Omlægning af lån.
| Sagsnummer: | 75/1993 |
| Dato: | 27-07-1993 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Stig Hansen, Peter Møgelvang-Hansen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - rådgivning
|
| Ledetekst: | Omlægning af lån. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I februar 1986 ydede indklagede klageren et lån på 195.000 kr., hvis provenu anvendtes til indfrielse af to lån hos indklagede samt et lån i en andelskasse.
Efter at klageren i 1992 havde flyttet sin lønkonto fra indklagede til et andet pengeinstitut, opstod der overtræk på klagerens budgetkonto hos indklagede. Ved skrivelse af 6. oktober 1992 rykkede indklagede klageren for overtrækket, som udgjorde 15.098,91 kr. Ved skrivelse af 15. oktober 1992 anmodede indklagede om klagerens forslag til overtrækkets afvikling og oplyste samtidig, at der efter en ændring af lovgivningen var mulighed for at optage et 20-årigt kreditforeningslån i klagerens sommerhus, hvorfor klageren opfordredes til at hente et sådant.
Efter at indklagede ved skrivelse af 28. oktober 1992 på ny havde rykket for overtrækket på budgetkontoen samt en restance på 9.337 kr. på klagerens lån, rettede en advokat henvendelse til indklagede med oplysning om, at klageren var i færd med at indhente lånetilbud fra Kreditforeningen Danmark.
Ifølge indklagede kontaktede en medarbejder fra Kreditforeningen Danmark den 27. november 1992 indklagede telefonisk med oplysning om, at kreditforeningen ville yde et lån på 60.000 kr. til klageren. Samme dag orienterede indklagede klagerens advokat herom. Ifølge klageren var det indklagedes medarbejder, som tog telefonisk kontakt til kreditforeningen og meddelte denne, at 60.000 kr. ikke var tilstrækkeligt.
Ved skrivelse af 8. december 1992 meddelte klagerens advokat indklagede, at advokaten ikke foretog sig yderligere i sagen, som af advokaten var afsluttet overfor klageren.
Ved skrivelse af 15. december 1992 tilbød indklagede klageren et nyt lån på 179.000 kr. enten som 15-årigt eller som 20-årigt.
Ved skrivelse af 11. januar 1993 meddelte indklagede, at klagerens engagement ville blive opsagt, såfremt man ikke senest den 25. januar 1993 havde modtaget restancen på klagerens lån samt overtrækket, nu opgjort til ialt 35.774,60 kr. Den 27. februar 1993 overgav indklagede engagementet til retslig inkasso.
Ved klageskema af 15. februar 1993 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde klageren erstatning for klagerens tab ved indklagedes nægtelse af at hjemtage et kreditforeningslån.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede i begyndelsen af 1986 krævede klagerens lån sammenlagt til ét lån hos indklagede, selvom klageren snarere ønskede et kreditforeningslån. I foråret 1990 blev klageren opereret for en ryglidelse, og hun måtte efterfølgende gå på pension; hun bad igen indklagede om at få lånet omlagt, med der skete ikke noget. I 1992 oplyste klageren indklagedes medarbejder om, at hun havde rettet henvendelse til en advokat om optagelse af et kreditforeningslån; uden hendes vidende forhørte medarbejderen sig hos kreditforeningen om lånets størrelse og afslog efterfølgende dette over for klagerens advokat. Som følge af indklagedes manglende rådgivning omkring salg af klagerens sommerhus, stoppede klageren afviklingen af lånet. Klageren har henvist til en hos kreditforeningen indhentet beregning over et 20-årigt kontantlån, som klageren ville have kunnet optage i forbindelse med købet af sommerhuset, men som indklagedes medarbejder sagde var dyrere end et lån hos indklagede.
Indklagede har anført, at man på intet tidspunkt har afvist at medvirke til optagelse af et kreditforeningslån. I forbindelse med bevillingen af lånet i 1986 til klageren skete ikke nogen drøftelse af hjemtagelse af et kreditforeningslån, og indklagede har heller ikke tilkendegivet, at et lån hos indklagede var billigere end et kreditforeningslån. For at undgå en inkassosag og de dermed for klageren forbundne omkostninger tilbød indklagede i december 1992 et nyt lån, men klageren reagerede ikke herpå. Vedrørende den fremlagte beregning fra kreditforeningen har indklagede anført, at efter de i december 1985 gældende regler, kunne klageren ikke opnå et ejerskiftelån på 20 år hos en kreditforening, men højst et tillægslån i form af et 10-årigt obligationslån, som skulle have pant inden for 40% af den offentlige vurdering; et sådant lån ville være på ca. 50.000 kr., men lånetypen blev kun ydet i særlige tilfælde, eksempelvis til pensionister.
Ankenævnets bemærkninger:
Således som sagen er forelagt Ankenævnet til afgørelse, finder Ankenævnet ikke grundlag for at kritisere indklagedes behandling af engagementet med klageren.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.