Spørgsmål om hæftelse for kaution. Retskraft hovedsag.
| Sagsnummer: | 365/1996 |
| Dato: | 07-05-1997 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Møgelvang-Hansen, Leif Nielsen, Bjarne Lau Pedersen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - hæftelse
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om hæftelse for kaution. Retskraft hovedsag. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 26. oktober 1989 underskrev klageren, der er født i 1934, som kautionist et gældsbrev til indklagedes Havndal afdeling vedrørende et lån på 85.000 til sin søn. Klageren var i forvejen kautionist for et lån til sønnen på oprindelig 35.000 kr.
I foråret 1990 opstod der økonomiske vanskeligheder i sønnens og svigersdatterens erhvervsvirksomhed. Den 17. april 1990 underskrev klageren som kautionist et gældsbrev vedrørende et lån til svigerdatteren på 250.000 kr. Lånet blev anvendt til finansiering af en omdannelse af virksomheden til et aktieselskab (80.000 kr.), betaling af forfalden erhvervsgæld (100.000 kr.), nedbringelse af sønnens usikrede gæld til indklagede (60.000 kr.) og låneomkostninger (10.000 kr.).
Den 12. juni 1990 underskrev klageren som kautionist et gældsbrev til indklagede vedrørende et lån til sønnen på 54.000 kr.
Indklagede gjorde efterfølgende kautionsforpligtelsen gældende over for klageren og indledte primo 1993 en fogedsag ved retten i Brønderslev. Indklagedes fordring blev den 17. februar 1993 i fogedretten opgjort til 504.898,39 kr. Klageren mødte ved advokat, der bestred gældens størrelse, hvorpå sagen blev udsat til behandling hos en juridisk foged.
Af retsbogsudskriften fra et fogedretsmøde den 18. marts 1993, hvor klageren mødte ved advokat, fremgår bl.a.:
"Sagen drøftedes kort. Parterne var enige om at begære sagen udsat i 14 dage med henblik på at opnå en forligsmæssig løsning."
Ved skrivelse af 19. marts 1993 til indklagedes advokat foreslog klagerens advokat, at sagen blev forligt ved, at der blev tinglyst et udlæg på 400.000 kr. i klagerens ejendom, og at der blev indgået aftale om, at sønnen skulle forrente og afdrage et tilsvarende lån sikret ved udlægget med 4.500 kr. pr. måned. Indklagedes advokat accepterede forslaget.
Den 19. maj 1993 blev der foretaget udlæg i klagerens ejendom på 400.000 kr.
Ved skrivelse af 5. juli 1996 til indklagede gjorde klagerens svigersøn på vegne klageren indsigelse over for kautionsforpligtelsen og tilbød indklagede 100.000 kr. til fuld og endelig afgørelse af mellemværendet, hvilket indklagede afslog.
Ved klageskema af 5. september 1996 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionserklæringerne er ugyldige, subsidiært at hendes samlede kautionsforpligtelse nedsættes til højst 85.000 kr.
Indklagede har påstået principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Klageren har fremlagt en lægeattest dateret 30. august 1996 om sin helbredsmæssige tilstand i 1990.
Klageren har anført, at hun som invalidepensionist har en beskeden indtægt, og at hun ikke ejer andre aktiver end sin faste ejendom. I foråret 1990, hvor hun var væsentligt svækket på grund af sygdom, blev hun på sin bopæl opsøgt af sin søn og indklagedes medarbejder, der ønskede, at hun underskrev et kautionsdokument. Hun forstod sagen således, at lånet på oprindeligt 35.000 kr. var nedbragt og skulle udgå, og at lånet på oprindelig 85.000 kr. skulle ændres således, at hendes kaution igen samlet blev 85.000 kr. og højst 100.000 kr. Hun underskrev dokumentet in blanco og understregede overfor medarbejderen, at den samlede kaution ikke måtte overstige 100.000 kr. I juni 1990 blev hun opsøgt af indklagedes medarbejder, der med henvisning til, at det seneste dokument var blevet udfyldt forkert, fik hende til at underskrive gældsbrevet på 54.000 kr. Hun modtog ikke kopi af kautionsdokumenterne. Først da lånet blev misligholdt, konstaterede hun, at kautionen omfattede to yderligere lån på henholdsvis 250.000 kr. og 54.000 kr. Disse lån blev delvist anvendt til betaling af gammel gæld. Indklagede var bekendt med hendes beskedne økonomi og den væsentlige risiko, der var forbundet med kautionerne. Indklagede har ikke opfyldt sin forpligtelse til at informere om risikoen. På baggrund af omstændighederne i forbindelse med underskrivelsen må i hvert fald kautionserklæringerne af 17. april 1990 og 12. juni 1990 anses for ugyldige. Klageren har påberåbt sig myndighedslovens § 65 og aftalelovens § 33 og har for så vidt angår sin helbredsmæssige tilstand henvist til den fremlagte lægeerklæring. På grund af sygdom kunne hun ikke deltage i en eventuel retssag til bevisførelse af dokumenternes ugyldighed i 1993. For at afværge tvangsauktion valgte hendes advokat at indgå forlig om et udlæg på 400.000 kr. i hendes ejendom. Kautionernes gyldighed blev ikke prøvet under fogedsagen, og hun blev først på et senere tidspunkt orienteret om muligheden for at indbringe sagen for Ankenævnet.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen bør afvises i medfør af Ankenævnets vedtægter § 5, idet sagen er behandlet af fogedretten i Brønderslev, som i foråret 1993 foretog udlæg i klagerens ejendom.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at dokumenterne blev gennemgået med klageren inden underskrivelsen, og at klageren samtidig blev informeret om den betydelige risiko, der var forbundet med de pågældende kautioner. Der blev sideløbende med fogedretsbehandlingen ført forhandlinger mellem parterne om omfanget og gyldigheden af klagerens kautionsforpligtelser. Disse forhandlinger blev afsluttet, da klagerens advokat tilbød, at der blev foretaget udlæg på 400.000 kr. Som led i aftalen accepterede indklagede, at udlægget indestod, indtil klageren måtte ønske at afhænde ejendommen. Først i forbindelse med et påtænkt salg af ejendommen har klageren via sin svigersøn anmodet om kvittering af udlægget mod betaling af et mindre beløb uden i den forbindelse at bestride kravet i øvrigt.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke, at klagerens indsigelser mod kautionernes gyldighed og størrelsen af indklagedes krav er behandlet af fogedretten, hvorfor indklagedes afvisningspåstand ikke tages til følge.
Efter fogedretsmødet den 18. marts 1993 blev der på initiativ af klagerens advokat indgået forlig mellem klageren og indklagede om, at kautionsforpligtelsen skulle begrænses til 400.000 kr., og at kautionsforpligtelsen skulle sikres gennem tinglysning af et udlæg på 400.000 kr. i klagerens ejendom. Ankenævnet finder, at klageren herefter må være afskåret fra at gøre indsigelse mod kautionsforpligtelsens gyldighed.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.