Underskud ved låneomlægning. Kurssikring.
| Sagsnummer: | 20209055 /2002 |
| Dato: | 06-03-2003 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Grit Munk, Kirsten Skovsby, Per Englyst og Søren Møller-Damgaard |
| Klageemne: |
Omlægning - provenue
Kurs - kurstab Fastkursaftale - indgåelse |
| Ledetekst: | Underskud ved låneomlægning. Kurssikring. |
| Indklagede: | Nykredit A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som PDF |
| Realkreditinstitutter |
Klagerne havde i deres ejendom havde et lån til det indklagede realkreditinstitut samt et privat pantebrev. Klagerne henvendte sig den 8. november 2001 telefonisk til instituttet, idet de ønskede en låneomlægning, og indgik samme dag fastkursaftale på indfrielsen af det indestående lån. Den 14. november 2001 fremsendte instituttet lånetilbud til klagerne på et 30-årigt obligationslån med en kursværdi på 1.133.366 kr. beregnet ved kurs 94,29. Budgettet i lånetilbudet viste et beregnet overskydende provenu på 71 kr. efter gennemførelse af låneomlægningen. Af lånetilbudet fremgik det, at der skulle betales ydelser på de indestående lån frem til indfrielsestidspunktet. Delydelsen på realkreditlånet var beregnet til 11.187 kr. Det nye lån blev udbetalt den 27. november 2001 til kurs 93,44 med en kursværdi på 1.123.148 kr. Instituttet anmodede den 27. marts 2002 klagerne om at indbetale 22.375 kr. til dækning af underskuddet på den afregningskonto, som var oprettet i forbindelse med låneomlægningen. Underskuddet udgjordes af delydelser på de indfriede lån samt et kurstab på 10.217 kr. som følge af kursfald i tiden fra afgivelsen af lånetilbud til låneudbetaling. Klagerne afviste at indbetale beløbet, dels fordi de mente at have kurssikret hele låneomlægningen den 8. november 2001, dels fordi de efterfølgende telefonisk havde fået oplyst, at delydelserne var indregnet i det nye lån. Instituttet afviste, dels at der var sket kurssikring af det nye lån, dels at instituttet skulle have oplyst, at delydelserne var indregnet i det nye lån.
Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne kræve et beløb på 22.318 kr. betalt af dem, og at et eventuelt skyldigt beløb burde afdrages over lånets løbetid. Instituttet påstod frifindelse.
På baggrund af oplysningerne i lånetilbudet fandt Nævnet, at klagerne ikke med rette kunne forvente, at delydelser på de indfriede lån var indregnet i det nye lån. Forskellen mellem det udbetalte provenu og det i lånetilbudet beregnede provenu af det nye lån udgjorde 10.217 kr. Nævnet fandt det tilstrækkelig godtgjort, at klagerne den 8. november 2001 ønskede at indgå aftale om at kurssikre begge lån, og at det nye lån ikke blev kurssikret denne dag, alene fordi der ikke var afgivet lånetilbud. Nævnet fandt, at instituttet herefter burde have igangsat kurssikringen af det nye lån hurtigst muligt og senest den 14. november 2001, da lånetilbudet blev afgivet. Nævnet fandt efter omstændighederne, at instituttet skulle yde klagerne en erstatning på 10.217 kr., således at underskuddet på afregningskontoen blev nedsat med dette beløb.