Indsigelse mod rådgivning i forbindelse med erhvervelse af garantbeviser i perioden 2002-2007.
| Sagsnummer: | 129 /2009 |
| Dato: | 08-10-2009 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Troels Hauer Holmberg, Bent Olufsen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Garantbeviser - rådgivning
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod rådgivning i forbindelse med erhvervelse af garantbeviser i perioden 2002-2007. |
| Indklagede: | Morsø Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens erstatningskrav vedrørende rådgivning om erhvervelse af garantbeviser.
Sagens omstændigheder.
Medio oktober 2008 havde klageren for 26.000 kr. garantbeviser i Sparekassen Spar Mors, der tidligere har heddet Bjergby-Flade Sparekasse.
I slutningen af oktober 2008 overdrog Sparekassen Spar Mors sine aktiviteter til Morsø Bank. Sparekassen trådte efterfølgende i likvidation.
Ved brev af 12. december 2008 rettede klageren henvendelse til Morsø Bank og anførte, at han ikke var blevet rådgivet om risikoen, da han havde tegnet garantbeviser.
Ved brev af 2. februar 2009 besvarede Morsø Bank klagerens henvendelse. Banken henviste til, at klageren var blevet garant i sparekassen den 9. april 2002 med et indskud på 1.000 kr., og at han i denne forbindelse havde fået udleveret et garantbevis, hvoraf garantikapitalens status fremgik. Garantindskuddet var i maj 2007 forhøjet til 31.000 kr. og i maj 2008 nedbragt til 26.000 kr. Ifølge bankens oplysninger var der fra sparekassens side ydet ordentlig og redelig information omkring garantkapitalens status som ansvarlig kapital. Klageren havde årligt modtaget indbydelse til garantmøder, som indikerede, at der ikke var tale om almindelige indlån. Klageren havde ikke reageret herpå. Bl.a. med henvisning hertil fandt banken ikke at kunne imødekomme klagen.
Under sagen er fremlagt garantbevis udstedt af Bjergby-Flade Sparekasse, hvoraf fremgår:
" GARANTBEVIS
Garantbevis i henhold til lov om banker og sparekasser.
BJERGBY-FLADE SPAREKASSE
erkender herved af:
[navn, adresse]
som garantikapital at have modtaget:
Kr. …
hvorved ovennævnte er indtrådt som garant i sparekassen.
Garantikapitalen hæfter for sparekassens forpligtelser.
Beløbet forrentesfra datoen for bevisets udstedelse i overensstemmelse med sparekassens til enhver tid gældende vedtægter.
Garantbeviset og de hertil knyttede garantrettigheder kan ikke overdrages, pantsættes eller gøres til genstand for retsforfølgning.
Garantbeviset kan ikke kræves indløst af garanten, og det kan kun kræves indløst af sparekassen i de i vedtægterne nævnte tilfælde.
Garanten er stemmeberettiget ved valg af sparekassens repræsentantskab. Hver garant har 1 stemme for hver 1.000 kr. indbetalt garantikapital, dog højst 20 stemmer.
Valg til repræsentantskabet afholdes i overensstemmelse med sparekassens valgregulativ."
Under sagen er endvidere fremlagt kontooversigter for 2006 og 2007 med angivelse af konto/aftaleoplysninger. Klageren havde således Garantibevis nr. … og G-konto nr. … samt en Garant-kassekredit. Ud for hver af de tre konto/aftaleoplysninger er anført posteringer i kolonner for Renteindtægt/Udgift og Indestående/Gæld. Kontooversigten for 2006 har nederst en tekst "… Bliv garant i din lokale sparekasse "Sparekassen Spar Mors" og få medindflydelse. Du får høj indlånsrente p.t. ... samt mulighed for Garantkassekredit ...". Kontooversigten for 2007 havde en stort set tilsvarende tekst.
Af posteringsoversigt for klagerens garantbeviskonto fremgår, at klageren den 10. maj 2007 indsatte 30.000 kr. og den 30. maj 2008 hævede 5.000 kr. Tilskrevne renter er straks overført til G-kontoen.
Parternes påstande.
Klageren har den 17. februar 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Morsø Bank skal betale 26.000 kr.
Morsø Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at beløbet var opsparing til en bestemt lejlighed og ikke ment som investering. Han er ikke blevet rådgivet om risikoen ved garantindskud.
Morsø Bank har anført, at efter det for banken oplyste, er der af sparekassen blevet ydet rådgivning i forbindelse med indskud på garantbeviser.
På oprettelsestidspunktet blev der udleveret garantbeviser i papirformat, der beskrev betingelserne for at være garant, herunder at indskud var ansvarlig kapital. Først på et bestyrelsesmøde i sparekassen den 23. oktober 2002 blev det besluttet, at der ikke femover skulle udstedes garantbeviser.
Klageren er årligt i egenskab af garant blevet indbudt til garantmøder, hvor der er blevet orienteret om sparekassens økonomi, ligesom der blev afholdt valg til repræsentantskab mv. Klageren var stemmeberettiget ved disse valg og har således som garant haft rettigheder, som normalt er tillagt en ejer-/aktionærkreds, hvilket i sig selv burde have affødt en reaktion fra klageren. Tilskrevne renter af garantbeviset blev overført til en særlig konto, G-konto. Dette viser en klar adskillelse mellem kontiene, og at der ikke for garantbevisernes vedkommende var tale om almindelige indlån.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
To medlemmer – Vibeke Rønne og Erik Sevaldsen, der efter Ankenævnets vedtægters § 13, stk. 1, er tillagt to stemmer – udtaler:
Klageren havde siden april 2002 i Sparekassen Spar Mors (Bjergby Flade Sparekasse) indsat beløb på en konto benævnt "Garantbevis", således at han i oktober 2008 havde et indestående på 26.000 kr. på sin garantbeviskonto.
Det må efter det oplyste lægges til grund, at klageren i forbindelse med oprettelsen i april 2002 fik udleveret et garantbevis, hvoraf det fremgik, at indeståendet på garantkontoen som garantikapital hæftede for sparekassens forpligtelser. Også det forhold, at klageren som indehaver af garantbeviser blev indkaldt til garantmøder til valg af repræsentantskab m.v. støtter, at indeståender på garantbeviskonti havde en anden karakter end almindelige indlån. Det samme gjorde det forhold, at tilskrevne renter straks blev overført til G-kontoen.
Vi finder herefter, at det må lægges til grund, at klageren vidste eller burde have vidst, at hans indestående på garantbeviskontoen var ansvarlig kapital, som han risikerede at miste, hvis sparekassen fik økonomiske problemer.
To medlemmer – Troels Hauer Holberg og Bent Olufsen – udtaler:
Vi stemmer for, at sagen afvises som bevisuegnet i medfør af Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1, da det vil kræve parts- og vidneforklaringer at tage stilling til klagernes påstand om, at de ikke fik rådgivning om risikoen forbundet med garantbeviser. Vi bemærker, at garantbevisets formulering om, at "Garantkapitalen hæfter for sparekassens forpligtelser" ikke er tilstrækkelig rådgivning.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.