Rådgivning.
| Sagsnummer: | 247 /1988 |
| Dato: | 20-03-1989 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Mogens Hvelplund, Kirsten Nielsen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Rådgivning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I efteråret 1986 afhændede klageren sin landbrugsejendom og købte et parcelhus. Der fremkom herved et kontantprovenu på ca. 850.000 kr.
Klageren rettede henvendelse til indklagedes Tranbjerg afdeling med henblik på rådgivning om, hvorvidt han skulle benytte en del af kontantprovenuet til indfrielse af et obligationslån med en rente på 18,9% i det købte parcelhus.
På grundlag af afdelingens rådgivning købte klageren imidlertid i stedet en post på nom. 207.000 kr. 8% statsobligationer 86/89 og nom. 385.000 kr. investeringsbeviser. I forbindelse med afdelingens rådgivning til klageren var udarbejdet to bilag, som var overgivet klageren, og hvoraf bl.a. fremgik, at afkastet af de købte værdipapirer på årsbasis ville dække klagerens udgifter til prioritetsydelser i det købte parcelhus, men således at der på grund af rentetilskrivningsterminen på statsobligationerne først ville være balance mellem renteindtægter og terminsudgifter ved udgangen af hvert enkelt ar.
Ved skrivelse af 16. december 1987 til klageren fastholdt afdelingen, efter at klageren havde reklameret over den af afdelingen ydede rådgivning, at det givne råd om køb af statsobligationer og investeringsbeviser på rådgivningstidspunktet var fuldt forsvarligt, og at det ikke kunne bebrejdes afdelingen, at kurserne på værdipapirer i mellemtiden var faldet.
I slutningen af 1987 og i marts 1988 solgte klageren herefter samtlige indkøbte investeringsbeviser.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte ham det tab, han har lidt som følge af den af indklagedes Tranbjerg afdeling ydede rådgivning.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at der på grund af de værdipapirindkøb, han havde foretaget på grundlag af den ydede rådgivning, ikke var fuldt tilstrækkelige midler til at betale den første terminsydelse vedrørende det købte parcelhus, og at der overhovedet ikke var nogen midler til at betale den anden terminsydelse. Han var derfor nødsaget til at sælge de pågældende værdipapirer, hvilket som følge af det dagældende kursniveau skete med betydelige tab.
Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gjort gældende, at den ydede rådgivning var baseret på en investeringshorisont på mindst 3 år, hvilket også fremgår af de til klageren udleverede bilag. Det var et led i den etablerede ordning, at terminsydelserne på klagerens ejendom skulle betales over en til værdipapirdepotet hørende konto, idet man var opmærksom på, at der ikke til stadighed ville være likviditet til at betale disse. Klageren må allerede ved at sælge en væsentlig del af de købte værdipapirer under investeringsforløbet og således afvige fra de på rådgivningstidspunktet opstillede forudsætninger være afskåret fra at kræve erstatning, hvilken under alle omstændigheder først ville kunne opgøres beløbsmæssigt efter udløbet af den opstillede investeringshorisont i september 1989.
Ankenævnets bemærkninger:
Der er ikke grundlag for at fastslå, at indklagedes råd til klageren om investering af provenuet ved salget af dennes landbrugsejendom har været uforsvarligt, og klageren må selv bære følgerne af sin beslutning om salg af de købte værdipapirer.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.