Afgørelse

Gældsovertagelse. Personlig fordring. Forældelse. Passivitet.

Klageren ejede sammen med sin daværende ægtefælle en ejendom, hvori der indestod fire realkreditlån. Heraf var de tre ydet af det indklagede realkreditinstitut 1. Klageren og hendes daværende ægtefælle blev i 1989 skilt, og den daværende ægtefælle overtog i henhold til bodelingsaftale ejendommen for restgælden på de indestående lån. Institut 2 overtog i august 1990 ejendommen på tvangsauktion for et bud, der ikke gav dækning for institut 1’s sidste lån. Institut 1 gjorde i september 2000 en personlig fordring på 452.965 kr. gældende mod klageren og hendes tidligere ægtefælle. Klagerens advokat afviste i juli 2001 kravet under henvisning til, at der var indtrådt passivitet ved, at kravet først var blevet rejst 10 år efter tvangsauktionen. Realkreditinstitut 1 afviste den 18. juli 2000 over for klagerens advokat, at der kunne være indtrådt passivitet, idet personlige fordringer er omfattet af den 20-årige forældelsesregel. Institut 1 henviste endvidere til, at bodelingsoverenskomsten ikke havde været forelagt instituttet, og at der ikke var anmodet om gældsovertagelse. Institut 1 fastholdt derfor sit krav. Klageren fik i januar 2003 meddelelse om, at institut 1 havde besluttet at udsætte klagerens betaling af gælden, og at hun ville blive kontaktet igen på et senere tidspunkt, samt at institut 1 fortsat beregnede renter af det skyldige beløb.

Klageren indbragte i februar 2004 sagen for Realkreditankenævnet med påstand om, at institut 1 ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod hende. Institut 1 påstod frifindelse.

Nævnet fastslog, at klageren ikke var frigjort for sin hæftelse, idet bodelingsaftalen ingen retsvirkning havde for institut 1, ligesom der ikke var grundlag for at fastslå, at institut 1 havde bevilget gældsovertagelse, var anmodet derom eller havde haft kendskab til ejerskiftet. Nævnet fandt ikke, at der var indtrådt passivitet. Institut 1 kunne derfor kræve tabet efter tvangsauktionen erstattet hos klageren, medmindre nogen del af institut 1’s krav kunne anses for forældet. Ingen del af institut 1’s sidste hæftelse blev dækket på tvangsauktionen, og da der i det opgjorte krav for dette lån indgik uforfaldne renter i kolonne 2 samt renter, bidrag, morarenter m.v. i kolonne 3, var disse beløb på tidspunktet for klagesagens indbringelse var forældet efter den 5-årige forældelsesregel i 1908-loven. Nævnet frifandt på baggrund af det anførte institut 1, dog således at instituttet skulle nedsætte sit krav mod klageren i henhold til den personlige hæftelse med de på tvangsauktionen opgjorte uforfaldne renter i kolonne 2 samt renter, bidrag, morarenter m.v. i kolonne 3.