Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Fejl i beregning, idet indfrielse af eksisterende lån blev beregnet til et for lille beløb.

Sagsnummer: 413/2021
Dato: 24-05-2022
Ankenævn: Bo Østergaard, Christina B. Konge, Kritte Sand Nielsen, Tina Thygesen og Anna Marie Schou Ringive.
Klageemne: Realkreditbelåning - beregningsfejl ved omlægning
Ledetekst: Fejl i beregning, idet indfrielse af eksisterende lån blev beregnet til et for lille beløb.
Indklagede: Nykredit Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav som følge af for lavt ansat beløb til indfrielse af eksisterende lån ved omlægning af realkreditlån.

Sagens omstændigheder

Klageren havde et rentetilpasningslån på oprindeligt 2.006.300 kr. med rentetilpasning hvert år og et obligationslån på oprindeligt 422.000 kr. med rente på 1 %, begge hos realkreditinstituttet R1.

På et møde den 16. oktober 2020 drøftede klageren og Nykredit Bank en omlægning af klagerens lån. Klageren ønskede samtidig en tillægsbelåning til betaling af et kolonihavehus og renovering af køkken. Senere samme dag sendte banken en vejledende beregning til klageren på en låneomlægning med et overskydende provenu på ca. 1.450.000 kr. Beregningen af indfrielsesbeløbet for det eksisterende rentetilpasningslån indeholdt et ”obligationsfradrag”.

I januar 2021 meddelte klageren banken, at hun ønskede en låneomlægning hurtigst muligt. Den 6. januar 2021 sendte banken en vejledende beregning til klageren på en omlægning til et kortrentelån med et overskydende provenu på ca. 1.450.000 kr. Beregningen af indfrielsesbeløbet for rentetilpasningslånet indeholdt et ”obligationsfradrag”. Af beregningen fremgik blandt andet:  

”… Vilkårene for indfrielse af realkreditlån i forskellige realkreditinstitutter kan variere. Beregningerne er baseret på indfrielsesvilkårene for tilsvarende lån i Nykredit. De faktiske indfrielsesbeløb kan derfor afvige fra det beregnede. …”

I et brev af 13. januar 2021 til klageren vedrørende lånetilbud beregnede banken det samlede indfrielsesbeløb for de to eksisterende lån til 1.325.692 kr. Banken har oplyst, at bankens beregning var behæftet med en fejl, idet beregningen af indfrielsesbeløbet for klagerens eksisterende rentetilpasningslån fejlagtigt indeholdt et ”obligationsfradrag” på -67.391 kr.

Den 20. januar 2021 sendte R1 et indfrielsestilbud til banken. Ifølge indfrielsestilbuddet udgjorde det samlede indfrielsesbeløb for de to eksisterende lån 1.389.108 kr., hvilket var var 63.416 kr. højere end i bankens beregning af 13. januar 2021.

Efter indfrielse af de eksisterende lån fremkom der et overskydende provenu på 1.387.371 kr. Provenuet blev således ca. 62.600 kr. mindre end i bankens beregninger.

Banken har beklaget fejlen og har tilbudt klageren en omkostningsfri omlægning inklusive tillægslån, således at klageren får det ønskede provenu. Banken har kompenseret klageren med 4.000 kr. og har yderligere tilbudt klageren 5.000 kr. i kompensation. Klageren har afslået tilbuddet om omkostningsfri omlægning og kompensationen på 5.000 kr.

Parternes påstande

Den 24. september 2021 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nykredit Bank skal udbetale det manglende provenu.

Nykredit Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken er forpligtet til at overholde den indgåede aftale og udbetale provenu i henhold til aftalen. Banken skal udbetale det beløb, som hun blev stillet i udsigt.

Hun oplyste i oktober 2020 overfor rådgiveren i banken, at hun først skulle bruge lånet senere, når byggeansøgning var godkendt og projektet startede. Hun ville endvidere afklare lånemulighederne hos R1 og hos Nykredit. Det blev derfor aftalt, at hun kunne optage lån senere.

Beregningerne fra oktober 2020 og januar 2021 indeholdt den samme fejl. Hun er forundret over, at samme fejl begås to gange. Hun havde ikke forudsætninger for at gennemskue fejlen. Hun stolede på, at banken som en professionel part rådgav korrekt. At fejlen blev gentaget to gange med flere måneders mellemrum kan ikke mindske bankens ansvar, tværtimod.

Hun blev bedt om at oplyse koderne hos R1 og forstår ikke bankens bemærkning om bristede forventninger.

Den tilbudte kompensation er ikke fyldestgørende.

Da hun valgte lån, var en af mulighederne at optage et ekstra lån hos R1. Dette ville have medført væsentlig færre omkostninger. Banken ville kun tilbyde lån, hvis hun flyttede samtlige lån til Nykredit. Dette var omkostningsfuldt, og hun havde valgt anderledes, hvis banken ikke havde lavet en fejl. Hun har i dialogen med banken spurgt, om det er muligt at lave en tilbagekonvertering til R1 for bankens regning, hvilket banken har afvist.

Nykredit Bank har anført, at når banken indfrier et tilpasningslån i et fremmed realkreditinstitut imellem refinansieringsperioderne, kommer der en meddelelse i bankens system om, at der skal indhentes et indfrielsestilbud for at få de korrekte restgældsoplysninger. Denne meddelelse blev desværre overset af banken. Fejlen medførte, at bankens beregning fremstod med en lavere restgæld end den faktiske restgæld. Dette medførte, at banken desværre beregnede og udbetalte et for lille lån.

Det mindre provenu skyldtes således hverken kurstab eller øgede omkostninger for klageren. Restgælden på klagerens daværende lån var blot større end antaget. Hvis banken havde medtaget det korrekte indfrielsesbeløb ud fra det ønskede provenu, ville klagerens nye lån have været højere end i dag.

Klageren har ikke lidt et erstatningspådragende tab. Der er tale om bristede forudsætninger, hvilket banken har forsøgt at råde bod på ved en kompensation til klageren på 4.000 kr. samt tilbud om omkostningsfri låneomlægning inklusive det ønskede tillægslån og en yderligere kompensation på 5.000 kr. for dårlig kundeoplevelse.

Ankenævnets bemærkninger

I januar 2021 ønskede klageren at omlægge sine eksisterende realkreditlån. Klageren ønskede samtidig en tillægsbelåning med et overskydende provenu på ca. 1.450.000 kr.

I den forbindelse udarbejdede Nykredit Bank beregninger. Bankens beregninger var behæftet med en fejl, idet udgiften til indfrielse af de eksisterende lån som følge af en fejl fra bankens side var ansat for lavt.

Ankenævnet finder ikke, at klageren har godtgjort at have lidt et erstatningsberettiget tab som følge af bankens fejl.

Ankenævnet finder, at det må lægges til grund, at låneomlægningen i sig selv ikke var økonomisk ufordelagtig for klageren.

Banken har beklaget fejlen og har betalt en kompensation til klageren på 4.000 kr. Banken har endvidere tilbudt klageren en omkostningsfri låneomlægning inklusive det ønskede tillægslån samt en yderligere kompensation på 5.000 kr. for dårlig kundeoplevelse.

Ankenævnet finder ikke, at det kan pålægges banken at tilbyde klageren yderligere.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.