Udlån, hæftelse - Kaution, underretning.
| Sagsnummer: | 328/1994 |
| Dato: | 15-02-1995 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Niels Busk, Niels Bolt Jørgensen, Søren Stagis, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
Udlån - hæftelse |
| Ledetekst: | Udlån, hæftelse - Kaution, underretning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Denne klage vedrører forskellige indsigelser fra henholdsvis debitor (klager 1) og kautionist (klager 2) mod et lån ydet af indklagede.
I
I september 1985 forhøjedes klager 1's lån hos indklagede med 30.000 kr. til 54.615,36 kr. Klager 2 indtrådte i denne forbindelse som kautionist for hele lånet, der skulle afvikles med 1.000 kr. månedligt. I april 1986 forhøjedes lånet med 32.000 kr. til 85.380,05 kr. Klager 2 kautionerede for forhøjelsen, og til sikkerhed håndpantsattes et ejerpantebrev på 70.000 kr. med pant i en fast ejendom tilhørende klager 1 og en tredje person (JH).
I juli 1986 forhøjedes lånets månedlige ydelse til 1.400 kr. med begge klageres samtykke.
Ultimo maj 1987 kom lånet i restance, og ved almindeligt brev af 17. september 1987 til klager 2 orienteredes denne om lånets restance på 4.707,34 kr. Klager 2 bestrider at have modtaget skrivelsen.
Den pantsatte ejendom, som klager 1 i juni 1987 var blevet eneejer af, solgtes den 22. juli 1988 på tvangsauktion uden dækning til ejerpantebrevet på 70.000 kr. Indklagede havde forinden i skrivelse af 15. juli 1988 underrettet klager 2 om tvangsauktionen.
I skrivelse af 26. september 1988 til klager 2 meddelte indklagede, at lånets restance var på 17.507,34 kr., ligesom indklagede anmodede klageren om at fremkomme med et forslag til afvikling af lånets restgæld på ca. 92.000 kr., idet man ikke havde fået kontakt med klager 1.
Klager 1 genoptog lånets afvikling og indbetalte 700 kr. hver 14. dag i perioden 28. oktober 1988 - 20. december 1991.
I november 1990 anmodede indklagede klager 2 om samtykke til, at lånet forhøjedes til dækning af lånets restance, hvilket ifølge indklagede havde til formål, at der ikke herefter skulle beregnes restancerente på lånet. Klager 2 afslog at medvirke hertil.
I september 1993, hvor lånets saldo var ca. 108.000 kr., opsagde indklagede lånet og anmodede samtidig klager 2 om indbetaling af kautionsforpligtelsen.
I oktober 1993 overgav indklagede sagen til inkasso, og ved stævning af 17. november 1993 indstævnede indklagede klagerne til in solidum at betale 112.849,83 kr. med rente fra 7. oktober 1993. Retssagen er i medfør af retsplejelovens § 361 udsat på forelæggelse for Ankenævnet.
Klager 1 har anført, at lånets restgæld bør nedsættes væsentligt. I perioden 30. april 1986 - 20. december 1991 har han betalt knap 79.000 kr., men uanset dette kræver indklagede betaling af ca. 113.000 kr. Efter have været i restance med lånet foretog han regelmæssig afvikling fra 1988 til december 1991, men uanset dette beregnedes fortsat restancerente for lånet.
Klager 2 har anført, at indklagede har tilsidesat bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 41, idet hun ikke inden seks måneder efter, at lånet var kommet i restance, modtog meddelelse herom. Hertil kommer, at lånet uberettiget i forhold til hende blev forhøjet med beløbene 110,28 kr. og 19,46 kr. Der blev protesteret overfor indklagede, men indklagede fastholdt konteringerne, og først under klagesagen har man delvist imødekommet indsigelserne. I november 1990 nægtede hun at underskrive, idet disse forhøjelser indgik i lånets restgæld. Indklagede bør betale erstatning, fordi man ved at udtage stævning mod hende har krænket hende, da sagsanlægget sker på ukorrekt grundlag.
Indklagede har overfor klager 1 anført, at indklagedes krav er dokumenteret via foreliggende gældsbrev og fremlagte kontoudskrifter. Klageren har ikke fremført nogen saglig begrundelse for nedsættelse af indklagedes krav. Selvom klageren i en periode fra 1988 frem til ultimo 1991 regelmæssigt indbetalte på lånet, var lånet dog i restance i denne periode, da det fra maj 1987 og frem til oktober 1988 ikke var blevet nedbragt i overensstemmelse med lånets afviklingsaftale. Dette er baggrunden for den foretagne restancerenteberegning.
Indklagede har overfor klager 2 anført, at uanset den manglende overholdelse af kravet i bank- og sparekasselovens § 41 om, at underretning til kautionisten skal ske med anbefalet brev, er meddelelsen om restancen tilgået denne klager inden den foreskrevne frist, idet det forekommer usandsynligt, at brevene af 17. september 1987 og 26. september 1988 ikke er modtaget af klageren. Måtte brevene ikke være modtaget af klageren, gøres det gældende, at klageren ikke har påvist eller sandsynliggjort, at den forsinkede underretning har medført en forringelse af klagerens regreskrav. Klagerens krav om nedskrivning af kautionsforpligtelsen bør derfor ikke imødekommes.
II
I forbindelse med lånets forhøjelse den 2. april 1986 overførtes låneprovenuet, 17.614 kr., til klager 1's og JH's budgetkonto hos indklagede. Indsættelsen på budgetkontoen blev valideret den 3. april 1986, hvorimod hævningen af beløbet på lånet havde valør 2. april 1986. Indklagede har under sagens forberedelse imødekommet klager 1's indsigelse om, at valideringen af overførslen ikke skete med samme dato.
III
Af kontoudtog for lånet fremgår, at der den 17. september 1987 er hævet 100 kr. På kontoudtoget er anført "udbetaling".
Klageren har bestridt indklagedes baggrund for debiteringen.
Indklagede har anført, at beløbet er et rykkergebyr. Debitering heraf er hjemlet i lånedokumentet.
Den 18. december 1989 og den 3. januar 1990 overførtes henholdsvis 110,28 kr. og 19,46 kr. til klager 1's budgetkonto til dækning af underskud på denne konto.
Under sagens forberedelse har indklagede nedsat sit krav mod klager 2 med beløbene på 110,28 kr. og 19,46 kr. tillige med rente heraf beregnet som simpel rente. Som kompensation for, at der herved ikke er medtaget rentes rente, er kravet nedsat med yderligere 100 kr.
IV
Efter overførsel af 2.125 kr. fra JH's konto til klager 1's og JH's fælles budgetkonto den 14. august 1986 var budgetkontoens saldo 5.675,30 kr. (negativ). Af kontoudtog fremgår, at der den 18. august 1986 er indsat et beløb på 8.500 kr. under teksten "overførsel". Den 26. august 1986 er beløbet på 2.125 kr. tilbageført til JH's konto, hvorefter budgetkontoens saldo er 699,70 kr. (positiv).
Klager 1 har anført, at i stedet for at afkræve JH beløbet, tog man således hans penge.
Indklagede har anført, at beløbet på 8.500 kr. i modsætning til øvrige af klager 1's overførsler til budgetkontoen ikke er overført fra klager 1's indlånskonto; beløbet kan derfor være overført fra andet pengeinstitut, men indklagede har ikke i dag nærmere oplysninger om baggrunden for krediteringen. Som medkontohaver for budgetkontoen hæftede klager 1 solidarisk for overtrækket på de 5.675,30 kr., herunder overtræk, som eventuelt opstod ved tilbageførsel af overførsler til budgetkontoen, for hvilke der ikke var dækning. Havde indbetalingen af de 8.500 kr. ikke fundet sted, ville tilbageførslen den 26. august 1986 af 2.125 kr. have medført en debetsaldo på budgetkontoen, og for denne hæftede klager 1. Klagerens indsigelse må i øvrigt afvises ud fra en passivitetsbetragtning.
V
Den 20. marts og den 31. december 1987 blev på budgetkontoen hævet henholdsvis 75 kr. og 100 kr. til dækning af gebyr for budgetskema.
Klager 1 har anført, at hævningen af beløbene er sket med urette.
Indklagede har anført, at gebyrberegningerne blev foretaget i anledning af, at kontoen blev ændret til "budgetkonto med skema", hvilket udløste gebyr i overensstemmelse med de hævede. Klagerens indsigelse om gebyrerne er først fremsat i processkrift af 1. februar 1994 og bør derfor afvises ud fra en passivitetsbetragtning.
Påstande:
Klager 1 har for Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte lånets restgæld, eventuelt lade denne bortfalde.
Klager 2 har nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionsforpligtelsen ikke kan gøres gældende, samt betale erstatning som følge af den krænkelse, som den anlagte retssag har medført for hende.
Indklagede har i forhold til klager 1 nedlagt påstand om frifindelse.
I forhold til klager 2 har indklagede nedskrevet kravet med 110,28 kr. og 19,46 kr. tillige med renten af disse beløb, 69,15 kr. og 12,07 kr.; kravet nedsættes endvidere med den under II omhandlede renteregulering i det omfang, denne overstiger summen af overtræksbeløbene på 110,28 kr. og 19,46 kr. med tillæg af renter, ligesom kravet yderligere nedskrives med 100 kr., jf. III. Stævningen er for så vidt angår klager 2 udtaget, da klager 2 ikke efterkom en opfordring fra indklagedes advokatforbindelse til at indfri kautionen eller indgå en afdragsmæssig ordning. Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse overfor denne klager.
Ankenævnets bemærkninger:
De indsigelser, der er anført under pkt. I-V vedrører forhold, der ligger mindst 4 år tilbage i tiden. Ankenævnet finder herefter, at klageren på grund af passivitet ikke nu kan gøre forbeholdene gældende, og klagen tages derfor ikke til følge for så vidt angår disse indsigelser, idet der dog henvises til de berigtigelser, som indklagede har foretaget under sagens forberedelse.
Da klager 1 herudover ikke ses at have sandsynliggjort, at indklagedes opgørelse af restgælden er behæftet med fejl, tages klagen ikke til følge for så vidt angår denne klager.
Ankenævnet lægger efter det foreliggende til grund, at klager 2 som kautionist har været underrettet om klager 1's misligholdelse af engagementet i 1987, 1988 og 1990, og at engagementet siden har været misligholdt. Ankenævnet finder herefter ikke, at indklagede har haft pligt til at give klager 2 yderligere underretning om misligholdelsen. Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at tage klagen til følge for så vidt angår klager 2, idet der dog henvises til den nedsættelse af indklagedes krav på klager 2, som indklagede har foretaget under sagens forberedelse.
Herefter
Den indgivne klage tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.