Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Valg af låneserie.

Sagsnummer: 368/1994
Dato: 31-05-1995
Ankenævn: Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Ole Just, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen
Klageemne: Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Valg af låneserie.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indklagede foretog i november/december 1993 en omprioritering af klagerens ejendom, i hvilken forbindelse tre eksisterende lån i Realkredit Danmark erstattedes af et 17-årigt kontantserielån ydet af Danske Kredit. Det nye låns bagvedliggende obligationer udløb i år 2016. Sagen angår, om indklagede har pådraget sig erstatningsansvar over for klagerne, der har anført, at det var afgørende, at lånet blev hjemtaget i en obligationsserie med udløb år 2011.

I september 1993 henvendte klagerne sig til indklagede med henblik på, at indklagede skulle forestå omprioritering af deres ejendom. Klagerne medbragte et lånetilbud fra Realkredit Danmark på et 15-årigt kontantlån. Klagerne gav ved henvendelsen udtryk for, at de fremfor et kontantannuitetslån foretrak et kontantserielån. Indklagede oplyste, at Danske Kredit var i stand til at yde denne type lån. Ifølge klagerne understregede de, at obligationsserien 6% DK serie 2011 var grundlaget for deres låneønske. Indklagede bestrider, at det var et krav fra klagernes side, at lånet blev hjemtaget i denne serie; der var alene tale om en indikation af, hvilken slags lån klagerne ønskede at hjemtage.

I skrivelse af 9. september 1993 fremsendte indklagede beregning på et 15-årigt kontantserielån på 532.970 kr. udstedt af Danske Kredit. Den 20. sm. fremsendte indklagede en konsekvensberegning vedrørende en omprioritering af klagernes ejendom med et 15-årigt obligationsserielån. Baggrunden herfor var, at klagerne havde anmodet om at se forskellen på et obligationslån og et kontantlån.

I oktober 1993 meddelte klagerne indklagede, at de ønskede et større lån, idet de tillige ønskede finansiering af en installation af en varmepumpe m.v. Klagerne har oplyst, at de ved et møde den 28. oktober 1993 forespurgte indklagedes medarbejder, om lånets løbetid kunne forlænges til 17 år med samme bruttoydelse; det var samtidig deres ønske, at lånet fortsat skulle udbetales på grundlag af obligationsserien med udløb år 2011. Ifølge klagerne bekræftede indklagedes medarbejder, at dette var muligt. Indklagede har bestridt, at medarbejderen bekræftede, at lånet med en løbetid på 17 år kunne forblive i samme låneserie.

Den 11. november 1993 fremsendte indklagede beregning på et 17-årigt kontantserielån på 560.000 kr.

Ved skrivelse af 25. november 1993 tilbød indklagede på Danske Kredits vegne et 17-årigt kontantserielån på 560.000 kr. Det fremgår ikke at lånetilbuddet, hvilken obligationsserie tilbuddet er baseret på, men den aktuelle kurs er angivet.

Den ene klager har oplyst, at han den 29. november 1993 rettede telefonisk henvendelse til indklagede, som oplyste, at tilbuddet af 25. sm. var baseret på obligationer med udløb 2016. Han protesterede herimod og fik oplyst, at man kunne fremsende nyt tilbud, men at dette ville medføre, at kurssikring tidligst ville kunne finde sted den 13. december 1993. Indklagede bestrider, at der blev talt om et nyt lånetilbud og kurssikring af dette.

Klagerne accepterede tilbuddet af 25. november 1993, og lånet udbetaltes den 28. december 1993 på grundlag af en fastkursaftale af 9. december 1993.

Klagerne har nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at foretage en "omkostningsfri omlægning til 15 år i serie 2011, baseret på kursen den 09.12.93, subsidiært en rimelig erstatning for meromk. (forhøjet rente) samt potentielle formuetab (for høj obligationsrestgæld), som de begåede fejl har resulteret i."

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Indklagede har under sagens forberedelse imødekommet et krav fra klagerne om godtgørelse af et beløb betalt i differencerenter.

Klagerne har anført, at indklagedes medarbejder tilkendegav, at forlængelsen af det nye låns løbetid fra 15 år til 17 år ville kunne ske uden ændring af obligationsserie. Da tilbuddet forelå, fik de imidlertid oplyst, at der var skiftet obligationsserie. Den nye serie med et senere udløbsår har medført en højere rente og en større obligationsgæld. De var nødt til at acceptere det foreliggende lånetilbud, idet indklagede oplyste, at kurssikring tidligst ville kunne finde sted den 13. december 1993; en sådan kursrisiko var de ikke villige til at løbe. Som følge heraf blev lånet accepteret den 2. december 1993.

Indklagede har anført, at medarbejderen ikke har lovet klagerne, at også et 17-årigt lån kunne ydes på grundlag af obligationer med udløb i 2011. Klagerne accepterede lånetilbuddet med viden om, at den bagvedliggende obligation var serie 2016. Indklagede bestrider, at det skulle være oplyst over for klagerne, at kurssikring vedrørende et nyt lånetilbud først ville kunne ske 14 dage senere. Kurssikringen kunne ske omgående, men således, at lånet tidligst kunne udbetales 14 dage efter.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagedes medarbejder har givet klagerne oplysning om, at et 17-årigt kontantserielån ligesom et 15-årigt lån kunne ydes på grundlag af obligationer med udløb i år 2011. Det findes heller ikke godtgjort, at klagerne, efter at de havde modtaget lånetilbudet af 25. november 1993 og fået oplysning om, at dette var baseret på obligationer med udløb i år 2016, fik forkerte oplysninger vedrørende kurssikring af et eventuelt nye lånetilbud. Herefter, og da klagerne har accepteret lånetilbuddet af 25. november 1993, kan klagen ikke tages til følge.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.