at ydelsen i forbindelse med forhøjelsen af lånet i 1985 skulle forhøjes fra 3.000 til 3.600 kr. Ydelsen blev imidlertid ikke reguleret, hvilket formentligt skyldes en fejl. Klageren burde derfor allerede på dette tidspunkt have været opmærksom på, at lånet ikke blev afviklet i overenstemmelse med gældsbrevet. Gældsbrevet forudsatte, for at løbetiden kunne fastholdes, en startydelse på 3.600 kr. med en stigning i 1986 - efter de dagældende renteforhold - til 4.100 kr. Lånet blev afviklet alene med 3.000 kr., og ydelsen blev i januar 1986 som forudsat forhøjet til 4.100 kr. Ydelsen reduceredes imidlertid den 15. juli 1986 til 3.120 kr., uden at dette var begrundet i en rentejustering. Dette medførte, at den oprindelige udløbstermin ikke kunne fastholdes. Det er ikke muligt at se, hvad der lå til grund for ydelsesreduktionen, men klageren burde på dette tidspunkt have indset, at en ændring på ca. 20% af ydelsen ville få konsekvenser for udløbstidspunktet, særligt når ydelsesreduktionen ikke var begrundet af en renteændring. Klageren burde derfor have indset, at en ydelse endda væsentligt under 3.600 kr. med nogenlunde samme rentesats forholdsvis kort tid efter lånets etablering ikke ville være tilstrækkelig til at fastholde lånets oprindeligt angivne løbetid. Klageren har endvidere ikke lidt noget tab, der kan begrunde en erstatning i anledning af den forlængede løbetid.

Ankenævnets bemærkninger:

Indklagede har anført, at ydelsen pr. 15 juli 1986 nedsattes, uden at dette var begrundet i en rentejustering, hvilket medførte, at den oprindelige aftalte udløbstermin ikke kunne fastholdes. Når henses til, at det i den efterfølgende korrespondance fra indklagedes side var anført, at ydelsesjusteringerne fandt sted med henblik på at overholde den aftalte udløbstermin, findes det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at denne nedsættelse med den deraf følgende forlængede løbetid skulle bero på en aftale med klageren, eller at klageren burde have indset konsekvenserne heraf, men det må antages, at nedsættelsen af ydelsen beror på en fejl fra indklagedes side. Låneydelsen blev ændret 12 gange fra 16. januar 1986 til 30. juni 1992, og Ankenævnet finder ikke, at det kan bebrejdes klageren, at hun hver gang er gået ud fra, at ydelsesændringen er sket, for at den aftalte løbetid på 10 år kunne opretholdes. Ankenævnet antager, at indklagede pr. 1. juni 1992 er blevet opmærksom på, at ydelsen var for lille til, at lånet kunne indfries til den aftalte tid.

3 medlemmer - Niels Waage, Søren Geckler og Jørn Ravn - udtaler:

Vi finder derfor, at konsekvensen af den eller de af indklagede begåede fejl bør være, at restgælden pr. 1. juni 1992 nedskrives til det beløb, som den ville have været, såfremt der frem til dette tidspunkt havde været betalt den ydelse, der var nødvendig for at lånet var indfriet pr. 31. december 1995.

1 medlem - Allan Pedersen - udtaler:

Jeg finder ikke grundlag for at nedskrive gælden, da klageren ikke har lidt noget tab.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Herefter