Afgørelse

Spørgsmål om erstatning for omkostninger i forbindelse med sag om anpartsbeviser i depot.

Sagsnummer:	271b/2002
Dato:	08-07-2003
Ankenævn:	Lars Lindencrone Petersen, Karin Duerlund, Kåre Klein Emtoft, Jørn Ravn, Niels Bolt
Klageemne:	Omkostninger - øvrige spørgsmål Depot - øvrige spørgsmål
Ledetekst:	Spørgsmål om erstatning for omkostninger i forbindelse med sag om anpartsbeviser i depot.
Indklagede:	Hadsten Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
	Pengeinstitutter

---

Indledning.

 

Denne sag vedrører spørgsmålet, om indklagede har begået fejl vedrørende nogle anparter, som klageren havde håndpantsat til sikkerhed for et anpartsselskabs engagement med indklagede, og om indklagede i givet fald er forpligtet til at betale erstatning til klageren.

 

Sagens omstændigheder.

 

Den 29. marts 1988 stiftede klageren sammen med A og B et anpartsselskab (C) med en anpartskapital på 80.000 kr., hvoraf A tegnede sig for 27.000 kr., mens klageren og B tegnede sig for hver 26.500 kr.

 

C investerede i to byggeprojekter, som blev finansieret ved byggekreditter bevilget af indklagede. Til sikkerhed for kreditterne påtog klageren, A og B sig kaution for hver 250.000 kr.

 

I løbet af 1989 og 1990 tabte C egenkapitalen og kunne ikke videreføre sine aktiviteter uden tilførsel af ny kapital.

 

Klageren og B kunne/ville ikke tilføre selskabet ny kapital, og det blev aftalt, at klageren skulle udtræde af C's direktion. Indklagede anmodede om indfrielse af kautionerne.

 

Af skattemæssige årsager blev det aftalt, at kautionsbeløbene skulle indbetales via en samtidig forhøjelse af anpartskapitalen med 750.000 kr. til 830.000 kr. Forhøjelsen blev fordelt med 250.000 til henholdsvis klageren, B og et af A ejet anpartsselskab, D. Samtlige anparter blev håndpantsat til sikkerhed for C's engagement med indklagede. A fik samtidig køberet til klagerens og B's anparter til en kontant kursværdi på henholdsvis 25.000 kr. og 1 kr. Køberetten bortfaldt, såfremt den ikke var gjort gældende inden den 1. januar 1994. Det var hensigten, at A skulle "holde liv" i C i 3 år, hvorefter klageren og B kunne opnå skattemæssigt fradrag for tab på anparter - nu ejet i mere end 3 år (perioden 26. september 1990 - 26. september 1993).

 

Af D's regnskab for perioden 1. juli 1993 - 30. juni 1994 fremgår bl.a.:

 

 

 

Af A's personlige regnskab for 1994 fremgår bl.a.:

 

 

 

 

Indklagede har anført, at A udnyttede køberetten til at erhverve klagerens anparter for 25.000 kr. og B's anparter for 1 kr. Klageren har bestridt, at A overtog hans anparter.

 

Ifølge årsudskriften pr. den 31. december 1997 var der nominelt 276.500 kr. anparter i klagerens depot hos indklagede.

 

Indklagede har oplyst, at anpartsbeviserne henlå i de respektive depoter tilhørende klageren og B indtil 1998, idet man afventede indlevering af anpartsbeviset på 26.500 kr. tilhørende B. B meddelte endelig i 1998, at han ikke kunne finde anpartsbeviset, hvorefter C besluttede, at der for fremtiden ikke skulle være udstedt anpartsbeviser for C's kapital.

 

Ved håndpantsætningserklæring af 16. oktober 1998 håndpantsatte A anpartskapitalen i C, nom. 830.000 kr., til indklagede til sikkerhed for C's engagement. Indklagede afregistrerede samtidig de nu udslettede anpartsbeviser i henholdsvis klagerens og B's depot.

 

Klageren har anført, at han i 1999 ønskede at overdrage sine anparter til A. I forbindelse hermed hævdede indklagede, at depotet var slettet, og at han ikke ejede nogen anparter. Han så sig derfor nødsaget til at indhente assistance hos en advokat med henblik på at bevise, at han ejede 1/3 af anparterne i C.

 

Den 11. oktober 2001 blev der indgået en aftale om overdragelse af klagerens anparter til A for 100.000 kr. Endvidere skulle A betale 14.625 kr. til klageren til delvis dækning af advokatomkostninger.

 

Ved skrivelse af 20. december 2001 rejste klageren krav mod indklagede om betaling af 85.812 kr. Klageren anførte, at indklagede ved at slette depotet havde pådraget sig erstatningsansvar for den del af omkostningerne ved sagen, som ikke var blevet dækket ved forliget, svarende til 35.812 kr., og at indklagede endvidere burde betale 50.000 kr. for tidsforbrug og gene. Indklagede afviste kravet.

 

Den 3. juli 2002 indbragte klageren sagen for Ankenævnet. Ved formalitetsafgørelse af 11. februar 2003 bestemte Ankenævnet, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at afvise klagen som erhvervsmæssig.

 

Parternes påstande.

 

Klageren har nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 85.812 kr.

 

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

 

Parternes argumenter.

 

Klageren har anført, at han i forbindelse med udvidelsen af anpartskapitalen indbetalte 250.000 kr. kontant, hvorefter indklagede slettede kautionerne.

 

Han kunne ikke acceptere, at C havde tabt egenkapitalen, før C var gjort op med dermed følgende skatteopgørelse. Da der ville gå nogle år, inden C's indre værdi ved bortsalg kunne vise en egenkapital, gav han A en købsret indtil 1. januar 1994. A havde ikke interesse i at udnytte denne købsret.

 

En opgørelse i 1993 havde for ham medført et stort skattemæssigt underskud i en periode, hvor han ikke var pensionist og derfor betalte en ret høj skat.

 

Det er sagen uvedkommende, at B solgte sine anparter. B kunne ifølge revisor heller ikke få fradrag.

 

Der foreligger ikke dokumentation for, at hans anparter blev overdraget til A, netop fordi en sådan overdragelse ikke fandt sted.

 

Han fik frem til og med 1998 fremsendt udskrifter, der viste beholdningen i depotet. Indklagede burde have meddelt ham, at depotet blev slettet. I givet fald ville han øjeblikkelig have gjort indsigelse.

 

Da han i 1999 ønskede at overdrage anparterne til A, hævdede indklagede, at depotet var slettet, og at han ikke ejede nogen anparter. Han så sig derfor nødsaget til at indhente assistance hos en advokat med henblik på at bevise, at han ejede 1/3 af anparterne i C. Som følge af indklagedes håndtering af sagen er han blevet påført unødige omkostninger i forbindelse med salget af anparterne.

 

Indtil 2001, hvor overdragelsen skete, opgav han anparterne over for skattevæsenet.

 

Af de fremlagte regnskaber fremgår, at A under sine aktiver har bogført selskabet med 553.000 kr., hvilket netop svarer til 2/3 af anpartskapitalen og således dokumenterer, at hans anparter ikke blev overdraget til A. Det bogførte køb af anparter for 27.667 kr. er enten bogføring uden bilag eller ansat pris for køb af B's anparter.

 

Indklagede har anført, at det fremgår af A's personlige årsregnskab for 1994, at nominelt 553.000 kr. i selskabet er erhvervet og bogført til 27.667 kr., hvilket udgør anskaffelsessummen 25.000 kr. for anparterne tilhørende klageren og 1 kr. for anparterne tilhørende B, hvortil antagelig er tillagt nogle omkostninger ved overtagelsen.

 

Ifølge D's årsregnskab for 1993/94 er dette ejer af nominelt 250.000 kr. anparter, der er anskaffet for 276.667 kr., men nedskrevet til 1 kr.

 

Det er således godtgjort, at A og D til sammen ejede hele anpartskapitalen i C allerede i 1993.

 

B har erklæret, at han solgte sine anparter i efteråret 1993.

 

Da klageren i forbindelse med henvendelsen i 1999 bestred at have solgt sine anparter til A, og da A ikke kunne fremskaffe kvittering for betalingen af 25.000 kr. men alene kunne dokumentere sit ejerskab til anparterne via årsregnskaberne, valgte A at indgå forlig med klageren ved betaling af yderligere 100.000 kr. samt omkostninger 14.625 kr.

 

Klageren har ikke lidt noget tab. Klagerens omkostninger til advokat beror ikke på det forhold, at anparterne var slettet af depotet, men alene på det forhold der eksisterede mellem A og klageren.

 

Ved klagerens henvendelse om depotet blev han således også henvist til A.

 

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

 

Ankenævnet finder, at stillingtagen til omstændighederne omkring stiftelsen af klagerens depot og berettigelse heraf forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene.

 

Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør § 7,stk. 1 i Ankenævnets vedtægter.

 

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage.

 

Klagegebyret tilbagebetales klager.