Afgørelse

Personlig fordring. Forældelse.

Det indklagede realkreditinstitut havde to lån i klagerens lejlighed som henholdsvis 1. og 4. prioritet. Et andet institut overtog i januar 1990 ejendommen på tvangsauktion for et bud, der ikke gav dækning til hæftelse 4. I januar 1992 opgjorde instituttets advokat over for klageren instituttets retstilgodehavende til 38.191 kr., hvortil skulle lægges 12 pct. rente p.a. fra januar 1990. Instituttet rettede i oktober 1994 og i april 1997 henvendelse til klageren om den personlige fordring. I december 1997 fremsendte instituttets advokat et inkassobrev til klageren, hvori fordringen blev opgjort til i alt 57.725 kr. inklusive renter og omkostninger. Klageren afgav i april 1999 insolvenserklæring over for fogedretten. I maj 2000 opfordrede instituttet på ny klageren til at henvende sig om en afviklingsordning og opgjorde gælden til 55.007 kr. inklusive renter. Klageren meddelte herefter instituttet, at han ikke kunne anerkende rentebeløbet, der efter hans opfattelse var forældet. Instituttet var uenig heri, men henlagde i juni 2000 på baggrund af klagerens økonomiske situation sagen i foreløbig et år.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, principalt at instituttet ikke kunne gøre et krav gældende mod ham, subsidiært at instituttet skulle afstå fra inddrivelse af en eventuel gæld. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet bemærkede, at det lå uden for Nævnets kompetence at pålægge instituttet at afstå fra at foretage retsforfølgningsskridt for krav, som instituttet mente at have mod klageren. Nævnet fastslog, at instituttets fordring på tvangsauktionen bestod dels af restgæld med uforfaldne renter i kolonne 2, dels af restancer i kolonne 3, herunder afdrag og renter. Nævnet henviste til, at der for restgæld og afdrag gælder en 20-årig forældelse efter DL 5-14-4, mens der for krav på rente og bidrag m.v. gælder en forældelsesfrist på 5 år efter 1908-loven. Da der var forløbet mere end 5 år efter tvangsauktionen, var instituttets krav på rente og bidrag ifølge Nævnet forældet, hvorfor instituttet blev tilpligtet at anerkende, at instituttet alene kunne gøre krav gældende mod klageren i det omfang, instituttet kunne godtgøre, at kravet vedrørende hæftelse 4 bestod af restgæld i kolonne 2 og afdrag i kolonne 3. Kravet skulle forrentes med 9 pct. p.a. 5 år tilbage fra sagens indbringelse for fogedretten, og indtil betaling sker.