Krav om erstatning for tab på køb af Roskilde Bank aktier i oktober 2007 for midler fra frigivet kapitalpension.
| Sagsnummer: | 187/2014 |
| Dato: | 20-08-2015 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Peter Stig Hansen, Troels Hauer Holmberg, Poul Erik Jensen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Krav om erstatning for tab på køb af Roskilde Bank aktier i oktober 2007 for midler fra frigivet kapitalpension. |
| Indklagede: | Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Sagen vedrører krav om erstatning for tab på køb af Roskilde Bank aktier i oktober 2007 for midler fra frigivet kapitalpension.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i den daværende Roskilde Bank, hvor han bl.a. havde et kapitalpensions- og et ratepensionsdepot.
Finansiel Stabilitet har udarbejdet en oversigt over klagerens køb og salg af aktier til pensionsdepoterne. Af oversigten fremgår, at klageren til kapitalpensionsdepotet i 1992, 1996 og 1997 købte i alt 270 stk. Roskilde Bank aktier for 49.450 kr., og at klageren i 1997, 2005 og 2007 solgte tegningsretter for i alt 174.780 kr.
Til ratepensionsdepotet købte klageren i 1996 og 1997 i alt 160 stk. Roskilde Bank aktier og 15 stk. tegningsretter for i alt 45.487 kr. I perioden 2004 til 2007 solgte klageren tegningsretter og Roskilde Bank aktier for i alt 697.886 kr. Om baggrunden herfor har klageren oplyst, at ratepensionen var blevet opsagt i 1998, hvor han fyldte 60 år, og at der løbende blev solgt værdipapirer fra depotet over en periode på 10 år til dækning af hans leveomkostninger. Depotet udgik i Roskilde Bank den 1. november 2007.
Den 22. oktober 2007 solgte klageren sin beholdning på 2.700 stk. Roskilde Bank aktier i kapitalpensionsdepotet til kurs 451 for 1.217.700 kr. Samme dag købte klageren til et frit depot 2.700 stk. Roskilde Bank aktier til kurs 451 for 1.217.700 kr. Kapitalpensionsdepotet udgik den 25. oktober 2007.
Den 6. marts 2008 underskrev klageren en investeringsprofil, hvoraf fremgik, at hans risikovillighed var høj (risikotal 9 på en skala fra 1 til 10), at han havde kendskab til og eventuel erfaring med aktier, og at han havde en nettoformue på mellem 5 og 10 mio. kr. Klageren underskrev endvidere investeringsprofilen på vegne et anpartsselskab, S, som klageren efter det oplyste var direktør for og medejer af, og som efter det oplyste havde investeringsvirksomhed som sit formål.
Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet. Banken blev erklæret konkurs den 3. marts 2009. Finansiel Stabilitet fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.
I december 2010 indledte Forbrugerombudsmanden en undersøgelse vedrørende omstændighederne omkring ”gammel” Roskilde Banks salg af egne aktier i perioden fra den 1. januar 2006 til bankens sammenbrud den 24. august 2008.
Den 2. december 2013 indgik Forbrugerombudsmanden en forligsaftale med Finansiel Stabilitet, hvorefter visse kunder fik tilbud om erstatning på 60 % af deres tab på aktier i Roskilde Bank. Af forligsaftalen fremgår bl.a.:
”... På baggrund af denne undersøgelse har Forbrugerombudsmanden identificeret to aktiesalgskampagner i henholdsvis august-september 2006 og marts-april 2007, hvor der til et meget stort antal kunder er udsendt breve med ensartede opfordringer til at købe aktier i banken. Roskilde Banks rådgivning til kunderne i brevene fokuserede ensidigt på fordelene ved aktieinvesteringen, og kunderne fik ikke en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken. Samtidig var Roskilde Banks kunderådgivere blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning.
Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Banks aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 ikke var i overensstemmelse med reglerne om god skik i § 43 i lov om finansiel virksomhed, og at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner.
Forbrugerombudsmanden har herved lagt vægt på, at Roskilde Bank i de to aktiesalgskampagner har foretaget et særdeles aggressivt salg af egne aktier, og at banken ikke har ydet individuel rådgivning eller har ydet utilstrækkelig rådgivning i forbindelse med salget af aktier til kunderne ...”
Forligsaftalen medførte ikke, at klageren blev tilbudt erstatning.
Parternes påstande
Den 26. juni 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) skal betale 1.217.700 kr. med tillæg af procesrente fra klagens indgivelse til betaling sker.
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har bl.a. anført, at banken handlede illoyalt og ansvarspådragende i forbindelse med hans køb af Roskilde Bank aktier i oktober 2007. Banken var vidende om, at investeringen var meget risikofyldt, men oplyste ham ikke om risiciene. Banken havde en særlig interesse i købet, som banken ikke oplyste ham om.
Banken rettede gentagne gange fra primo 2007 henvendelse til ham og opfordrede ham til at investere i Roskilde Bank aktier for midlerne fra hans kapitalpension, der skulle afvikles i forbindelse med, at han fyldte 70 år i 2008. Han modtog endvidere bankens kampagnebrev i 2007. Han afslog bankens opfordringer flere gange, da han ønskede at bruge kapitalpensionsmidlerne til at indfri restgælden på ca. 1 mio. kr. i hans og hans ægtefælles, H’s, hus og til at købe en bil. Huset var formelt ejet af H, men var omfattet af deres formuefællesskab. Banken anbefalede ham på det kraftigste at købe Roskilde Bank aktier i stedet. Rådgivningen fandt bl.a. sted på et møde med hans rådgiver i banken den 16. oktober 2007. Mødet blev holdt på bankens initiativ. Det er en skærpende omstændighed, at banken, trods kendskabet til hans ønsker, gentagne gange på eget initiativ og ud over de fremsendte kampagnebreve, anbefalede ham købet. Banken tilbød ham en afdragsfri og fastforrentet kredit på favorable vilkår, hvis han købte aktierne. Han afviklede kapitalpensionen og købte Roskilde Bank aktier som anbefalet af banken. Finansiel Stabilitets brug af begrebet ”omlægning” ændrer ikke på, at der var tale om et køb for frie midler på baggrund af bankens anbefaling og rådgivning.
Finansiel Stabilitet må, henset til Roskilde Banks veldokumenterede handlemåde og adfærd, bære risikoen for en eventuel bevisusikkerhed i sagen. Banken tilgodeså ikke hans interesser og opfyldte ikke reglerne om god skik, hvorefter banken skulle give en relevant, retvisende og fyldestgørende rådgivning. Banken tog ikke hensyn til hans økonomiske forhold, herunder at købet skete for pensionsmidler. Banken rettede uanmodet henvendelse til ham i strid med reglerne om god skik.
Investeringsprofilen blev underskrevet 4½ måned efter købet og havde derfor ikke indflydelse på købet. I marts 2008, da han underskrev profilen, kunne han konstatere, at aktiekursen var faldet fra 451 ved købet i oktober 2007 til 255, hvilket betød et tab på 529.200 kr. Der var på baggrund heraf intet mærkeligt ved, at han på dette tidspunkt karakteriserede sine investeringer som risikofyldte. Det er i øvrigt ikke hans opgave at vurdere risiciene ved aktierne, når der foreligger et rådgiveransvar hos banken.
Hans og H’s dispositioner i 2008 og 2009 vedrørende hæftelsesforholdene i huset var en konsekvens af bankens mangelfulde rådgivning om købet af aktierne.
Han har ikke særlig erfaring med eller kendskab til investeringer og aktiemarkedet, hverken privat eller erhvervsmæssigt.
Ratepensionen er uvedkommende for rådgivningen vedrørende kapitalpensionen. Salget af aktier fra ratepensionen medførte heller ikke en særlig tabsbe-grænsningspligt.
Finansiel Stabilitets tabsopgørelse bestrides. Finansiel Stabilitet har medtaget samtlige dispositioner fra 1992, hvilket er sagen uvedkommende.
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har bl.a. anført, at dispositionen i oktober 2007 i realiteten ikke var et nyt køb, men en omlægning af aktierne fra et pensionsdepot til et frit depot. Det må lægges til grund, at omlægningen var begrundet i, at klageren fyldte 70 år, hvorfor ordningen skulle opgøres. Klageren havde rig lejlighed til at sælge aktierne og traf selv beslutning om at overføre aktierne til et frit depot. Klageren kendte risikoen ved investering i aktier. Klageren traf således selv beslutning om at sælge aktierne fra ratepensionsdepotet til faldende kurser fra kurs 645 i december 2006 til kurs 421,5 i oktober 2007. Klageren havde haft Roskilde Bank aktier siden 1992 og investerede i mange andre aktier, herunder udenlandske. Klageren var ejer og direktør i S, der havde investeringsvirksomhed som sit formål. Ifølge sin årsrapport for 2013 havde S værdipapirer og kapitalandel for 2,1 mio. kr. og en egenkapital på 3 mio. kr.
Hvis erstatningskravet støttes på, at banken burde have rådgivet klageren til at sælge aktierne, er det ikke godtgjort, at banken har handlet ansvarspådragende. Det er udokumenteret, hvad klagerens rådgiver i banken har sagt. Klageren har anført, at han blev tilbudt en kredit på favorable vilkår. Klageren fik imidlertid ikke en kredit hos Roskilde Bank, jf. årsopgørelsen fra Roskilde Bank for 2007. Klageren har anført, at han ønskede at indfri hæftelserne i huset, der var ejet af H alene. I oktober 2007 var der kun én hæftelse i huset i form af et pantebrev til Roskilde Bank med en hovedstol på 756.673,95 kr. og med H som enedebitor. Pantebrevet blev aflyst i juni 2008. I juni 2009 blev der tinglyst et pantebrev vedrørende et realkreditlån på 2.858.000 kr. Hændelsesforløbet understøtter ikke, at klageren havde et ønske om, at huset skulle være fri for hæftelser.
Ifølge risikoprofilen fra marts 2008 var klagerens risikovillighed høj. Det fremgik, at risikovilligheden passede til klagerens investeringer, der omfattede aktierne i det frie depot. Profilen bekræfter, at klageren ikke ønskede at sælge aktierne, der på det tidspunkt var faldet i værdi. Klageren måtte også på denne baggrund indse, at han selv bar risikoen for fortsatte kursfald ved at undlade sælge aktierne.
Klageren har ikke lidt et tab ved sine investeringer i Roskilde Bank aktier. Derimod må det lægges til grund, at klageren har haft en samlet fortjeneste på ca. 775.000 kr., eksklusiv udbytte.
Ankenævnets bemærkninger
Den 22. oktober 2007 solgte klageren sine 2.700 stk. Roskilde Bank aktier i sit kapitalpensionsdepot for 1.217.700 kr. Salget skete efter det oplyste i forbindelse med, at kapitalpensionen skulle afvikles, da klageren fyldte 70 år i 2008. Samme dag købte klageren 2.700 stk. Roskilde Bank aktier for 1.217.700 kr. til et frit depot.
Det fremgår af forligsaftalen af 2. december 2013 mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet, at Roskilde Bank i forbindelse med aktiesalgskampagner i august-september 2006 og marts-april 2007 fokuserede ensidigt på fordelene ved investering i bankens aktier, at kunderne ikke fik en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken, og at Roskilde Banks kunderådgivere var blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtligt rådgivning. Det fremgår endvidere af forligsaftalen, at det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner. Ankenævnet tiltræder denne vurdering. Ankenævnet finder, at når en aktietegning er sket på grundlag af en markedsføring, som den Forbrugerombudsmanden har beskrevet, er der en formodning for, at aktietegningen ikke var sket, hvis markedsføringen havde indeholdt en mere afbalanceret beskrivelse af fordele og risici ved investeringen.
Klagerens aktiekøb skete imidlertid ikke i forbindelse med de to aktiesalgskampagner i 2006 og 2007. Under hensyn hertil og til baggrunden for aktiekøbet finder Ankenævnet ikke grundlag for at fastslå, at købet var bestemt af den uafbalancerede beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i bankens aktier, der fremgik af de forudgående aktiesalgskampagner.
Det påhviler herefter klageren at godtgøre, at Roskilde Bank handlede ansvarspådragende i forbindelse med sin rådgivning af ham på købstidspunktet i oktober 2007. Ankenævnet finder, at klageren ikke har godtgjort, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har handlet ansvarspådragende i den forbindelse.
Klageren kunne ikke være uvidende om den risiko, der er forbundet med investering i aktier, og klageren måtte indse, at bankens forventninger til kursudviklingen kunne vise sig ikke at holde, og at han selv måtte træffe den endelige beslutning og bære risikoen for denne.
Ankenævnets afgørelseKlageren får ikke medhold i klagen.