Afgørelse

Indsigelse mod ophævelse af kapitalpension og ratepension i utide.

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelser imod ophævelsen af hans kapitalpension og ratepension før hans fyldte 60. år, hvorved der blev afregnet forhøjet afgift til staten.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er født i 1945, foretog igennem en årrække investeringer i værdipapirer via et af ham ejet anpartsselskab, A. Investeringerne blev finansieret via en kredit hos indklagede. Klageren kautionerede for kreditten.

Klageren drev i øvrigt erhvervsmæssig virksomhed i selskabsform, bl.a. via aktieselskabet B, sammen med sin bror.

Ved skrivelse af 31. juli 2001 rettede indklagede følgende henvendelse til klageren:

"Angående dit og [A's] engagement med banken.

På baggrund af den fortsatte negative udvikling i [A's] indtjening, mener vi ikke det er forsvarligt at indgå nye investeringsforretninger med selskabet.

Efter afvikling af de 2 investeringsforretninger i Nokia, der er lukket den 17/7 2001 med et samlet tab på 199.923,98 er skylden på [A's] kassekredit steget til 1.250.989,62 kr. Hertil kommer, at der er et urealiseret tab på den bestående investeringsforretning i GN Store Nord pr. 30/7 2001 på 75.158 kr.

Jeg vil derfor foreslå følgende handlingsplan omkring engagementet:

Ovennævnte handlingsplan forudsætter, at der stilles følgende yderligere sikkerheder for dit og [A's] engagement med banken:

Kr. 100.000,00 ejerpantebrev i ejendommen [adresse], efter bestående ejerpantebrev til Vestjysk Bank.

Nominelt i alt kr. 250.000,00 aktier i [B].

Jeg beder dig venligst kontakte mig i løbet af den kommende uge, med henblik på en drøftelse af handlingsplanen."

Den 27. august 2001 underskrev klageren to erklæringer til indklagede om udbetaling af henholdsvis sin kapitalpension og ratepension hos indklagede. Af erklæringerne fremgår bl.a.:

"Jeg er bekendt med, at der i henhold til loven tilbageholdes en endelig afgift til staten på 60% af ordningens værdi på udbetalingstidspunktet.

De gældende regler for udbetaling i forbindelse med pensionering er:

Beløb opsparet før 31. december 1979: Afgift til staten på 25%

Beløb opsparet efter 1. januar 1980: Afgift til staten 40%"

Pensionerne blev opgjort den 18. september 2001 med et provenu på henholdsvis 353.557,73 kr. og 40.269,10 kr., i alt 393.826,83 kr., som blev krediteret på A's kredit. Saldoen på kreditten blev herved nedbragt fra 1.379.006,31 kr. til 985.179,48 kr.

Den 21. juni 2002 gik klageren i betalingsstandsning, og den 10. oktober 2002 blev han erklæret konkurs.

Parternes påstande.

Den 7. februar 2003 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 568.691,30 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede ydede mangelfuld rådgivning i forbindelse med ophævelsen af pensionsordningerne og bør udbetale 568.691,30 kr. svarende til værdien af pensionerne med fradrag af 40 % i afgift.

Indklagede informerede ham ikke om, at pensionsmidlerne var kreditorbeskyttede, og at de således ikke kunne røres under den konkurs, som ville blive konsekvensen, såfremt han ikke efterkom de krav, som indklagede stillede i skrivelsen af 31. juli 2001. Indklagede informerede heller ikke om, at han ved at vente med at ophæve pensionerne i blot fire år kunne spare en væsentlig del af afgiften til staten. Såfremt han var blevet rådgivet korrekt, ville han ikke have ophævet pensionerne.

Erklæringerne om udbetaling blev forelagt til underskrift i forbindelse med, at han "kom forbi" indklagedes afdeling i slutningen af august 2001. Der var hverken tale om nogen møderække eller om rådgivning af nogen art. Han underskrev erklæringerne, idet han havde fuld tillid til indklagede.

Det påhviler indklagede at løfte bevisbyrden for, at der blev foretaget korrekt og fyldestgørende rådgivning, navnlig i en situation som den foreliggende hvor der foreligger modstridende interesser. Hans økonomi var allerede i sommeren 2001 så dårlig, at en konkurs måtte forudses. Han havde et særligt rådgivningsbehov, da han var i en økonomisk presset situation og inden for en kortere årrække skulle pensioneres.

Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klageren fik korrekt og fyldestgørende rådgivning i forbindelse med ophævelserne, som er endelige og bindende.

Efter fremsendelsen af skrivelsen af 31. juli 2001 og før klagerens underskrift på erklæringerne om udbetaling af pensionsordningerne blev der afholdt 2-3 møder med klageren, hvor den uheldige udvikling i investeringerne via A og de foreliggende muligheder herunder ophævelse af pensionsordningerne og konsekvenserne heraf nøje blev drøftet. Der var således langt fra tale om, at klageren uden videre blev afkrævet underskrifter på ophævelseserklæringerne. Det fremgår tydeligt af erklæringerne, at der ved udbetaling ville blive beregnet 60 % i afgift, og klageren måtte som en erfaren erhvervsdrivende være bekendt med reglerne om pensionsordningernes kreditorbeskyttelse.

Der blev indgået en aftale, som muliggjorde, at der kunne gennemføres et almindeligt salg af klagerens og dennes brors fælles erhvervsvirksomhed, således at tvangsrealisation blev undgået. Klageren var i kraft af sin ejerandel i B og en erhvervsejendom solvent ud fra de bogførte værdier. I sommeren 2001 var der stadig gode muligheder for at rette økonomien op, og det kunne ikke forudses, at klageren ville blive erklæret personlig konkurs den 10. oktober 2002, som det faktisk skete.

Til støtte for afvisningspåstanden har indklagede anført, at en afgørelse forudsætter en bevisførelse, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, hvorfor sagen bør afvises, jf. Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det fremgår klart af de erklæringer om udbetaling af pensionsordningerne, som klageren underskrev den 27. august 2001, at der som følge af udbetaling i utide skulle betales forhøjet afgift til staten.

Der er ikke grundlag for at fastslå, at indklagede på utilbørlig måde pressede klageren til at ophæve pensionsordningerne.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.