Afgørelse

Personlig fordring. Selvskyldnerkaution. Rådgiveransvar.

Klagerens daværende samlever overtog pr. 1. juni 1992 ved transportskøde fra det indklagede realkreditinstitut den pågældende ejendom for en købesum på 165.000 kr., som blev berigtiget ved bl.a. optagelse af et realkreditlån og udstedelse af et sælgerpantebrev til instituttet. Pantebrevene blev underskrevet af klagerens daværende samlever i juni og september 1992. Transportskødet og pantebrevene blev tinglyst i juni 1993. Klageren underskrev i oktober 1993 en selvskyldnerkautionserklæring for begge lån. Instituttet fremsendte flere gange i 1997 og 1998 erindringsskrivelser til klageren vedrørende ubetalte terminsydelser. I september 1998 overtog en liebhaver ejendommen på tvangsauktion for et bud på 1.001 kr. Instituttet gjorde herefter en fordring på 125.782 kr. gældende over for henholdsvis klageren og klagerens tidligere samlever. Instituttet udtog i september 2003 stævning mod klageren med krav om dennes betaling af 125.782 kr. med tillæg af 9 pct. rente p.a. fra den 9. september 1998.

Efter udsættelse af retssagen indbragte klageren sagen for Ankenævnet med påstand om, at instituttet ikke kunne gøre kautionen gældende mod hende. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt det ubetænkeligt at lægge til grund, at det var et vilkår for handlen, at klageren kautionerede for lånene til instituttet. Flertallet fandt, at der ikke var grundlag for at fastslå, at klageren ikke var blevet korrekt rådgivet om kautionsforpligtelsen, eller at forpligtelsen stod i misforhold til hendes økonomi. Der var heller ikke omstændigheder i forløbet, efter at klageren havde påtaget sig kautionsforpligtelsen, der kunne begrunde, at hun kunne frigøres for sin forpligtelse. Mindretallet fandt, at instituttet på baggrund af de oplysninger om klagerens økonomi, som blev – eller burde være – indhentet, måtte kunne indse, at kautionsforpligtelsen stod i misforhold til klagerens økonomi, og at der derfor ikke burde være krævet kaution af hende. Mindretallet fandt derudover, at instituttet burde have sikret sig, at klageren forud for tvangsauktionen var blevet orienteret om denne, således at hun kunne have varetaget sine interesser. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og realkreditinstituttet blev derfor frifundet.